Foto: Colourbox

03.12.19 Vi rådgiver dig Nyheder

Polsk virksomhed skal betale arbejdsmarkedspension i Danmark

En principiel faglig voldgift på byggeriets område har afgjort, at virksomhedens bidrag til en lovpligtig alderspensionsordning i Polen ikke kunne modregnes i pensionsbidrag efter overenskomsten. En faglig voldgiftsret kom frem til det modsatte resultat på industriens område.

Modregning i pensionsbidrag

Byggeriets overenskomster indeholder ligesom Industriens Overenskomst særlige regler, der kun gælder for virksomheder, som udstationerer medarbejdere til Danmark. 

Reglerne handler om, at udenlandske virksomheder hverken skal stilles ringere eller bedre end tilsvarende danske virksomheder, når de udfører arbejde i Danmark. Det er ikke mindst relevant, når det handler om betaling af løn, herunder pension. 

Reglerne giver udenlandske virksomheder en mulighed for at modregne deres pensionsbidrag i hjemlandet i de danske pensionsbidrag efter overenskomsten. På den måde kan det undgås, at der foregår dobbeltbetaling af pension, dvs. betaling af den samme løndel i to lande. 

I byggeriets overenskomst er reglerne afgrænset til at angå såkaldte ”supplerende pensionsordninger” omfattet af definitionen i et EU-direktiv om pension. 

Polsk pensionsordning

Den konkrete sag handlede om en polsk virksomhed, der udstationerede medarbejdere i forbindelse med levering af en tjenesteydelse i Danmark. Virksomheden var overenskomstdækket via sit medlemskab af Dansk Byggeri. 

I Polen indbetalte virksomheden til et socialsikringsinstitut forankret i polsk lovgivning kaldet ZUS (”Zaklad Ubezpieczen Splolecznych”). 

I medfør af lovgivningen betalte både arbejdsgivere og lønmodtagere bidrag til blandt andet alderspension gennem den sociale sikring. Bidragene udgjorde 19,52 pct. af lønnen, der er betalt ligeligt af henholdsvis virksomhed og medarbejder.

Pensionsbidraget efter byggeriets overenskomst udgjorde i alt 12 pct. fordelt med 8 pct. betalt af virksomheden, og 4 pct. betalt af medarbejderen. 

Hvis indbetalingerne til ZUS kunne modregnes i pensionsbidraget i henhold til overenskomstens særregler, kunne virksomheden undgå at betale pension i Danmark. 

Ikke dobbeltbetaling i strid med EU-direktiv

Afgørelsen indebar en afklaring af, om det var en EU-stridig dobbeltbetaling, at overenskomsten stillede krav om betaling af pension i Danmark, når den polske virksomhed også var forpligtet til at betale pension i Polen.

Voldgiftsretten kom frem til, at overenskomstens angivelse af ”supplerende pensionsordninger” betød, at det kun var helt bestemte ordninger, der var omfattet af særreglerne, der gav udenlandske virksomheder adgang til at modregne. 

Retten mente ikke, at ZUS var en supplerende pensionsordning, og dermed var den ikke omfattet af EU-direktivet om pension, som overenskomstparterne selv havde henvist til. 

Der foregik derfor ikke en dobbeltbetaling af pension i strid med EU-retten, når den polske virksomhed skulle betale bidrag til pension i Danmark. 

Retten lagde vægt på, at bidraget til den danske pensionsordning sikrede de udstationerede medarbejdere en reel ekstra pension helt på linje med den ekstra pensionssikring, som andre medarbejdere under overenskomsten opnåede.

Virksomheden tabte sagen.

DI var ikke involveret i sagen. 

Nyheden er baseret på faglig voldgifts kendelse af  11. november 2019 i sag nr. FV.2019.0152

DI's råd

Afgørelsen kommer i forlængelse af en afgørelse om samme emne på industriens område. I modsætning til afgørelsen på byggeriets område, kom voldgiftsretten frem til det modsatte resultat, da den skulle tage stilling til reglerne i Industriens Overenskomst. 

Den afgørende forskel lå i ordlyden og tilblivelsen af regelsættet i Industriens Overenskomst. På industriens område er der aftalt et anvendelsesområde, der er bredere end på byggeriets område. 

Modregningsadgangen i Industriens Overenskomst vedrører ”arbejdsmarkedspension” i bred forstand, og parterne har været omhyggelige med at præcisere, at det er  lige meget, om ordningen følger af lovgivning eller kollektiv overenskomst. 

Afgørelsen i DI sagen hedder FV.2018.0075.

Har du brug for hjælp?

 I Juravagten sidder DI's eksperter inden for ansættelsesret og personalejura klar, hvis du har brug for hjælp.

Åbningstider: mandag-fredag kl. 8.00-17.00
Telefon: 3377 3377
Mail: jura@di.dk

Relateret