Foto: Colourbox

10.12.19 Vi rådgiver dig Nyheder

Tidspunktet bestemmer om opsigelse er saglig

Det var sagligt at opsige en medarbejder med over 10 års anciennitet på grund af ordrenedgang, selv om virksomheden søgte efter nye medarbejdere i opsigelsesperioden. Det har Retten i Glostrup slået fast i en ny dom.

Ansat, flyttet og sygemeldt

Medarbejderen blev ansat som timelønnet tekniker i en teknologivirksomhed i marts 2007. Godt et år senere, i april 2008, blev han efter et internt uddannelsesforløb ansat som funktionær i en ny stilling som inspektør i virksomheden.

I midten af 2017 foretog virksomheden en omstrukturering, der medførte, at inspektøren blev flyttet fra én afdeling til en anden. Arbejdsopgaverne i de to afdelinger var de samme, men skiftet mellem de to afdelinger betød, at medarbejderen skulle arbejde mere nationalt fremfor internationalt.

Kort tid efter flytningen, i midten af 2017, blev medarbejderen sygemeldt – først på fuld tid og senere på deltid.

Flere medarbejdere opsagt

I slutningen af 2017 betød en faldende ordretilgang, at virksomheden blev nødt til at reducere omkostningerne ved at opsige medarbejdere.

Virksomheden opsagde derfor en række medarbejdere i januar måned 2018, herunder flere i den afdeling som inspektøren et halvt år forinden var blevet overflyttet til. Opsigelsen var begrundet i den faldende ordretilgang, altså i virksomhedens forhold.

Flytning af medarbejdere

Halvanden måned efter opsigelserne omorganiserede ledelsen virksomheden, og flere medarbejdere blev overflyttet mellem de to samme afdelinger, som den opsagte inspektør i 2017 var blevet flyttet mellem.

Den opsagte inspektør gjorde i sagen gældende, at denne manøvre havde øget omkostningerne i afdelingen, og at besparelserne i forbindelse med opsigelsen i januar derfor ikke var reel.

Desuden hævdede inspektøren, at han var bedre kvalificeret end nogle af de overflyttede medarbejdere, og at opsigelsen af ham derfor havde været usaglig.

Virksomheden gjorde derimod gældende, at de berørte medarbejdere havde medtaget deres arbejdsopgaver og indtjening til afdelingen, og at omorganiseringen derfor ikke havde betydet højere omkostninger.

Nye ansættelser

Godt et halvt år efter opsigelsen søgte virksomheden efter ny arbejdskraft. Behovet for flere medarbejdere opstod, fordi ordrebøgerne igen blev fyldte.

Den opsagte inspektør mente derfor, at virksomheden var forpligtet til at genansætte ham, og at opsigelsen var usaglig, fordi virksomheden ikke havde gjort det.

Virksomheden argumenterede derimod for, at det alene er forholdene på opsigelsestidspunktet (januar 2018), der er afgørende for vurderingen af, om en opsigelse er saglig, og at virksomheden ikke havde pligt til at genansætte medarbejderen.

Virksomheden blev frifundet

Retten i Glostrup tilsluttede sig virksomhedens tre hovedsynspunkter i sagen og slog fast, at:

  1. det er forholdene på opsigelsestidspunktet, der er afgørende for vurderingen af opsigelsens saglighed,
  2. der var en saglig grund til opsigelserne i januar måned 2018 grundet faldende ordrer, og at der i den forbindelse ikke var grundlag for at tilsidesætte virksomhedens skøn over, hvem de bedst kunne undvære og
  3. der ikke var pligt til at genansætte den opsagte medarbejder.

DI førte sagen for virksomheden.

Nyheden er baseret på Retten i Glostrups dom afsagt den 30. oktober 2019 i sag nr. BS-40455/2018-GLO.

DI's råd

Dommen er i tråd med tidligere sager om samme emne, hvilket først og fremmest understreger, at det er forholdene på opsigelsestidspunktet, der er afgørende for, om en opsigelse er sagligt begrundet. 

Dommen viser også, at en opsigelse, der er begrundet i virksomhedens forhold, som udgangspunkt er saglig. Der skal i den sammenhæng helt særlige grunde og omstændigheder til for at tilsidesætte ledelsens skøn over, hvem af medarbejderne de bedst kan undvære i en opsigelsessituation som den i sagen.   

Står I overfor en opsigelse, kan I altid kontakte DI for rådgivning. 

I kan også benytte DI's skabelon til opsigelse, som hjælper jer med at tage stilling til relevante spørgsmål i forbindelse med opsigelsen, eller DI's opsigelsesberegner. Med beregneren kan I let beregne, hvor langt et opsigelsesvarsel en medarbejder skal have. Beregneren hjælper også med at afklare, hvorvidt medarbejderen har ret til en fratrædelsesgodtgørelse, eller om der i øvrigt er særlige regler, som har betydning for opsigelsen. 

DI's Opsigelsesberegner

Start

Skabeloner

Skabelon til opsigelse

Hent

Har du brug for hjælp?

I Juravagten sidder DI's eksperter inden for ansættelsesret og personalejura klar, hvis du har brug for hjælp.

Åbningstider:

Mandag til fredag kl. 8.00 - 17.00

Vær opmærksom på, at vi i perioden den 10. juli til og med 8. august lukker allerede kl. 15.00 om fredagen. 

Telefon: 3377 3377
Mail: jura@di.dk

Relateret