20.03.19 Vi rådgiver dig Nyheder

Pension i udlandet tæller også med

UDENLANDSKE MEDARBEJDERE. Hvis en virksomhed indbetaler til en medarbejders alderspension i Polen, skal den ikke også indbetale til Industriens Pension. Det har tre højesteretsdommere for nylig fastslået i en faglig voldgift.

Pension i Polen kan modregnes

En faglig voldgift med udvidet formandskab fastslog i februar, at polske virksomheder, der udstationerer medarbejdere til Danmark, og som fortsat betaler pension i henhold til den polske ZUS-ordning, kan modregne disse indbetalinger i den pension, de skal betale i henhold til Industriens Overenskomst.

Dommerne fandt, at sagen måtte afgøres på baggrund af en fortolkning af den organisationsaftale, den handlede om. Den kunne med andre ord ikke løses ved bare at se på den EU-retlige regulering, som forbundssiden ellers hævdede.

Ikke afgrænset af pensionsdirektiv

På baggrund af en fortolkning af organisationsaftalens ordlyd, formål og baggrund, nåede dommerne frem til, at der ikke var grundlag for at antage, at parterne havde tænkt sig, at begrebet arbejdsmarkedspension skulle låses fast af definitionerne i det såkaldte pensionsdirektiv.

Pension i hjemlandet tæller med

Herefter konstaterede de, at ”Dokumenterede bidragsomkostninger til en arbejdsmarkedspension i hjemlandet” må forstås som alle udgifter, som en udenlandsk virksomhed i forvejen betaler til en pensionsordning i hjemlandet for de udstationerede medarbejdere, og som i sammenhængen må anses for løndele for de pågældende medarbejdere.

Det kan ikke i den forbindelse tillægges nogen betydning, om der er tale om overenskomstmæssige forpligtelser eller forpligtelser, som følger af lovgivningen.

Baggrund for sagen

Omdrejningspunktet i sagen var organisationsaftalen om lønforhold for udstationerede medarbejdere, som omfatter både Industriens Overenskomst og Industriens Funktionæroverenskomst.

Af aftalen fremgår følgende:

”Virksomhedens dokumenterede bidragsomkostninger til en arbejdsmarkedspension i hjemlandet kan modregnes i bidraget, virksomheden skal betale i henhold til overenskomsten.”

DI’s synspunkt i sagen var, at ”arbejdsmarkedspension” er et vidt begreb, som også omfatter eksempelvis den polske ZUS-ordning. Denne ordning adskiller sig fra overenskomstens pensionsordninger ved, at den er etableret ved lov.

Forbundets synspunkt var, at begrebet må forstås i overensstemmelse med EU-retten, og at dette indebærer, at ZUS-ordningen ikke kunne omfattes af organisationsaftalen.

DI førte sagen for virksomheden. 

di's råd

Sagen er helt afgørende for forståelsen af, hvornår udenlandske virksomheder skal betale pension for medarbejdere, der udstationeres til Danmark.

Den har kun direkte taget stilling til spørgsmålet om pensionsbidrag, der betales i Polen, men det er DI’s opfattelse, at afgørelsen også vil finde anvendelse i forhold til pensionsbidrag i en række andre medlemslande.

Spørgsmålet om fastsættelsen af den korrekte løn for udenlandske medarbejdere er kompliceret. Vi anbefaler, at du tager kontakt til DI, hvis du er i tvivl om, hvorvidt lønnen fastsættes korrekt i din virksomhed.

Relateret