Foto: Colourbox

27.05.19 Vi rådgiver dig Nyheder

Klage kom alt for sent

I januar 2018 klagede en mand over at være blevet opsagt på grund af handicap i august 2015. Ligebehandlingsnævnet afgjorde, at manden havde udvist retsfortabende passivitet ved at klage for sent.

Ansat efter endt læretid

I 2006 blev en mand ansat som elektroniklærling. Efter endt læretid blev han ansat i en tidsbegrænset stilling, som i løbet af den første måneds ansættelse blev ændret til en fastansættelse. 

I maj 2014 sygemeldte medarbejderen sig med stress. Fire måneder senere skrev medarbejderen til virksomheden og oplyste, at han var startet i et forløb med medicin, som burde hjælpe til bedring inden for 5-6 uger.

Yderligere to måneder senere skrev medarbejderen til virksomheden: ”Det, som står tydeligt i dag, er, at min tilbagevenden til arbejdsmarkedet kommer til at ske i et fleksjob. Jeg kommer aldrig til at kunne arbejde 37 timer igen.”

Jobcentret blev involveret

I marts 2015 holdt virksomheden, medarbejderen og jobcentret et møde for at planlægge en langsom opstart og dermed medarbejderens tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

I maj 2015, et år efter at medarbejderen havde sygemeldt sig på fuld tid, skrev jobcentret til virksomheden, at medarbejderen inden for 2-3 uger ville være klar til at arbejde to dage om ugen af tre timers varighed med langsom optrapning til flere dage og timer, såfremt alt gik godt.  

Opsagt og fritstillet

Allerede i juli måned måtte medarbejderen trappe ned i forhold til de aftalte antal arbejdstimer. Han skrev i den forbindelse til sin arbejdsgiver, at han ikke mente, arbejdsprøvningen levede op til det aftalte.

Den 26. august 2015 sendte virksomheden en opsigelse og fritstilling til medarbejderen.

Som opfølgning på opsigelsen kontaktede mandens fagforening virksomheden, som dog fastholdt opsigelsen og bestred, at den var i strid med forskelsbehandlingsloven.

Fagforeningen videregav ikke sagen til retlig behandling.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Den 18. januar 2018 klagede den tidligere medarbejder til Ligebehandlingsnævnet, som vurderede, at medarbejderen havde udvist retsfortabende passivitet, og at et eventuelt krav på godtgørelse som følge af forskelsbehandling på grund af handicap var bortfaldet.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Ligebehandlingsnævnets afgørelse af  27/03/2019 i sag nr. Jnr. 18-6342

DI's råd

En arbejdsgiver er forpligtet til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger, så en medarbejder med handicap kan bestride sit job. Ellers handler virksomheden i strid med forskelsbehandlingsloven.

Pligten betyder, at virksomheden skal undersøge og eventuelt afprøve mulige og hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger, når virksomheden ved eller bør vide, at medarbejderen er handicappet.

Denne pligt gælder ikke, hvis virksomheden derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde. Hvis byrden lettes i tilstrækkeligt omfang gennem offentlige foranstaltninger, f.eks. tilskud eller personlig assistance, er byrden ikke uforholdsmæssig stor. 

DI anbefaler, at virksomheden tager kontakt til medarbejderens bopælskommune eller jobcenter for at høre om de forskellige muligheder.  

Har du brug for hjælp?

 I Juravagten sidder DI's eksperter inden for ansættelsesret og personalejura klar, hvis du har brug for hjælp.

Åbningstider: mandag-fredag kl. 8.00-17.00
Telefon: 3377 3377
Mail: jura@di.dk

Relateret