Foto: GettyImage

26.08.19 Vi rådgiver dig Nyheder

Ikke frit valg af medarbejdere ved virksomhedsoverdragelse

EU-Domstolen har slået fast, at erhververen ikke frit kan vælge, hvilke medarbejdere der skal overtages ved en virksomhedsoverdragelse. Heller ikke hvis valget er begrundet i økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager.

Forbud mod afskedigelse

Det følger af EU-direktivet om virksomhedsoverdragelse, at der ikke må afskediges medarbejdere på grund af en virksomhedsoverdragelse. Dog er det tilladt at afskedige medarbejdere, hvis det er af økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager, der medfører beskæftigelsesmæssige ændringer.

Denne regel er gengivet i den danske lov om virksomhedsoverdragelse.

Belgisk regel

I Belgien havde man imidlertid formuleret reglen lidt anderledes. Her fremgik det, at ”det tilkommer erhververen at vælge, hvilke arbejdstagere vedkommende ønsker at overtage”. Dog skulle valget være nødvendigt af økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager, og det måtte ikke udgøre ulovlig forskelsbehandling.

Reglen i strid med direktivet

EU-Domstolen startede med at understrege, at reglerne om virksomhedsoverdragelse blandt andet har til formål at beskytte arbejdstagere mod ubegrundede afskedigelser i tilfælde af overførsel af en virksomhed.

Imidlertid udgjorde den belgiske regel ikke en sådan beskyttelse mod afskedigelse. Den tilkendegav tværtimod, at erhverver som udgangspunkt havde ret til at vælge, hvilke medarbejdere vedkommende ønskede at overtage.

Det var ikke tilstrækkeligt, at valget af medarbejdere skulle være begrundet i økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager, og det ikke måtte udgøre ulovlig forskelsbehandling, da erhverver ikke havde pligt til at bevise, at afskedigelser var begrundet i de nævnte årsager.

EU-Domstolen afsluttede med at tilkendegive, at hvis Belgien ikke kunne fortolke den nationale regel i overensstemmelse med EU-retten, kunne parter, der havde lidt skade på grund af reglen, kræve erstatning af den belgiske stat.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på EU-Domstolens afgørelse af 19. maj i sag nr. C-509/17.

DI's råd

Sagen viser, at erhverver i en virksomhedsoverdragelse skal være påpasselig med, hvem de tilkendegiver, at de ikke vil overtage. 

Udgangspunktet er, at alle medarbejdere i enheden, der overdrages, skal overtages, medmindre der foreligger de nævnte økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager, der medfører beskæftigelsesmæssige ændringer.

Har du brug for hjælp?

 I Juravagten sidder DI's eksperter inden for ansættelsesret og personalejura klar, hvis du har brug for hjælp.

Åbningstider: mandag-fredag kl. 8.00-17.00
Telefon: 3377 3377
Mail: jura@di.dk

Relateret