03.09.19 Vi rådgiver dig Nyheder

Forbedret skabelon til opsigelse tilpasser sig overenskomsten

DI har forbedret skabelonen, så du nu kan vælge overenskomst, når du skræddersyr opsigelsen til en medarbejder. Det betyder, at skabelonen, foruden bestemmelser i lovgivningen, også tager højde for overenskomsternes opsigelsesvarsler, ret til fratrædelsesgodtgørlse, varsling af ferie og meget mere.

Når du opsiger en medarbejder, skal du tage stilling til længden af medarbejderens opsigelsesvarsel, behandling af tilgodehavende ferie og feriefridage, returnering af personalegoder og meget andet.

Med DI’s skabelon til opsigelse kan du skræddersy en opsigelse til en medarbejder og være sikker på, at opsigelsen opfylder alle krav og indeholder alle de relevante informationer.

Nye tilføjelser

Nu er 32 af de største overenskomster blevet integreret i skabelonen til opsigelse. Det betyder, at den, foruden bestemmelser i lovgivningen, også tager højde for overenskomsternes opsigelsesvarsler, ret til fratrædelsesgodtgørelse samt muligheden for at varsle ferie, feriefridage og afspadsering til afholdelse i opsigelsesperioden.

Skabelonen indeholder oplysninger fra industriens overenskomster, Fællesoverenskomsten, transportoverenskomster, serviceoverenskomster og mange andre.

Det kan DI's nye skabelon til opsigelse:

  • Opsigelsen omfatter alle typer medarbejdere, såvel funktionærer som ikke-funktionærer samt overenskomstdækkede og ikke-overenskomstdækkede medarbejdere.
  • På grundlag af besvarelse af medarbejderens anciennitet samt stillingskategori (elev, timelønnet, funktionærlignende mv.) beregnes opsigelsesvarslets længde i henhold til funktionærloven eller bestemmelserne i den pågældende overenskomst, og der gives konkret tilpasset rådgivning om beregning af fratrædelsesdatoen.
  • Hjælp til / udgangspunkter for beskrivelse af typiske opsigelsesgrunde, både hvis opsigelsen skyldes medarbejderens og virksomhedens forhold.
  • Vejledning om mulighed for opsigelse på særligt grundlag og med forkortet varsel under relevante overenskomster, eksempelvis i tilfælde af længerevarende sygdom og under prøvetid.
  • Formularen sikrer, at du får taget stilling til obligatoriske arbejdsgiverforpligtelser i den relevante overenskomst, eksempelvis krav om begrundelse for opsigelsen, orientering af fagforening, opgørelse af uddannelseskonto mv.
  • Håndterer fritstilling, sædvanligt arbejde og suspension i opsigelsesperioden – valgets betydning for bl.a. ferieafholdelse, afvikling af feriefridage, overarbejde samt tilbagelevering af personalegoder.
  • Afholdelse af ferie – skabelonen tilpasser sig længden af opsigelsesvarslet samt reglerne om ferievarsling i ferieloven og arbejdsforpligtelse i opsigelsesperioden (fritstilling mv.).
  • Afvikling af feriefridage og overarbejde i opsigelsesperioden. Skabelonen tilpasser sig den enkelte overenskomsts regler og arbejdsforpligtelse i opsigelsesperioden (fritstilling mv.).
  • Beregning af fratrædelsesgodtgørelse. Skabelonen tilpasser sig funktionærlovens regler, de forskellige kategorier af medarbejdere omfattet af den enkelte overenskomst samt medarbejderens anciennitet på opsigelsestidspunktet.
  • Understøtter download af tro- og loveerklæring tilpasset reglerne i den valgte overenskomst, som er relevant i de tilfælde, hvor medarbejderen er berettiget til fratrædelsesgodtgørelse på betingelser, der først kendes på et senere tidspunkt end opsigelsestidspunktet.
  • Indeholder vejledning om hindringer for opsigelse, eksempelvis under medarbejderens sygdom eller ferie, afhængig af overenskomst.
  • Indeholder væsentligt udbyggede tekster og noter med rådgivning og vejledning om betydningen af spørgeskemaets valgmuligheder.
  • Håndterer formalia omkring forsendelsesform og kvittering for modtagelse.

På dansk og engelsk

Du vælger selv, om du vil udfylde formularen og have opsigelsen på dansk eller engelsk.

De nye funktioner er dog ikke implementeret i den engelske version af skabelonen endnu. Vi forventer, at det sker i løbet af den næste måneds tid.

Skabeloner

Skabelon til opsigelse

Hent

Har du brug for hjælp?

 I Juravagten sidder DI's eksperter inden for ansættelsesret og personalejura klar, hvis du har brug for hjælp.

Åbningstider: mandag-fredag kl. 8.00-17.00
Telefon: 3377 3377
Mail: jura@di.dk

Relateret