Foto: Colourbox

06.01.20 Vi rådgiver dig Nyheder

Det er tid til at tænke på sommerferie

Selv om det kun er januar, er det tid til at planlægge medarbejdernes sommerferie.

Varsling af hovedferie

Hovedferien skal varsles over for medarbejderne med mindst tre måneders varsel.

Medarbejdere har ret til at holde tre ugers samlet ferie i perioden 1. maj til 30. september. Det kan dog aftales, at medarbejderne kun holder to ugers samlet ferie. Det kan også aftales, at medarbejderen holder hovedferie uden for perioden 1. maj til 30. september.

Reglerne om afholdelse af ferie findes i ferielovens § 14 og § 15.

Deadline 1. februar: Særligt for Industriens Overenskomst

Hvis I ikke holder kollektivt lukket, skal I senest den 1. februar give medarbejdere, der er omfattet af Industriens Overenskomst, mulighed for at ønske, hvornår de vil holde sommerferie.

Det følger af Industriens Overenskomst § 40 stk. 1.

Ny ferielov pr. 1. september 2020

Vær opmærksom på, at der den 1. september 2020 træder en ny ferielov i kraft til afløsning for den nuværende. Den vigtigste ændring er, at der bliver indført samtidighedsferie i stedet for forskudt ferie.

Den nye ferielov har ikke indflydelse på afholdelse af sommerferien i 2020.

I skal dog være opmærksomme på, at som følge af overgangsordningen i forbindelse med den nye ferielov, at medarbejdere, der har været ansat i hele 2019, har optjent 16,64 dage til afholdelse i perioden 1. maj 2020 - 30. september 2020.

Fra 1. september 2020 overgår medarbejderne til optjening af samtidighedsferie.

 

Har du brug for hjælp?

 I Juravagten sidder DI's eksperter inden for ansættelsesret og personalejura klar, hvis du har brug for hjælp.

Åbningstider: mandag-fredag kl. 8.00-17.00
Telefon: 3377 3377
Mail: jura@di.dk

Relateret