Foto: Colourbox

14.01.20 Vi rådgiver dig Nyheder

I orden at forbyde medarbejdere at investere i kryptovaluta

I en ny sag fra Arbejdsretten blev en bank frikendt for at have handlet i strid med ledelsesretten. Det var i orden, at banken havde forbudt deres medarbejdere at investere privat i kryptovaluta.

Forbud mod at investere i kryptovaluta

En bank havde interne regler, som indeholdt et forbud mod, at deres medarbejdere investerede i kryptovaluta.

Banken mente, at kryptovaluta, som eksempelvis bitcoins, var et al for risikabelt investeringsmiddel, som – modsat handler med værdipapirer og valutaer – ikke er reguleret af nogen myndigheder, og da investorer af kryptovaluta ikke er beskyttet mod urimelig handelspraksis og hvidvaskning. Banken mente, at de som ansvarlig arbejdsgiver i den finansielle sektor ikke kunne se bort fra denne risiko.

Ligeledes var der for banken risici i form af interessekonflikter og loyalitetskonflikter, hvis eksempelvis en investerende medarbejder endte i en presset økonomisk situation. Derfor valgte banken at indføre forbuddet.

Ledelsesretten og private anliggende

Bankmedarbejdernes fagforbund indbragte banken for Arbejdsretten, da de ikke mente, at banken kunne bruge ledelsesretten til at indføre denne indskrænkning i medarbejdernes rent private anliggender.

Forbundet mente ikke, at banken havde en saglig, driftsmæssig grund til at regulere forhold, der angik medarbejdernes privatliv, og som blev udøvet uden tilknytning til arbejdspladsen.

Herudover påpegede forbundet, at der måtte ligge en skærpende vurdering til grund, når en arbejdsgiver forsøgte at regulere medarbejderes frihed til at foretage privatøkonomiske dispositioner.

Forbundet pegede på, at kryptovaluta er et lovligt finansielt aktiv og betalingsmiddel, og det forhold, at kryptovaluta bliver anvendt til ulovlige transaktioner, ikke kunne begrunde et generelt forbud mod, at medarbejderne i eget navn og for egen regning og uden nogen sammenhæng med deres arbejde i banken foretager investeringer i kryptovaluta.

Forbuddet var ikke i strid med ledelsesretten

Arbejdsretten lagde i sagen vægt på, at det indførte forbud var gældende for alle bankens medarbejdere, og banken lod alle medarbejderne beholde deres allerede erhvervede beholdninger af kryptovaluta, da forbuddet blev indført.

Herudover konstaterede retten, at forbuddet ikke omfattede medarbejdernes pårørende, hvis ikke medarbejderne var involverede i investeringerne.

Arbejdsretten bemærkede også, at banken havde indført forbuddet begrundet i bankens virke og rolle som finansiel virksomhed og risikoen for loyalitetskonflikter m.v.

Derfor fandt Arbejdsretten ikke grundlag for at tilsidesætte bankens skøn med hensyn til at vurdere de foreliggende risici for blandt andet loyalitetskonflikter og den heraf følgende driftsmæssige betydning for banken af at forbyde medarbejderne at foretage private investeringer i kryptovaluta.

Arbejdsretten fastslog også, at forbuddet ikke var mere indgribende end nødvendigt af hensyn til formålet.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Arbejdsrettens dom af 2. december 2019 i sag AR2018.0297.

DI's råd

Sagen viser, at virksomheden skal være påpasselig med at indføre retningslinjer, der begrænser medarbejdernes private handlinger, men at det godt kan være sagligt, hvis der er et tilstrækkeligt driftsmæssigt formål, og retningslinjerne ikke går videre end nødvendigt af hensyn til formålet med at indføre dem.

I dette tilfælde var der en god grund for virksomheden til at forbyde visse privatøkonomiske dispositioner, blandt andet bankens virke og rolle som finansiel virksomhed og risikoen for loyalitetskonflikter mv.

Kontakt altid DI, hvis I er i tvivl om, hvad I må indføre af personalepolitikker i overensstemmelse med ledelsesretten.

Har du brug for hjælp?

I Juravagten sidder DI's eksperter inden for ansættelsesret og personalejura klar, hvis du har brug for hjælp.

Åbningstider:

Mandag til fredag kl. 8.00 - 17.00

Telefon: 3377 3377
Mail: jura@di.dk

Relateret