Foto: Colourbox

20.01.20 Vi rådgiver dig Nyheder

Planlæggere var omfattet af HK-overenskomst

Tre planlæggere blev udnævnt til seniorplanlæggere og fik i den forbindelse ansættelseskontrakter uden for HK-overenskomsten. En faglig voldgift nåede imidlertid frem til, at virksomheden ikke kunne undtage medarbejderne fra overenskomsten.

En stor virksomhed med ca. 350 medarbejdere udnævnte tre ”site plannere” til ”senior site plannere” i logistikafdelingen. Deres arbejdsopgaver indebar en del selvstændige beslutninger, og deres valg havde stor betydning for virksomheden i planlægningen og disponeringen af meget store ordrer, primært til eksport.

Med i udvidet ledergruppe

De tre senior site plannere havde ingen ledelsesbeføjelser. De var af ledelsen udpeget til at være med i ”den udvidede ledergruppe” omfattende ledere og få udvalgte specialister. Virksomheden betragtede medarbejderne som særligt betroede, blandt andet som følge af et stort økonomisk ansvar.

To ud af de tre medarbejdere var medlemmer af en forening for ledere. For disse to blev der indgået kontrakter, hvorefter de er omfattet af en lederaftale.

Den tredje person, som havde en bacheloruddannelse, fik en individuel kontrakt (uden for overenskomst).

De tre senior site plannere havde alle væsentligt højere lønninger end site plannerne, og de var omfattet af en anden pensionsordning med højere pension.

Forbundet mente imidlertid, at de tre planlæggere fortsat skulle være omfattet af HK-overenskomsten og krævede sagen behandlet ved en faglig voldgift.

Erfarne og selvstændige medarbejdere

Virksomheden forklarede under sagen, at de til stillingerne helst ville benytte medarbejdere med lange videregående uddannelser. Men det er svært at rekruttere sådanne medarbejdere til stillingerne.

I stedet har virksomheden lagt vægt på, at de medarbejdere, som blev udnævnt, havde lang erfaring fra andre tilsvarende stillinger med selvstændige kompetencer til at forestå lignende processer.

Dommeren i den faglige voldgift gav ikke virksomheden medhold, men lagde vægt på, at opgaverne primært krævede erfaring med planlægning og kendskab til produktion, og at sådanne stillinger er omfattet af HK-overenskomsten.

DI førte sagen for virksomheden.

Nyheden er skrevet på grundlag af afgørelse i faglig voldgiftssag FV 2019.0116.

DI's råd

Sagen viser, at der skal meget til, for at medarbejdere med administrativt arbejde ikke er omfattet af en HK-overenskomst. 

Normalt vil ledelsesansvar medføre, at medarbejdere er uden for overenskomst. Ligeledes vil visse former for betroet arbejde også falde uden for overenskomst. 

Det beror endvidere på overenskomstens bestemmelser om dækningsområde og på praksis om, hvilke medarbejdere der hidtil har været omfattet af en overenskomst. 

Skabeloner

SKRÆDDERSY EN ANSÆTTELSESAFTALE

Hent

Har du brug for hjælp?

I Juravagten sidder DI's eksperter inden for ansættelsesret og personalejura klar, hvis du har brug for hjælp.

Åbningstider:

Mandag til fredag kl. 8.00 - 17.00

Telefon: 3377 3377
Mail: jura@di.dk

Relateret