Foto: Colourbox

13.01.20 Vi rådgiver dig Nyheder

Skulle ikke betale medarbejderens bidrag til pension

En virksomhed havde udbetalt for lidt i løn til en lærling, som hævdede, at de skulle betale både lønmodtagerens og arbejdsgiverens pensionsbidrag af efterbetalingen. Tvistighedsnævnet fandt, at virksomheden kun skulle betale arbejdsgiverbidraget.

En virksomhed havde indgået uddannelsesaftale med en lærling fra den 1. marts 2018. Lønnen var ifølge uddannelsesaftalen mindstebetalingssatsen på Industriens Overenskomst. Af lønsedlen fremgik der dog en lavere timeløn.

Sygemeldt uden løn

Lærlingen blev sygemeldt den 11. april. Virksomheden skrev i en SMS til lærlingen den 23. april, at uddannelsesaftalen var ophørt på grund af hans sygefravær. Tre dage senere rettede virksomheden det til, at uddannelsesaftalen fortsat gjaldt, men at lærlingen blot var sygemeldt uden løn.

Virksomheden skrev desuden til lærlingen, at han ikke havde krav på sygedagpenge, fordi han havde været ansat i mindre end otte uger.

Klagede til Tvistighedsnævnet

Eleven indbragte sagen for Tvistighedsnævnet. Her krævede han løndifferencen for marts 2018, den løn, som han ikke havde fået udbetalt for sit arbejde i april, samt sygeløn fra 11. april og ni uger frem.

Eleven krævede ligeledes feriegodtgørelse, fritvalgsbidrag samt både arbejdsgiverens og lønmodtagerens pensionsandel af løntilgodehavendet.

Lærlinge har krav på løn under sygdom

Lærlinge på Industriens Overenskomst har krav på løn under sygdom, selv om uddannelsesaftalen har haft en varighed af mindre end otte uger på det tidspunkt, hvor sygdommen opstår.

Virksomheden skulle derfor efterbetale både løndifferencen i marts, lønnen for arbejdet til og med 10. april og sygeløn fra 11. april. Af dette beløb skulle der beregnes feriegodtgørelse og fritvalgsbidrag.

Kun arbejdsgiverens pensionsbidrag

Derimod skulle virksomheden kun efterregne arbejdsgiverens pensionsbidrag af denne efterbetaling.

Når en virksomhed ikke har udbetalt pension til en medarbejder, skal virksomheden sædvanligvis efterbetale både arbejdsgiver- og lønmodtagerandelen af pensionen. Dette skyldes, at lønmodtageren har fået for meget løn i og med, at lønmodtagerens pensionsbidrag ikke er trukket fra i den udbetalte løn. Lønmodtageren har dog for det meste modtaget beløbet i god tro, hvorfor arbejdsgiveren ikke kan kræve, at lønmodtageren tilbagebetaler sin egen pensionsandel. I stedet må arbejdsgiveren indbetale det fulde beløb på pensionsopsparingen.

I den konkrete sag var situationen dog en anden. Her havde lærlingen endnu ikke fået udbetalt det skyldige beløb. Derfor skulle arbejdsgiverens pensionsbidrag kun beregnes af efterbetalingen, mens hans pensionsbidrag på sædvanlig vis skulle trækkes fra efterbetalingen.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Tvistighedsnævnets afgørelse af 16. september 2019 i sag nr. 24.2019.

DI's råd

Lærlinge skal altid aflønnes efter fagets overenskomst. Aflønningen omfatter ligeledes overenskomstmæssig pension, fritvalgslønkonto og øvrige lønelementer. Dette gælder også, når virksomheden ikke har overenskomst, eller hvis virksomheden er dækket af andre overenskomster.

Hvis I skal efterregne løn til en medarbejder, skal der betales sædvanlige lønelementer som for eksempel feriegodtgørelse og fritvalgsbidrag. 

Dertil skal jeres bidrag til pensionen indgå, mens lønmodtagerens bidrag trækkes fra efterbetalingen og indsættes på hans pension.

Har du brug for hjælp?

 I Juravagten sidder DI's eksperter inden for ansættelsesret og personalejura klar, hvis du har brug for hjælp.

Åbningstider: mandag-fredag kl. 8.00-17.00
Telefon: 3377 3377
Mail: jura@di.dk

Relateret