19.11.20 Vi rådgiver dig Nyheder

Virksomheder har ret til at kræve test af medarbejdere

Folketinget har torsdag den 19. november 2020 vedtaget en lov, der giver virksomheder ret til at pålægge medarbejdere at blive testet for COVID-19 og til at blive oplyst om testresultater. Loven er trådt i kraft med øjeblikkelig virkning.

Danmark oplever i øjeblikket en stigende smitte med COVID-19, og DI har i den forbindelse arbejdet for, at virksomhederne får adgang til at pålægge deres medarbejdere at blive testet for COVID-19 og at få besked om smittede medarbejdere, så de kan forhindre smittespredning på arbejdspladserne.

Folketinget har på den baggrund vedtaget en lov, som giver arbejdsgivere en generel mulighed for at pålægge medarbejdere at blive testet for COVID-19 og til at få oplyst testresultaterne.

Krav om saglighed

Ifølgeden nye lov vil et krav om testning kunne tages i brug af arbejdsgiveren, hvis det er sagligt begrundet i hensynet til at begrænse spredningen af smitte med COVID-19, herunder arbejdsmiljøhensyn eller i væsentlige driftsmæssige hensyn i virksomheden.  

Testen skal om muligt foregå i arbejdstiden

Hvis virksomheden pålægger en medarbejder at blive testet, skal testen så vidt muligt gennemføres inden for den sædvanlige arbejdstid.

Hvis det ikke er muligt at gennemføre en pålagt test i en medarbejders sædvanlige arbejdstid, skal virksomheden kompensere medarbejderen økonomisk for den tid, der bruges på testen.

Desuden skal virksomheden dække rimelige udgifter, som medarbejderen har haft i forbindelse med gennemførelsen af testen.

Mulighed for ansættelsesretlige sanktioner

En medarbejder, der ikke efterkommer et pålæg om test, vil kunne mødes med ansættelsesretlige sanktioner, hvis virksomheden skriftligt oplyser medarbejderen om dette i forbindelse med pålægget om at blive testet.

Medarbejdere kan få godtgørelse

Hvis virksomheden pålægger en medarbejder at lade sig teste, uden at betingelserne for anvendelsen af test er opfyldt, kan medarbejderen få tilkendt en godtgørelse.

Krav om kontaktoplysninger for udenlandske tjenesteydere

Loven indeholder også et krav om, at udenlandske tjenesteydere skal give Arbejdstilsynet kontaktoplysninger på de medarbejdere, som virksomhederne udstationerer til eller beskæftiger i Danmark, for at sikre, at disse medarbejdere kan blive oplyst om tilbud eller krav om at blive testet.

Loven er trådt i kraft med virkning fra den 19. november 2020 og gælder indtil den 1. juli 2021.

Lov om arbejdsgiveres adgang til at pålægge lønmodtagere at blive testet for
covid-19 m.v.

Har du brug for hjælp?

I Juravagten sidder DI's eksperter inden for ansættelsesret og personalejura klar, hvis du har brug for hjælp.

Åbningstider:

Mandag til fredag kl. 8.00 - 17.00 

Telefon: 3377 3377
Mail: jura@di.dk

Relateret

Brug for rådgivning?

Skriv til vores eksperter