Billede: Colourbox

03.02.20 Vi rådgiver dig Nyheder

Brexit træder i kraft den 1. januar 2021 efter en overgangsperiode

Storbritannien forlod EU ved midnat natten mellem fredag den 31. januar og lørdag den 1. februar med en aftale, der indeholder en overgangsperiode frem til den 31. december 2020. Overgangsperioden giver virksomheder mulighed for at forberede sig på, at Storbritannien ikke længere er omfattet af EU’s regler fra 1. januar 2021.

Udtrædelsesaftalen

Udtrædelsesaftalen bestemmer, at alle EU-regler herunder samhandel mellem EU og Storbritannien – og arbejdskraftens fri bevægelighed – i overgangsperioden kan fortsætte som i dag.    

Det betyder, at de borgere, der har benyttet sig af arbejdskraftens fri bevægelighed inden udløbet af overgangsperioden, kan bevare deres nuværende rettigheder til at bo og arbejde samt deres sociale rettigheder, og at virksomheder kan udstationere EU-arbejdskraft til Storbritannien herunder til deres datterselskaber i Storbritannien samt få arbejdskraft fra Storbritannien uden barrierer.

Når overgangsperioden udløber pr. 1. januar 2021, vil vilkår for handel, udstationer mv. følge den handelsaftale, som EU og Storbritannien nu skal forhandle om.

Hvem er dækket af udtrædelsesaftalen?

Personer, der har statsborgerskab i Storbritannien eller et EU-land, og som har gjort brug af deres ret til at opholde sig eller arbejde som grænsegænger før den 31. december 2020, kan fortsat arbejde over grænsen mellem Storbritannien og EU.

Familiemedlemmer til ovenstående, som har rettigheder efter EU-retten er også omfattet af aftalen. Det er personer, som før udløbet af overgangsperioden har status af ægtefælle/registreret partner, forældre, bedsteforældre, barn, barnebarn eller fastsamlevende.

Hvilke rettigheder giver udtrædelsesaftalen?

Personer dækket af udtrædelsesaftalen kan resten af deres liv benytte de EU-rettigheder, som de har opnået ved at flytte mellem Storbritannien og EU. De kan fortsætte med at leve, arbejde og studere, som de gør i dag.

De har ret til:

  • Opholdstilladelse efter de samme regler, som gældende EU-lov foreskriver
  • Permanent opholdstilladelse efter et kontinuerligt ophold på 5 år – selv efter afslutningen af overgangsperioden
  • De samme rettigheder og forpligtelser som personer, der flytter inden den 31. januar 2020.

Risiko for at miste rettigheder efter udrejse i mere end 5 år

Personer, som er flyttet over en grænse mellem Storbritannien og et EU-land i løbet af overgangsperioden kan miste deres rettigheder efter udtrædelsesaftalen, hvis de er fraværende fra det land, de er rejst til, i mere end 5 år

Arbejdsrelaterede rettigheder

Personer, der er dækket af udtrædelsesaftalen, har ret til at tage arbejde eller være selvstændige, også som grænsegængere.

Aftalen giver medarbejdere dækket af udtrædelsesaftalen de samme medarbejderrettigheder, som gældende EU-lov foreskriver, ligesom de fortsat har ret til ligebehandling, ikke må diskrimineres på baggrund af nationalitet, og de har ret til at beholde og få overført anerkendelse af professionelle kvalifikationer.

Sociale rettigheder

Personer dækket af udtrædelsesaftalen har fortsat ret til sundhedspleje, pension og andre sociale ydelser, og de har fortsat ret til at få kontante ydelser, hvis de er berettiget hertil efter reglerne i det land, de har taget ophold og arbejder i.

Hvordan bevarer medarbejderen sine rettigheder i Storbritannien?

Der er vigtigt, at medarbejdere, der opholder sig i Storbritannien, bliver registreret, hvis de ønsker at blive i landet efter den 31. december 2020.

Medarbejderne vil så få enten ”settled status” eller ”pre-settled status” i Storbritannien.

Familiemedlemmer skal også registreres.

Settled status

Settled status gives til de personer, der har statsborgerskab i EU, er omfattet af udtrædelsesaftalen og har taget ophold i Storbritannien før 31. december 2020.

Settled status kræver, at personen har haft lovligt ophold i Storbritannien i en sammenhængende periode på 5 år.

Settled status giver ret til ophold i Storbritannien på ubestemt tid og giver også personen mulighed for at få britisk statsborgerskab.

Pre-settled status

Pre-settled status gives til personer med statsborgerskab i EU, som er omfattet af udtrædelsesaftalen, der har taget ophold i Storbritannien før 31. december 2020, og som har opholdt sig lovligt i Storbritannien i mindre end 5 år.

Pre-settled status giver personen ret til 5 års ophold i Storbritannien fra det tidspunkt, vedkommende får pre-settled status.

Pre-settled status giver personen ret til  at ansøge om ”settled status” efter ophold i en sammenhængende periode på 5 år.

Hvordan kan medarbejderen bevare sine rettigheder i Danmark?

Folketinget vedtog den 19. marts 2019 lovforslag nr. L 166, som midlertidigt viderefører visse EU-rettigheder for blandt andet herboende britiske statsborgere og deres familiemedlemmer.

Med Brexit-loven videreførtes gældende regler på blandt andet opholdsområdet for de britiske statsborgere og deres familiemedlemmer, der på udtrædelsestidspunktet opholder sig og/eller arbejder lovligt i Danmark efter EU-rettens regler om fri bevægelighed. Reglerne er i dansk ret gennemført ved EU-opholdsbekendtgørelsen.

For at en britisk medarbejder kan bevare sine EU-rettigheder i Danmark, skal medarbejderen huske at registrere sig ved Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) og få et EU-opholdsbevis. Beviset er dokumentation for at bevare sine EU-rettigheder.

Efter overgangsperioden

De rettigheder, som udtrædelsesaftalen tildeler EU-borgere i Storbritannien og britiske borgere i EU, vil gælde resten af deres liv, men Storbritannien og EU-landene har hver især mulighed for at kræve, at de pågældende har et opholdsbevis.

Medarbejderes mulighed for at rejse til Storbritannien og arbejde og forhold for borgere, der flytter sig mellem EU og Storbritannien efter overgangsperioden, ligger endnu ikke fast.

Det skal afgøres af den fremtidige relation mellem EU og Storbritannien, og aftalen, der skal omhandle perioden efter 31. december 2020, er ikke forhandlet endnu.

Efter overgangsperiodens udløb vil vilkårene for britiske statsborgere, der ønsker at flytte til Danmark efter overgangsperiodens ophør, afhænge af, hvad EU og Storbritannien aftaler.

Medmindre andet bliver aftalt, skal britiske statsborgere og deres familiemedlemmer, der ønsker at indrejse og tage ophold samt arbejde i en medlemsstat efter 31.december 2020, som udgangspunkt ansøge om opholds- og arbejdstilladelse på lige fod med andre tredjelandsstatsborgere efter udlændingelovens regler.

Har du brug for hjælp?

I Juravagten sidder DI's eksperter inden for ansættelsesret og personalejura klar, hvis du har brug for hjælp.

Åbningstider:

Mandag til fredag kl. 8.00 - 17.00

Telefon: 3377 3377
Mail: jura@di.dk

Relateret