Foto: Colourbox
23.06.20 Vi rådgiver dig Nyheder

15.000 kr. for ulovligt afslag til døv chauffør

En transportvirksomhed er af Ligebehandlingsnævnet blevet idømt en godtgørelse på 15.000 kr. efter forskelsbehandlingsloven for at have givet en døv ansøger afslag på en stilling som chauffør uden først at have undersøgt, om der var mulighed for tilpasninger til ansøgerens handicap.

Ansøgte om en chaufførstilling

En virksomhed havde en ledig chaufførstilling, og til denne var det vigtigt, at chaufførerne mundtligt kunne kommunikere hurtigt og effektivt med disponenterne under kørslen via trådløst headset.

En af ansøgerne skrev til virksomhedens HR-afdeling, og oplyste, at han var døv og derfor skulle have en døvetolk med til ansættelsessamtalen.

Virksomheden oplyste herefter ansøgeren, at de så store udfordringer i, at de ikke ville kunne ringe til ansøgeren under kørslen, fordi det var nødvendigt for arbejdets udførsel.

Anlagde sag for Ligebehandlingsnævnet

Ansøgeren fik herefter hjælp fra en konsulent fra jobcenteret til at ringe til virksomheden for at tale om mulighederne for, at ansøgeren kunne komme i arbejde.

Efter at konsulenten havde talt med virksomheden, oplyste han ansøgeren, at virksomheden havde givet udtryk for, at de ikke ville ansætte en person, som var døv, til chaufførstillingen.

Herefter skrev ansøgeren til Ligebehandlingsnævnet og anlagde sag.

Ansøgeren gjorde gældende, at det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at han var blevet afslået ansættelse grundet sit handicap.

Afslag begrundet i sagligt formål

Under sagen forklarede virksomheden, at afslaget var begrundet i, at det var nødvendigt for udførslen af arbejdet, at virksomheden kunne kommunikere mundtligt med chaufførerne under kørslen.

Betingelsen om mundtlig kommunikation var derfor objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå formålet var hensigtsmæssige og nødvendige, jf. forskelsbehandlingsloven § 1, stk. 3.

Midlerne til at opnå formålet var nødvendige, fordi der ikke kunne kommunikeres andet end mundtligt – eksempelvis over sms, som ansøgeren selv foreslog, hvis både lastbilen skulle køres kontinuerligt, og færdselslovens regler om håndfri besvarelse af opkald skulle overholdes.

Det ville ikke være foreneligt med arbejdets udførelse, at lastbilen skulle stoppes og igangsættes op til ti gange på en rute, for at chaufføren kunne skrive og modtage sms’er med virksomheden.

15.000 kr. for brud på forskelsbehandlingsloven

Ligebehandlingsnævnet mente dog, at virksomheden allerede forud for afslaget burde have undersøgt, om ansøgeren med rimelige tilpasninger – for eksempel med hjælpemidler eller ændring af arbejdsmønstre – ville kunne varetage en stilling som chauffør, herunder om byrden ved at foretage sådanne eventuelle tilpasninger kunne lettes gennem offentlige foranstaltninger.

Virksomheden havde heller ikke forud for afslaget indgået i en dialog med ansøgeren om muligheden for, at ansøgeren, med eventuelt rimelige tilpasningsforanstaltninger, ville kunne varetage stillingen.

Derfor idømte nævnet virksomheden 15.000 kr. i godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven.

DI førte sagen for virksomheden.

Nyheden er baseret på Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 15. juni i sag nr. 19-4500.

DI's råd

Sagen viser, at virksomheder altid har en pligt til at undersøge mulighederne for tilpasninger eller eksempelvis støtteordninger fra det offentlige, inden de afslår en ansøger med på grund af ansøgerens handicap.

I den konkrete sag fandt Ligebehandlingsnævnet, at virksomheden havde pligt til at undersøge, om der var hjælpemidler eller ændring af arbejdsmønstre, der kunne have medført, at den døve ansøger kunne varetage jobbet. Ligeledes påpeger nævnet, at virksomheden kunne have indgået i en dialog med den døve ansøger om mulige tilpasninger, inden de afslog.

Virksomheder skal altså være påpasselige med at afslå en ansøger på grund af  vedkommendes handicap, også selv om der efter virksomhedens opfattelse er objektive og saglige hensyn til arbejdets udførelse, der taler for afslaget, uden at have undersøgt mulighederne for tilpasning først.

Almindeligvis er godtgørelsen i sager med afslag i strid med forskelsbehandlingsloven på 25.000 kr. Der er altså tale om en mindre godtgørelse end normalt niveau i denne sag.

Har du brug for hjælp?

I Juravagten sidder DI's eksperter inden for ansættelsesret og personalejura klar, hvis du har brug for hjælp.

Åbningstider:

Mandag til fredag kl. 8.00 - 17.00

Telefon: 3377 3377
Mail: jura@di.dk

Relateret