Foto: Colourbox
24.08.20 Vi rådgiver dig Nyheder

300.000 kr. for underbetaling af syv polske malere

En faglig voldgift har afgjort, at en malervirksomhed skulle betale i alt 300.000 kr. i efterbetaling og differencekrav til forbundet for underbetaling af syv polske malere, hvoraf tre var medlemmer, mens de øvrige fire ikke var organiseret.

Overarbejde på trods af aftale

Sagen handlede om i alt syv medarbejdere fra Polen, som var ansat i en dansk malervirksomhed. Tre var medlem af et dansk fagforbund, mens de øvrige fire ikke var medlemmer.

Da medarbejderne blev ansat, fik de at vide, at de ikke måtte arbejde mere end 7,5 timer om dagen, fordi virksomheden ikke havde råd til at betale for overarbejde.

De tre medarbejdere, som var medlemmer, forklarede, at arbejdet var tilrettelagt således, at de arbejdede 9,5 timer fra mandag til fredag og 6 timer om lørdagen.

Kun løn for 37 timer

Selv om medarbejderne fremlagde ugentlige timesedler efter forskrifterne i overenskomsten, som viser, at der blev arbejdet mere end 37 timer om ugen, blev medarbejderne kun lønnet for 37 timer.

For de fire uorganiserede medarbejdere fremgik det af de fremlagte ugesedler, at ingen af de fire medarbejdere arbejdede mere end 37 timer om ugen. Forbundet mente dog, at deres arbejdstid ligeledes oversteg 37 timer.

Faglig voldgift

Forbundet rejste derfor sag mod virksomheden med et efterbetalingskrav for de tre medarbejdere, som var medlem af Malerforbundet, og et differencekrav gældende for de øvrige fire medarbejdere.

Det stod i overenskomsten

Ifølge den pågældende overenskomst er den normale ugentlige arbejdstid 37 timer om ugen, og mindstelønnen er 127,85 kr. pr. time. Det fremgår i bestemmelserne om løn- og arbejdsvilkår i overenskomsten, at medarbejderne skal have udbetalt et tillæg for overarbejde, som er nærmere fastlagt i overenskomstens bestemmelser.

300.000 kr. for underbetaling

For de medarbejdere, som var medlemmer af forbundet, nåede dommeren i den faglige voldgift frem til, at der var tale om underbetaling i forhold til overenskomstens regler.

For de fire uorganiserede medarbejdere lagde dommeren til grund, at medarbejderne i betydeligt omfang havde udført overarbejde.

Forbundet fik delvist medhold og virksomheden skal betale i alt 300.000 kroner for efterbetalings- og differencekrav.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på afgørelse af 1.juli 2020 i sag nr. FV2020-254.

DI's råd

Sagen viser, at virksomheden bør være omhyggelig med udbetaling af løn for overarbejde, da det i mange tilfælde er aftalt i overenskomsten eller ansættelseskontrakten, at medarbejderen skal betales en nærmere fastsat sats, hvis medarbejderen overstiger det aftalte antal arbejdstimer. 

Har du brug for hjælp?

I Juravagten sidder DI's eksperter inden for ansættelsesret og personalejura klar, hvis du har brug for hjælp.

Åbningstider:

Mandag til fredag kl. 8.00 - 17.00 

Telefon: 3377 3377
Mail: jura@di.dk

Relateret

Brug for rådgivning?

Skriv til vores eksperter