17.08.20 Vi rådgiver dig Nyheder

Højesteret: Aldersbetinget pensionsordning ikke i strid med EU-regler

En pensioneret medarbejder mente, at den danske ordning for tjenestemandspensioner er aldersdiskriminerende og derfor i strid med EU’s beskæftigelsesdirektiv. Den 16. april 2020 fastslog Højesteret, at ordningen ikke er i strid med direktivet, selv om den udgør forskelsbehandling på grund af alder.

Krav om ligebehandling

Sagen vedrørte spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af alder. Medarbejderen, sagen handlede om, lod sig pensionere som 62-årig på grund af nedsat erhvervsevne og fik herefter en pensionsudbetaling gennem den danske tjenestemandspensionsordning.

Medarbejderen kunne dog have fået en højere pensionssats, hvis hun kun havde været 60 år på pensioneringstidspunktet.

Derfor mente medarbejderen, at pensionsordningen for tjenestemænd er aldersdiskriminerende, og hun lagde sammen med sin fagforening sag an ved domstolene.

Dette støttede hun på EU’s beskæftigelsesdirektiv, som er det direktiv, der ligger bag forskelsbehandlingsloven og har til formål at forhindre forskelsbehandling i forbindelse med beskæftigelse og erhverv. Herunder i forhold til blandt andet alder.

Ikke ulovlig forskelsbehandling

I sin afgørelse fastslår Højesteret, at det forhold, at tjenestemandspensionsordningen indebærer, at pensionsudbetalingerne var lavere, fordi medarbejderen var 62 år gammel, var et udtryk for forskelsbehandling på grund af alder.

Højesteret fandt imidlertid også, at ordningen var omfattet af den særlige undtagelse i beskæftigelsesdirektivet, hvorefter adgang til og udbetaling fra sociale sikringsordninger, ikke er omfattet af forbuddet mod forskelsbehandling.

Højesteret fandt ikke, at denne undtagelsesbestemmelse forudsatte en proportionalitetsvurdering. Der skulle altså ikke ske nogen afvejning af, om forskelsbehandlingen var nødvendig, rimelig og ikke for vidtgående. Det blotte forhold, at der var tale om en social sikringsordning, medførte, at forbuddet ikke fandt anvendelse.

Derfor konkluderede Højesteret, at pensionsordningen for tjenestemænd ikke er i strid med EU’s beskæftigelsesdirektiv.

Endelig fastslog Højesteret, at tjenestemandspensionsordningen heller ikke stillede kvinder ringere end mænd og derved kunne udgøre ulovlig forskelsbehandling på grund af køn.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret Højesterettens afgørelse af d. 16.04.2020 i sag nr. BS-9010/2019.

DI's råd

Sagen viser, at forskelsbehandling på grund af alder fortsat er et vanskeligt område, som giver anledning til komplicerede retlige problemer.

Det er derfor vigtigt, at virksomheder søger rådgivning i tilfælde, hvor alder har betydning for medarbejderes rettigheder.

Har du brug for hjælp?

I Juravagten sidder DI's eksperter inden for ansættelsesret og personalejura klar, hvis du har brug for hjælp.

Åbningstider:

Mandag til fredag kl. 8.00 - 17.00 

Telefon: 3377 3377
Mail: jura@di.dk

Relateret

Brug for rådgivning?

Skriv til vores eksperter