Foto: Getty Images
29.09.20 Vi rådgiver dig Nyheder

Administrativ fejl gjorde ikke afslag til forskelsbehandling

En lokomotivfører mente, at han blev forskelsbehandlet på grund af køn, fordi han fik afslag på at arbejde deltid fra et bestemt geografisk område, mens en kvindelig kollega ved en administrativ fejl fik lov til midlertidigt at arbejde på deltid samme sted. Ligebehandlingsnævnet frifandt virksomheden.

Kun deltidsansatte i ét område

En transportvirksomhed besluttede i april 2019, at deltidsansatte medarbejdere fremover ikke ville kunne gøre tjeneste ved yderområder. De ville fremover kun kunne gøre tjeneste ved område A, hvor der var flere medarbejdere og derved større mulighed for at dække vagterne ind.

Afslag på at arbejde deltid fra yderområde

En mandlig, fultidsansat lokomotivfører ansøgte i maj 2019 om at arbejde deltid fra yderområde B. Medarbejderen fik afslag med henvisning til, at virksomheden ikke længere lavede deltidsaftaler i yderområde B. Manden fik imidlertid tilbud om at arbejde deltid fra område A.

Kvindelig medarbejder fik godkendt ansøgning ved fejl

I april 2019 kom en kvindelig deltidsmedarbejder på venteliste til at arbejde fra yderområde B i forbindelse med tjenesteskifter, som skete to gange årligt. I august 2019 stod hun som nr. 1 på ventelisten til at arbejde fra yderområde B.

Transportvirksomheden begik herefter en administrativ fejl og overså i august 2019, at den kvindelige lokomotivfører var ansat på deltid. De tildelte således kvinden en ledig plads i yderområde B med virkning fra den 1. september 2019.

Virksomheden opdagede fejlen omtrent samtidig med, at kvinden tiltrådte tjeneste i yderområde B.

Da hun allerede havde fået godkendt sin ansøgning om flytning til yderområde B , besluttede virksomheden, at godkendelsen ikke skulle tilbagekaldes, men at hun undtagelsesvist kunne arbejde deltid fra yderområde B i perioden 1. september 2019 og frem til næste tjenesteskifte primo januar 2020.

Kun midlertidigt

Virksomheden orienterede samtidig den kvindelige lokomotivfører om, at hun ikke kan fortsætte med at arbejde deltid fra yderområde B, men må gå op på fuld tid igen, hvis hun vil beholde sin tjeneste i yderområde B. Alternativt ville hun skulle gøre tjeneste ved område A som de øvrige medarbejdere på deltid. Dette accepterede hun.

Den mandlige lokomotivfører var imidlertid ikke tilfreds. Han klagede derfor til Ligebehandlingsnævnet, fordi han mente, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Virksomheden frifundet

Ligebehandlingsnævnet lagde i sin afgørelse vægt på, at virksomheden havde oplyst, at godkendelsen af, at den kvindelige deltidsansatte medarbejder kunne gøre tjeneste ved yderområde B, skyldtes en administrativ fejl, samt at virksomheden samtidig meddelte den kvindelige medarbejder, at hun ikke kunne fortsætte med at arbejde på deltid fra yderområde B. Ligebehandlingsnævnet vurderer således ikke, at der er sket forskelsbehandling på grund af køn.

DI førte sagen for virksomheden.

Nyheden er baseret på Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 13. august 2020 i sag nr. 19-43324.

DI's råd

Afgørelsen er i tråd med eksisterende praksis. Sagen understreger, at den, der anser sig for krænket, skal bevise, at der er en formodning for, at der er sket forskelsbehandling. Denne bevisbyrde blev ikke løftet i sagen, og virksomheden blev derfor frifundet. 

Sagen ville sandsynligvis være faldet anderledes ud, hvis virksomheden ikke havde reageret, da de opdagede, at de ved en fejl havde givet en tilladelse til en medarbejder i strid med egne retningslinjer. Virksomheden ville herefter skulle bevise, at det ikke udgjorde forskelsbehandling på grund af køn. 

Har du brug for hjælp?

I Juravagten sidder DI's eksperter inden for ansættelsesret og personalejura klar, hvis du har brug for hjælp.

Åbningstider:

Mandag til fredag kl. 8.00 - 17.00 

Telefon: 3377 3377
Mail: jura@di.dk

Relateret

Brug for rådgivning?

Skriv til vores eksperter