Foto: Colourbox
01.09.20 Vi rådgiver dig Nyheder

Renovationsarbejdere skal selv vaske arbejdstøjet

Arbejdsretten har afgjort, at det ikke var brud på overenskomsten, at en renovationsvirksomhed lod medarbejderne selv stå for vask af deres arbejdstøj.

Lokalaftaler fortsatte efter virksomhedsoverdragelse

En renovationsvirksomhed overtog indsamlingen af dagrenovation og genbrug i en af landets kommuner fra en anden virksomhed. Ved overtagelsen, der var en virksomhedsoverdragelse, videreførtes de indgåede lokalaftaler fra den tidligere renovatør.

Virksomheder, der indsamler dagrenovation, er jævnfør arbejdsmiljøloven forpligtet til at indkøbe, vaske og vedligeholde arbejdstøj for medarbejderne.

Ingen bestemmelse om tøjvask

Ved indsamling af dagrenovation indgås der i langt de fleste tilfælde lokalaftaler, hvor renovationsarbejderne aflønnes i akkord, og i disse lokalaftaler skal der efter overenskomsten angives, hvilke væsentlige forhold den aftalte akkord er indgået under.

I den konkrete sag var der indgået lokalaftale for aflønning i akkord, men det var ikke beskrevet, hvem der skulle forestå vask af medarbejdernes arbejdstøj.

Havde hidtil klaret det selv

Medarbejderne havde dog i flere år forud selv forestået den praktiske håndtering af vask af arbejdstøj i vaskemaskiner opstillet af virksomheden på virksomhedens adresse, hvilket ikke er i strid med arbejdsmiljølovgivningen.

Opgaven består i, at medarbejderne selv lægger det snavsede tøj i en vaske- og tørremaskine og tager det rene tøj ud efter endt vask.

Forbundet rejste krav om, at virksomheden skulle betale medarbejderne særskilt for den praktiske håndtering af vask af arbejdstøj, da dette arbejde ikke var beskrevet i lokalaftalen, og der blev desuden stillet krav om bod for overenskomstbrud.

Fastholdt aftaler og kutymer

Virksomheden fastholdt ved virksomhedsoverdragelsen medarbejderne kollektive aftaleforhold, herunder lokale aftaler og kutymer, der havde været gældende for den tidligere renovatør. De mente derfor, at medarbejderne derfor fortsat skulle forestå den praktiske håndtering ved vask af arbejdstøjet uden særskilt betaling.

Ikke brud på overenskomsten

Arbejdsretten fastslog, at virksomheden ikke havde begået overenskomstbrud, selv om arbejdet med vask af arbejdstøj ikke var beskrevet i lokalaftalen, blandt andet fordi retten ikke fandt det godtgjort, at sådan internt arbejde normalt bliver beskrevet i lokalaftaler på området.

DA førte sagen på vegne af DI.

 

Nyheden er baseret på Arbejdsrettens af 10. januar 2020 i Sag 2019-216.

DI's råd

Det er ikke et krav, at alle forhold, der har indflydelse på medarbejdernes arbejde, skal indføres i lokalaftalen.

Desuden siger dommen, at medarbejderne også forpligtes af tidligere kutymer ved virksomhedsoverdragelse.

Relateret

Brug for rådgivning?

Skriv til vores eksperter