Dokumentation og sygefraværssamtaler

Hvis en medarbejder er syg, kan virksomheden kræve, at medarbejderen dokumenterer sit fravær. Dokumentationen kan f.eks. være en tro- og loveerklæring, en friattest eller en mulighedserklæring.

Kræv den rigtige dokumentation

Når en medarbejder melder sig fraværende på grund af sygdom eller ulykke, kan I kræve, at medarbejderen dokumenterer sit fravær.

I kan kræve:

  • at medarbejderen dokumenterer fraværet med en tro- og loveerklæring. En sådan erklæring kan tidligst kræves på anden sygedag.
  • at medarbejderen dokumenterer fraværet med en friattest.
  • at medarbejderen i samarbejde med jer formulerer en mulighedserklæring.

Tro- og loveerklæring

I kan som udgangspunkt altid forlange en tro- og loveerklæring. Denne erklæring er medarbejderens underskrift på, at medarbejderen er syg, men den siger ikke noget om varighed.

Tro- og loveerklæringen kan I tidligst kræve på andendagen af fraværet.

Friattester er til almindeligt sygefravær

Hvis medarbejderen har almindeligt sygefravær, og I kun er interesseret i et bud fra medarbejderens læge på varigheden af fraværet, kan I bede om en friattest.

En friattest er dokumentation på medarbejderens uarbejdsdygtighed fra medarbejderens læge. Der findes ikke en blanket herfor, så det er lægen, der bestemmer formen. I betaler for friattesten, og I kan bede om den på et hvilket som helst tidspunkt under sygefraværet.

Brug mulighedserklæring, hvis det giver mening

I kan også bede om en mulighedserklæring, der beskriver de muligheder, som I og medarbejderen mener, der er, for at medarbejderen kan vende tilbage, enten gradvist eller fuldtid.

I udfylder mulighedserklæringen sammen med medarbejderen. Derefter præsenterer medarbejderen mulighedserklæringen for sin læge. Lægen skal på baggrund af mulighedserklæringen vurdere, hvad der kræves for, at medarbejderen muligvis kan vende hurtigere tilbage i arbejde.

Hvis medarbejderens læge anviser skåneforanstaltninger eller nedsat arbejdstid, som ikke passer jer, har I ikke pligt til at følge anvisningerne.

I kan bede om en mulighedserklæring på hvilket som helst tidspunkt under fraværet, og medarbejderen har pligt til at deltage i udfyldelsen af erklæringen.

I skal betale lægen for mulighedserklæringen.

Sygesamtaler skal afholdes inden fire uger fra første fraværsdag

I skal holde sygesamtaler med de sygemeldte medarbejdere inden fire uger fra første fraværsdag.

Samtalen skal finde sted på virksomheden, medmindre medarbejderen er for syg til at møde op. I de tilfælde kan samtalen foregå telefonisk.

Medarbejderen mister ikke retten til dagpenge og I mister ikke retten til refusion, hvis I ikke afholder en sygesamtale.

Medarbejderen kan anmode om en fastholdelsesplan

Hvis medarbejderen forventer at være syg i otte uger eller mere, kan medarbejderen anmode om, at virksomheden udarbejder en fastholdelsesplan.

Planen skal beskrive, hvordan medarbejderen hurtigst muligt kan vende helt eller delvist tilbage til arbejde. I kan afslå at udarbejde en sådan plan, hvis I vurderer, at der ikke er behov for det. Hvis I f.eks. har skrevet en mulighedserklæring, kan denne jo allerede have afdækket mulighederne.

Skabeloner

Skabelon til fraværsdokumentation

Hent

Skabeloner

Skabelon til mulighedserklæring

Hent
For medlemmer

I dybden med dokumentation og sygefraværssamtaler

Få svar på, hvilken dokumentation virksomheden kan kræve fra deres medarbejdere, hvis de er syge, hvad en tro- og loveerklæring, en mulighedserklæring og en friattest er – og meget mere.

Gå i dybden

Artikel opdateret den 16.04.19

Se også

Har du brug for rådgivning?

I Juravagten sidder DI's eksperter inden for ansættelsesret og personalejura klar, hvis du har brug for hjælp. 

Juravagten

Åbningstider: mandag-fredag kl. 8.00-17.00

Telefon: 3377 3377

Mail: jura@di.dk

Relateret