DI's websystemer er lukket for login søndag d. 26. maj pga. vedligeholdelse. Arrangementstilmelding og øvrige loginfunktioner vil være utilgængelige.

Fritvalgskonto

Medarbejdere omfattet af Landsoverenskomst for Butikker og Funktionæroverenskomst for Handel, Transport og Service har en fritvalgskonto, som de kan bruge til opsparing af løn til brug på overenskomstmæssige fridage m.m. eller til ekstra indbetaling til pension.

Både landsoverenskomst for butikker og Funktionæroverenskomst for Handel, Transport og Service har fritvalgskonto

Alle medarbejdere omfattet af Funktionæroverenskomst for Handel, Transport og Service eller Landsoverenskomst for butikker har en fritvalgskonto. Det gælder også unge og elever. Der er ikke noget anciennitetskrav, så medarbejdere har ret til en fritvalgskonto fra ansættelsens start.

Medarbejdere, der ikke er overenskomstdækkede, har ikke ret til en fritvalgskonto.

Medarbejderen bruger fritvalgskontoen til opsparing af løn til brug på overenskomstmæssige fridage m.m. eller til ekstra indbetaling til pension.

De forskellige bidrag

På fritvalgskontoen skal virksomheden i forbindelse med hver lønkørsel indsætte følgende bidrag:

  • Alle der har en fritvalgskonto har ret til et bidrag på 4,0 pct. af den aktuelle ferieberettigede løn. Der er intet anciennitetskrav.
  • For hver feriefridag, som medarbejderen har fravalgt, skal I indbetale det, der svarer til løn under sygdom – dvs. en normal ”dagløn” inkl. pensionsbidrag.
  • På virksomheder, hvor der betales en højere sats for pensionsbidrag end overenskomstens sats, kan I aftale, at indbetalinger ud over denne sats hensættes på fritvalgskontoen.

Bidrag bruges til frihed eller pension

Beløbet på fritvalgskontoen kan medarbejderen bruge til betaling i forbindelse med:

  • frihed
  • en ekstra pensionsindbetaling
  • seniorordning.

Medarbejderen kan vælge at få udbetalt et beløb fra fritvalgskontoen i forbindelse med, at medarbejderen holder fri, f.eks. ved ferie, feriefridage, børneomsorgsdage eller andre overenskomstmæssige fridage. I Landsoverenskomst for butikker er denne mulighed begrænset til maksimalt 2 gange om året.

Ved kalenderårets udgang har medarbejderen også mulighed for at få fritvalgsopsparingen indsat på sin pensionsopsparing i stedet for at få det udbetalt. Det er medarbejderen selv, der i givet fald skal anmode arbejdsgiveren herom.

Under Landsoverenskomst for butikker kan medarbejderen ligeledes vælge at få hele eller en del af sin fritvalgsopsparing indbetalt løbende til pension.

Medarbejderen vælger hvert år

Landsoverenskomst for butikker:

Hvert år i marts måned vælger medarbejderen, hvor mange feriefridage de vil holde det kommende ferieår, og hvordan værdien af de ikke afholdte feriefridage skal bruges.

Funktionæroverenskomst for Handel, Transport og Service:

Senest 30. april hvert år vælger medarbejderen, hvor mange feriefridage de vil holde det kommende ferieår, og hvordan værdien af de ikke afholdte feriefridage skal bruges.

Seniorordning kan finansieres ved hjælp af fritvalgskontoen

Medarbejder og virksomhed har mulighed for at etablere seniorordning med arbejdstidsreduktion.

Hvis virksomhed og medarbejder har indgået en aftale om seniorordning, kan medarbejderen vælge løbende at få udbetalt beløb fra fritvalgskontoen til at finansiere den lønnedgang, som følger af seniorordningen.

Endvidere kan medarbejderen, fra 5 år før vedkommende går på seniorordning, sætte værdien af ikke afholdte feriefridage ind på fritvalgskontoen og lade dem stå i stedet for at de bliver udbetalt ved ferieårets afslutning. Værdien af de ikke afholdte feriefridage kommer herefter først til udbetaling i forbindelse med, at seniorordningen træder i kraft.

Det særlige fritvalgstillæg

Når I opgør medarbejderens eventuelle tilgodehavende på fritvalgskontoen ved kalenderårets udløb, skal I også udbetale et særligt fritvalgstillæg på 24 øre for hver arbejdstime, som den enkelte medarbejder har arbejdet i kalenderåret.

For medlemmer

I dybden med fritvalgskonto

Få svar på, hvem der er berettiget til hvilke bidrag, om elever og ledere er omfattet af fritvalgskontoen, hvad beregningsgrundlaget er for bidrag til fritvalgskontoen, hvornår I skal udbetale fra fritvalgskontoen, hvad det særlige fritvalgstillæg er – og meget mere.

Gå i dybden

Artikel opdateret den 16.04.19

Se også

Har du brug for rådgivning?

I Juravagten sidder DI's eksperter inden for ansættelsesret og personalejura klar, hvis du har brug for hjælp. 

Juravagten

Åbningstider: mandag-fredag kl. 8.00-17.00

Telefon: 3377 3377

Mail: jura@di.dk

Relateret