Bidrag og opkrævning

Bidraget til kompetenceudviklingsfondene er fastlagt i overenskomsterne. Virksomheden opkræves til de relevante fonde fra en administrator, som overenskomstparterne har valgt.

De forskellige overenskomster beskriver virksomhedernes forpligtelse til at indbetale til en række fonde, bl.a. kompetenceudviklingsfonde, udviklingsfonde, uddannelsesfonde, samarbejdsfonde mv.

Bidragene betales for de medarbejdere, som er omfattet af den pågældende overenskomst.

Administratorer

Nedenfor finder du de største administratorer, som forestår opkrævningen til kompetenceudviklingsfondene mv. 

Industriens Pension Service forestår opkrævning hos de virksomheder, som er omfattet af Industriens Overenskomst og Industriens Funktionæroverenskomst samt bl.a. Træ- og Møbeloverenskomsten og de fødevareindustrielle overenskomster.

Industriens Pension Service tager sig af opkrævningerne til alle de fonde, som er reguleret i ovennævnte overenskomster.

PensionDanmark forestår opkrævningen for de medarbejdere, som er omfattet af bl.a. DI's overenskomster med 3F Transport, 3F Byggegruppen, 3F Privat Service m.fl. PensionDanmark opkræver til såvel kompetenceudviklings- som samarbejdsfondene på disse områder, men ikke til DA-/LO-udviklingsfonden.

Kompetencefonde.dk, som er forankret i DA, forestår opkrævningen for de medarbejdere, som er omfattet af bl.a. DI's Funktionæroverenskomst for Handel, Transport og Service. Det gælder såvel Kompetenceudviklingsfonden, Samarbejdsfonden som DA-/LO-udviklingsfonden.

Herudover opkræver Kompetencefonde.dk bidrag til DA-/LO-udviklingsfonden for de medarbejdere, hvor kompetencefondsbidraget mv. opkræves fra PensionDanmark jf. ovenfor.

Vær opmærksom på

Bidrag til fondene beregnes med baggrund i de lønsummer, som virksomhederne indberetter. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, at der indberettes de korrekte lønsummer på de korrekte overenskomster (koder).

Virksomheden bør ligeledes være opmærksom på, at den ikke modtager opkrævninger fra både Industriens Pension Service og en anden administrator. Der kan være tale om en fejl, som bunder i, at der er sket ændringer i virksomhedens overenskomstforhold. Hvis I vurderer, at der er tale om en fejl, så skal I kontakte DI, som kan hjælpe med at få fejlen rettet.

Artikel opdateret den 01.04.23

Relateret indhold