Modtagelse af udenlandske medarbejdere
Ansætter du udenlandske medarbejdere? Få hjælp til den gode modtagelse af virksomhedens nye medarbejdere.
Det kan være noget af en omvæltning at flytte til et nyt land og vænne sig til et nyt arbejdsmiljø. Der kan opstå mange spørgsmål om det at arbejde på en dansk arbejdsplads, at finde et sted at bo, finde job til den medfølgende ægtefælle, finde skoletilbud, etc.
Expat in Denmark – Landsdækkende community for expats
Dansk Industri faciliterer derfor netværket Expat in Denmark, som en service for vores medlemmer, der hjælper de internationale medarbejdere med at falde til i Danmark – hurtigt og nemt. På Expat in Denmark kan internationale medarbejdere finde information om det at leve og arbejde i Danmark, og finde relevante events – i hele Danmark. Expat in Denmark er også på Instagram, hvor man hver uge kan følge nye internationale medarbejdere, der fortæller om deres liv og arbejde i Danmark til stor inspiration for andre i samme situation.

Lokalt samarbejde om modtagelse af udenlandske medarbejdere
For DI er det vigtigt, at vi sikrer gode, effektive og ensartede tilbud til internationale medarbejdere på tværs af regioner uafhængigt af hvor i landet, de vælger at bosætte sig.
Vi har derfor samlet vores regionale samarbejdspartnere fra hele landet i et Best Practices netværk, hvor fokus er på videndeling af lokale og regionale aktiviteter. Fælles for medlemmerne af netværket er, at de alle arbejder for at støtte op om modtagelsen virksomhedernes nye, internationale medarbejdere.
Har I brug for sparring i forhold til modtagelse af internationale medarbejder, kan vi hjælpe med at finde en kontaktperson i dit område - Se kortet længere nede.