Vi rådgiver dig

6 tips til iværksættere: Sådan lander du en investor

Kenneth Larsen, CEO i investornetværket Keystones, var forbi Industriens Hus for at give sine bedste råd til DI’s iværksættermedlemmer om, hvordan man scorer sig en investering.

Tidligere på sommeren var mere end 100 startups og investorer samlet på DI’s tagterrasse til denne sommers networking-event. Og der blev spidset ører, da Kenneth Larsen, CEO i Keystones, gav sine bedste tips til investeringsprocessen. Derfor har vi haft en efterfølgende snak med Kenneth, hvor han uddybede de vigtigste pointer. God læselyst.

1. Hav materiale parat til deling

De allervigtigste ting at gå ind i investorprocessen med er et skarpt og lækkert slide deck, et godt budget og en værdiansættelse. Lav et dynamisk slide deck, som kan tilrettes alt efter formålet: et til din præsentation og et mere detaljeret, du kan sende til investoren.

Hent forskellige slide deck templates her: 10 investor pitch skabeloner. Bliv klar til din investorpræsentation - Keystones

Udregn din værdiansættelse her: Værdiansættelse - Keystones

2. Undgå NDA i begyndelsen

Du er måske nervøs i forhold til at fortælle om din idé, især i forhold til patent, men du bør ikke bede investoren om at underskrive en NDA (fortrolighedserklæring) helt fra starten. I værste tilfælde vil investoren ikke gå videre med dig, fordi han/hun ikke mærker tillid mellem jer. Start med at fortælle om de 1000 ting, der ligger udenom de hemmelige elementer: hvilket problem løser dit produkt, hvordan er markedet, hvem er målgruppen? Og sørg for at få opbygget tillid.

3. Kør flere parallelle investorforløb

Du kender det sikkert: som iværksætter kan man føle sig begrænset i forhold til, hvad man kan nå. Derfor kan det være fristende at køre med den første og bedste investor. Her er mit bedste råd at holde fast i alle interesserede investorer og køre parallelle investorforløb. For der bliver tit sagt nej – også sent i processen. Du skal ikke regne med, at du har pengene, før de er overført. Måske bliver du ’the bad guy’ og må takke nej, men sådan er gamet.

4. Følg op – masser af kommunikation

Hold din investor i loopet. Jo mere man er informeret som investor om diverse nyheder undervejs, jo bedre. Selv de mindste ting kan være med til at holde interessen ved lige: ”Nu har jeg lige opdateret mit slide deck, det får du her”. Så bliver det også lettere at få den næste investering.

5. Undgå at blive fornærmet

Det er rollen som investor at stille mange spørgsmål og kritiske spørgsmål. Når man bliver ved med at stille spørgsmål, er man reelt interesseret. Lad være med at blive fornærmet og lad være med at gå i forsvarsposition. Det bedste, du kan gøre, er at erkende dine svagheder, have tænkt dem igennem og vide hvad du kan gøre ved det. Vær konstruktiv.

6. ”Orden i penalhuset”

Udover at have styr på dit slide deck, dit budget og din værdiansættelse, skal du også have en ejeraftale, direktørkontrakter og en advokat, der kan hjælpe med kapitaludvidelsen, klar. Det vil også være stærkt, hvis det er dig, der lægger et forslag til term sheet på bordet, når du kan mærke, at der er god interesse.

 

I DI har du som medlem rig mulighed for at deltage i arrangementer og webinarer om kapital og andre vigtige emner for dig som iværksætter. Hold dig opdateret via vores nyhedsbrev: DI for Iværksættere - DI (danskindustri.dk)

 

Relateret indhold