03.08.20 Vi rådgiver dig Månedens iværksætter

Iværksætterportræt: Nextfood

Den københavnske virksomhed Nextfood har genopfundet måden, hvorpå plantebaserede fødevarer produceres. En ny bæredygtig løsning, som gør det muligt at sikre effektiv produktion med høj kvalitet.

Foto: Nextfood

Til denne udgave af DI's iværksætterportrætter har vi talt med begge foundere af virksomheden Nextfood. Du kan læse om Rasmus Bjerngaard, co-founder og CEO, og Hannes Líndal, co-founder og CTO, som begge har været en del af flere startup-virksomheder, og hvordan de nu sammen har skabt virksomheden Nextfood, og formålet bag dette livsvalg, som det har været for dem begge netop at starte denne virksomhed.

Hvilken virksomhed er Nextfood, og hvordan blev idé til virkelighed?
Nextfood genopfinder den plantebaserede fødevareforsyningskæde fra jord til bord. Vores partner-netværk af automatiske indendørs vertikale farme leverer frisk, lokalt produceret, pesticidfrit grønt året rundt til gavn for smag, sundhed og klima. Ud over farm-infrastruktur leverer vi også proces-automatisering fra ordre til levering samt daglig overvågning og assistance, hvilket sikrer forudsigelig produktion med høj kvalitet og effektivitet.

Vi startede virksomheden med en passion for friskere, sundere og velsmagende råvarer produceret med lavt klimaaftryk. Ved siden af energi er fødevareproduktion den mest klimabelastende industri og dermed afgørende for at løse klimakrisen. Det er en hård nød at knække, men det er en bunden opgave, og løsninger der “hjælper lidt”, bringer os ikke i mål. Her har vertikal farming et kæmpe potentiale som nøglekomponent i en ny klimavenlig fødevareforsyningskæde. Vi gik i gang, og inden for det første år havde vi udviklet og solgt vores dyrkningssystem.

Den største succesoplevelse som iværksættere, hvad har det været?
Vi ser Nextfood som et livsvalg snarere end et job. Vi var glade for det, vi lavede før - Hannes havde ledende rolle i en teknologivirksomhed, og Rasmus var partner i en venturekapitalfond - men vi ønskede at bruge vores tid på noget med et større formål. Så det var et livsvalg for os - snarere end et job - at starte Nextfood. For at skabe impact, der kan skaleres, skal det være en god forretning, og det var en succes at eftervise, at både produkt og forretningsmodel fungerer. Men rejsen er kun lige begyndt, og vi er mere interesseret i successer i fremtiden end i fortiden… 

Hvad er det vigtigste element i et iværksætterpartnerskab? Hvordan komplementerer I hinanden?
Som foundere er vi fuldstændig afhængige af hinanden, så det faktum, at vi kan stole 100% på hinanden, er den mest afgørende faktor. Det hjælper selvfølgelig, at vi har kendt hinanden i 17 år og har arbejdet sammen i 4 forskellige teknologivirksomheder. Hannes har det tekniske ansvar, og Rasmus har det kommercielle ansvar, men vi har begge den uddannelsesmæssige og erfaringsmæssige baggrund til at kunne udfordre hinanden på vores ansvarsområder, hvilket er en stor fordel. 

Hvad har været den største læring ved at starte egen virksomhed?
Vi er heldige at have været involveret i mange startupvirksomheder før, hvilket hjælper enormt, men at skabe noget nyt ud af ingenting er unikt hver gang, og vi lærer konstant noget nyt. Læringen ligger i det komplekse kontinuerte samspil af relationer, forretning, teknologi osv., som er meget dynamisk og svære at sætte op som enkeltstående læringer. Det er mere et maraton end et sprint - nok et maraton med indlagte sprint - og den væsentligste læring bliver gemt som erfaringsbaserede fornemmelser.

Hvilke vækstplaner har I for Nextfood?
Vores ambition er at skabe et internationalt netværk af lokale vertikale farme, der forbedrer madkvalitet, sundhed, klima og biodiversitet. Vi har muligheden for at skabe en ny dansk industri med mange nye arbejdspladser og indtægter i Danmark baseret på dansk teknologi. Ligesom Vestas er gået fra en spæd start i 1979 til i dag at være verdens største vindmølleproducent med vindfarme overalt i verden til stor gavn for det danske samfund. Hvis man i 1980’erne havde købt teknologi fra kinesiske Goldwind i stedet for fremsynet og ambitiøst at investere i Vestas, havde vi ikke haft det danske vindmølleeventyr. Klimaudfordringen er også en forretningsmulighed, og Danmark skal investere i nye Vestas’er. Inden for vertikal farming bliver fremtidens store virksomheder fundet i de kommende år.

Foto: Nextfood

Relateret