09.06.21 Vi rådgiver dig Månedens iværksætter

Iværksætterportræt: Burntwood

Den midtjyske startup, Burntwood udfordrer den traditionelle facadebeklædning og producerer en ny bæredygtig løsning til beklædning af bygninger. Den består af genbrugstræ, som brændes i stedet for at imprægneres eller males, og har dermed en længere holdbarhed og et unikt design.

Stifter af Burntwood Anders Mølgaard

Foto: Bo Billeskov Grünberger

DI har talt med Anders Mølgaard. I dette portræt kan du læse om Burntwood, og hvordan inspiration fra fortidens metoder kan være med til skabe innovative og bæredygtige løsninger.

Hvad er Burntwood for en virksomhed, og hvordan kom du frem til at bygge en virksomhed på brændt træ?
Jeg har altid interesseret mig for bæredygtigt byggeri af den helt mørkegrønne slags, som ikke kræver så meget energi at fremstille, drifte og nedbryde. I den forbindelse startede jeg ØkoTømrer.dk, fordi det var umuligt at bygge huse på den måde i et normalt tømrerfirma.

Jeg ville bl.a. ikke bruge trykimprægneret træ, så i stedet brændte jeg det træ, der var tæt på jorden ved punktfundamenter og terrasser. Det havde jeg nemlig hørt vikingerne gjorde. Efterfølgende fandt jeg ud af, at malet træ røg til forbrænding i Tyskland sammen med det trykimprægnerede træ også selvom malingen var "øko" og derfor begyndte jeg at brænde facadebeklædning. Det viste sig, at det har man gjort i Japan siden vikingetiden. 

Efter en Building Green-messe fik jeg travlt, men det skabte forvirring, at mit firma hed ØkoTømrer, da nogle troede jeg monterede og var en konkurrent, så jeg oprettede firmaet BurntWood for et år siden.

Hvordan er du gået til opgaven med at skulle trænge ind på et ellers mættet marked? 
Det er et bæredygtigt, vedligeholdelsesfrit alternativ til trykimprægneret eller malet træ, hvis man kan acceptere patina. Nu er der begyndt at komme konkurrence fra udlandet, og derfor lægger jeg mere energi i ReWood, som er et element lavet af genbrugstræ med CSR-jobs i samarbejde med forskellige kommuner. Horsens har f.eks. virkelig været fantastiske til at hjælpe med at finde løsninger, så det hænger sammen økonomisk for alle. Nu er vi ved at udvide samarbejdet til det private erhvervsliv, som er et sjovt mix af kæmpe entreprenører og små virksomheder, som arbejder med at få borgere ind på arbejdsmarkedet. 

Det er skidesjovt og giver så meget mening, fordi det hænger sammen miljømæssigt, samfundsmæssigt og økonomisk. Samtidig er det skalerbart til eksport, så ReWood brænder jeg meget for.

Hvordan har du taget udfordringen op med at skulle søge kapital som bæredygtig virksomhed, hvor det ikke kun er den økonomiske gevinst man måler på?
Burntwood er først nu gået i gang med at søge kapital, og har indtil videre været selvfinansieret, og fokuseret på at få ordrer ind og levere et godt regnskab. Når jeg har været ude, har jeg dog mærket en stor interesse for virksomheden, og ikke set det som en udfordring at skulle skaffe kapital som bæredygtig virksomhed. Vi er nu i gang med en MUDP-ansøgning (Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram) sammen med maskinmesterskolen og ingeniøruddannelsen, så vi i samarbejde kan udvikle en produktionslinje til eksport, men vi ved endnu ikke om vi får den.

Du har tidligere startet egen virksomhed, hvilken erfaring derfra har du taget med dig i etableringen af Burntwood?
At det vigtigste er min familie og venner, og at være nærværende, der hvor jeg er.

Foto: Helene Høyer Mikkelsen

Relateret