Sæt i gang nu for at øge jeres digitale robusthed
Digitale trusler og afhængigheder udvikler sig hurtigt – og derfor er det vigtigt at komme i gang nu, ikke først når problemerne opstår. Det handler ikke om at skifte alt ud på én gang, men om at tage de første skridt mod større kontrol, fleksibilitet og modstandsdygtighed.
Ud fra jeres risikovurdering kan det være, at der er behov for at gøre noget for at sikre jeres forretning bedre over for udefrakommende trusler.
Ofte findes der allerede tekniske løsninger, der kan øge jeres robusthed – fx datasegmentering, hvor data opdeles efter kritikalitet, og hvor de mest følsomme oplysninger krypteres. I nogle tilfælde kan det give mening at flytte særligt følsomme data til en dansk eller europæisk cloud. Det kan også være, at der er behov for at implementere 2-faktorlogin for at styrke sin adgangskontrol eller at kigge på sit setup omkring den digitale kommunikation indadtil eller udadtil af i virksomheden.
Det handler ikke om at skære én bestemt leverandør fra per automatik – men om at sikre større kontrol over de mest forretningskritiske dele af jeres digitale infrastruktur.
1. Tag udgangspunkt i jeres risikovurdering
Kig på, hvilke systemer og data der er mest kritiske for jeres forretning. Hvor er I mest sårbare? Start med de områder, hvor konsekvenserne ved nedbrud eller datatab er størst.
2. Afsøg markedet for eksisterende løsninger
Der findes allerede mange tekniske løsninger, der kan styrke jeres robusthed – fx:
- Datasegmentering, hvor data opdeles efter følsomhed og behandles forskelligt.
- Kryptering af særligt følsomme oplysninger.
- Redundante løsninger, hvor kritiske funktioner kan køre videre, selv hvis én leverandør fejler.
- Danske eller europæiske cloudløsninger, som kan give bedre kontrol med dataplacering og lovgivning.
- To-faktorgodkendelse, som øger jeres sikkerhed med, hvem der kan tilgå jeres systemer
- Ekstra sikkerhed i jeres tekniske setup, som ikke er slået til per default - f.eks. fortrolighed relateret til dokumenter eller samtaler.
3. Lav en konkret handlingsplan
Udpeg ét eller to områder, hvor I kan tage et skridt allerede i dag – fx:
- Gennemgå jeres kontrakter med leverandører
- Kortlæg, hvor jeres data fysisk opbevares
- Undersøg, om jeres nuværende løsninger understøtter eksport og flytning af data
- Tag kontakt til en rådgiver for sparring
4. Organisér jer internt
Udpeg en ansvarlig for digital robusthed – det kan være en IT-ansvarlig, en compliance-rolle eller en ekstern rådgiver. Sørg for, at ledelsen er involveret, og at der er klare roller og ansvar. Overvej også at inddrage medarbejdere i arbejdet med awareness og sikker digital adfærd.
Jo tidligere I går i gang, desto bedre står I rustet til at håndtere både tekniske og politiske forandringer. Find løbende opdateringer og information om kommende podcasts på DI Digitals hjemmeside.