DEI på CEO's bord: Derfor fylder det som aldrig før
De seneste år har diversitet og inklusion (DEI) fået et markant løft i danske virksomheder. Det handler ikke længere kun om politikker og HR-tiltag.
I dag er mangfoldighed et strategisk emne, som optager både øverste ledelse og medarbejdere på tværs af hele organisationen. Vi har talt med Rådgivningsdirektør Kinga Szabo Christensen om hendes blik på DEI i Danmark anno 2025.
"Vi mærker helt tydeligt, at diversitet og inklusion er rykket op på CEO’s bord, som en strategisk og forretningskritisk dagsorden," siger Kinga Szabo Christensen, rådgivningsdirektør i DI. "Det er særligt tydeligt efter de seneste års udviklinger – både globalt og herhjemme."
Internationalt pres og nationale muligheder
Kinga peger på, at både ny lovgivning og øget opmærksomhed internationalt – ikke mindst udløst af politiske strømninger fra USA – har gjort DEI-området mere komplekst for danske virksomheder.
"Efter Trump har vi oplevet, at der er kommet en modbevægelse imod klassiske DEI-tiltag, som har givet en mere polariseret debat også i Europa. Men man skal huske, at Danmark og Europa er meget anderledes reguleret end USA. Herhjemme har vi altid haft stærk lovgivning, der grundlæggende forbyder forskelsbehandling og forfordeling af minoriteter – og den fællesnordiske tilgang til inklusion står et helt andet sted end den amerikanske."
Denne kompleksitet og den offentlige debat har ifølge Kinga kun øget virksomhedernes behov for sparring, rådgivning og viden: "Vi har aldrig haft så mange henvendelser fra virksomheder, der er i tvivl om, hvordan de bedst griber diversitetsarbejdet an – både helt lavpraktisk, men også strategisk."
Et konkurrenceparameter for danske virksomheder
Ifølge Kinga drejer arbejdet med DEI sig først og fremmest om talent, konkurrence og om fremtidig relevans. "Flere og flere virksomheder forstår, at forskellighed og inklusion er afgørende for at skabe innovation og sikre konkurrencedygtighed. Medarbejderne forventer det, nutidens og fremtidens talenter forventer det, og virksomhederne kigger ind i nogle problemstillinger, som ikke længere kan løses på gammeldags vis. Her kræver det forskellige perspektiver og nytænkning."
Derfor understreger Kinga også, at målet ikke kun er at lave ’DEI for DEI’s skyld’ – men at understøtte, at danske virksomheder kan tiltrække, fastholde og udvikle medarbejdere på et højt niveau.
Vi ser det som vores opgave at fungere som katalysator for viden og dialog om DEI Kinga Szabo Christensen, Rådgivningsdirektør
Dialog, videndeling og ledelsesopbakning
Kinga Szabo Christensen peger på, at der ikke findes nemme løsninger på kompleksiteten omkring DEI, men at åbenhed og videndeling er vigtige skridt. "Vi arbejder meget for at skabe rum, hvor virksomhederne kan lære af hinandens erfaringer og være åbne om både udfordringer og succeser. Det allerbedste udgangspunkt for at lykkes er, når indsatsen forankres strategisk i ledelsen – og samtidig siver bredt ud i virksomheden."
Hun bemærker, at mange virksomheder overvejer, hvordan diversitet og inklusion mest hensigtsmæssigt forankres – om det skal håndteres i egne afdelinger eller integreres i det samlede arbejde med organisation og medarbejdere.
Dansk Industri som samlende kraft for DEI
Trods den øgede internationale polarisering, fremhæver Kinga vigtigheden af, at DEI-arbejdet ikke ender med at splitte organisationer. "I DI ønsker vi, at diversitet og inklusion bliver en dagsorden, der samler. Vi ser det som vores opgave at fungere som katalysator for viden og dialog på området, sådan at vi forebygger splittelse og styrker både arbejdspladsernes trivsel og virksomhedernes innovationskraft."
"Vi er ikke i mål endnu – heller ikke internt i DI. Men den tætteste kontakt og løbende dialog med medlemmerne sikrer, at vi hele tiden kan forme tilbud, indsatser og viden, der matcher virksomhedernes reelle behov."
Nye netværk skal styrke løsninger i fællesskab
Netop for at understøtte denne dialog og give DEI-ansvarlige et sted at dele erfaringer, udfordringer og løsninger, lancerer DI nu to dedikerede netværk for medlemmer, der arbejder med diversitet og inklusion.
"Vores nye netværk skal være et trygt forum, hvor man kan gå i dybden med de specifikke dilemmaer, man sidder med – uanset om det handler om strategisk forankring, konkrete initiativer eller balancen mellem globale og lokale krav," forklarer Kinga Szabo Christensen. "Det er et sted til erfaringsudveksling og inspiration, hvor vi håber, at både nye og mere erfarne DEI-ansvarlige kan finde støtte og sparring."
Netværkene er åbne for alle medlemmer af Diversitetsløftet, og der vil løbende blive inviteret til arrangementer, møder og aktuelle indspark til arbejdet med DEI.