K. H. B. Jantzen
15.01.25 Vi rådgiver dig Nyheder

Mie Bilberg sætter spot på kvinder i e-commerce

DI fremmer diversitet og inklusion på tværs af sektorer. Mie Bilberg har skabt en bedre kønsbalance og inklusion i e-commerce gennem netværk og målrettede valg

Behovet For En Digital Transformation Under Corona

Mie Bilberg blev ansat i DI i en tværgående medlemsindsats på e-commerce i 2022 – tiden efter corona-pandemien, hvor det blev tydeligt, at onlinesalg var blevet forretningskritisk for de fleste virksomheder på tværs af brancher og plads i værdikæden. Hendes opgave var at udvikle en strategi, der kunne hjælpe DI’s medlemmer med at tackle udfordringerne inden for e-commerce. Gennem en omfattende dataindsamling og strategiudvikling fik strategien tre ben at stå på

  1. - Talent og organisation
  2. - Nye teknologier og forretningsmodeller
  3. - E-eksport

eCom Talent Award og Manglen på Kvindelige Rollemodeller

I 2023 lancerede DI e-commerce eCom Talent Award for at sætte fokus på talentmanglen og behovet for efteruddannelse og opkvalificering inden for e-commerce. Under processen blev det tydeligt, at der var mangel på kvindelige rollemodeller i feltet. Ingen kvinder blev indstillet i lederkategorien, og kun få i frontrunner-kategorien. Det fik Mie til at dykke dybere ned i problematikken og opdage, at kvinder i e-commerce ofte er mindre synlige og mindre tilbøjelige til at blive anerkendt for deres arbejde.

“Det var virkelig et wake-up call for mig, da vi så, at ingen kvinder var blevet nomineret i lederkategorien. Det gjorde det klart, at der er en underliggende udfordring med synligheden og anerkendelsen af kvindelige talenter og rollemodeller i e-commerce,” siger Mie Bilberg.

Women In eCommerce - Denmark: Et Fællesskab for Kvindelige Rollemodeller
“Ikke alene har Women In eCommerce givet kvinder i branchen et fællesskab, men det har også skabt en platform, hvor vi kan inspirere og løfte hinanden. Det er fantastisk at se, hvordan netværket vokser og får mere indflydelse,” forklarer Mie.

 

Netværksmøde i Women in eCommerce

Foto: Mie Bilberg

Diversitetsregnskab og Bevidst Balancering

Derudover har Mie også arbejdet aktivt med at sikre en bedre kønsbalance ved arrangementer og konferencer, som hun organiserer. Dette ved bevidst at invitere flere kvinder på scenen og sikre en diversitet blandt talerne, har hun formået at skabe en platform, hvor kvindelige rollemodeller kan træde frem og inspirere andre. Dette har resulteret i en positiv udvikling, hvor flere kvinder deltager og engagerer sig i e-commerce-feltet.

“Jeg har gjort det til en prioritet at tælle kønsfordelingen ved hver eneste event jeg organiserer. Det er små skridt som disse, der i sidste ende skaber store forandringer. Vi skal sikre, at kvinder får den synlighed og anerkendelse, de fortjener,” siger Mie med overbevisning.

Mie har bemærket, at kvinder ofte er mere tilbageholdende med at tage ordet og stille sig frem. "Jeg har oplevet, at mange kvinder er tilbageholdende med at træde frem og tage mikrofonen. Det kan skyldes en følelse af, at vi skal være 25 procent bedre end vores mandlige kolleger for at blive taget seriøst," fortæller Mie.

Derfor har Mie bevidst arbejdet på at øge andelen af kvindelige indlægsholdere ved arrangementerne. Hun oplyser at en bonuseffekt af det, er, at det har hævet kvaliteten på arrangementerne. "At have flere kvinder har givet stigning i kvaliteten på grund af diversiteten i perspektiver og erfaringer der bringes i spil" siger hun. Resultatet af denne indsats taler for sig selv. "I 2024 havde vi 12 arrangementer og vi endte vi med en share of women af kvindelige talere på 53 procent ved vores events. Det viser, at det kan lade sig at gøre – selvom nogen måske mener, at der mangler kvinder, der vil tale og derfor tænker, at kan man ikke gøre noget ved det. Jo det kan man, men måske skal man lige lede lidt længere" tilføjer Mie med et smil.

 

Fremtiden for Diversitet i e-commerce

Arbejdet med diversitet og inklusion stopper ikke her. I 2025 planlægger Mie og hendes team at fortsætte deres indsats ved at afholde flere konferencer og events, der sætter fokus på den kulturelle transformation og den digitale fremtid. Der er allerede planlagt en konference den 25. april, hvor talent i e-commerce vil blive diskuteret og priser uddelt.


”Vi kan se i indstillingsmaterialet, at der heldigvis kommer mange flere kvinder ind i denne omgang – så fokus på området, ser da ud til at have virket og det var jo ved prisuddelingen i eCom Talent Award 2023, at vi blev opmærksomme på udfordringen. Vi har store planer for 2025. Det handler ikke kun om at fortsætte det arbejde, vi allerede har startet, men også om at udforske nye måder, hvorpå vi kan fremme diversitet og inklusion i e-commerce. Vi skal blive ved med at udfordre status quo og skabe rum for alle talenter,” siger Mie.

“Vi har kun lige begyndt. Der er stadig meget arbejde foran os, men jeg er optimistisk, afslutter Mie Bilberg med et smil. 

 

Relateret indhold