12.02.26 Vi rådgiver dig Nyheder

Sådan lykkes du med at tiltrække flere kvinder – få Ancotrans’ opskrift på succes

I en branche, hvor under 3 pct. af lastbilchaufførerne er kvinder, er Ancotrans lykkedes med at løfte deres andel til 10 pct. – på tværs af Danmark, Sverige, Tyskland og Holland. Det har de gjort via kampagnen ”Queen of the Road” og ved at arbejde internt med forankring, synlighed og inklusion.

Her deler bestyrelsesleder Anne Kathrine Steenbjerge og Fleet Manager Jørgen Dalgaard den opskrift, der har båret dem igennem processen.

Tag ansvar og definér en ambition

Først og fremmest er det afgørende at formulere et konkret mål og sikre, at ledelse og virksomhed er committet på at nå målet. 

“Vores mål var 10 pct. kvinder inden 2026. Vi satte ambitionen højt og besluttede, at vi ville lykkes. Det handler om at tage ansvar, følge op og være ærlige om, at det ikke altid er nemt – men det er investeringen værd." fortæller Anne Kathrine Steenbjerge, tidl. adm. direktør og i dag bestyrelsesleder for Ancotrans. Anne Kathrine fortæller, at flere direktionsmedlemmer har været involveret i at nå målet, hvilket har understreget alvoren og seriøsiteten. 

Jørgen Dalgaard, Fleet Manager i Ancotrans, trådte ind i arbejdet med en klar opgave: Ambitionen om de 10 pct. var en ledelsesbeslutning, og han blev gjort ansvarlig for at løfte den i dagligdagen. Jørgen arbejder tæt på chaufførgruppen og ser hverdagen fra frontlinjen. For ham er processen først og fremmest praktisk og relationel: “For mig har det været en udfordring og en spændende opgave. Vi skulle ikke bare ansætte kvinder, men sikre, at de lykkes – og at alle føler sig som del af holdet.” 

Anne Kathrine Steenbjerge, Bestyrelsesleder for Ancotrans
Vores mål var 10 pct. kvinder inden 2026. Vi satte ambitionen højt og besluttede, at vi ville lykkes Anne Kathrine Steenbjerge, Bestyrelsesleder for Ancotrans

Nedsæt en arbejdsgruppe

Det første Ancotrans gjorde, var at etablere en arbejdsgruppe med repræsentanter fra ledelse og drift. Det er vigtigt, at gruppen både er forankret i direktionen og består af ildsjæle fra operationen, samt at de relevante områder er repræsenteret. 

Hos Ancotrans lå mødeinterval og formål fast. Gruppen mødtes hver måned for at følge udviklingen og diskutere erfaringer på tværs af indsats og landegrænser. Jørgen Dalgaard fremhæver værdien af de faste status- og læringsmøder, hvor gruppen ærligt deler erfaringer – fra alt det, der lykkes, til de situationer, hvor initiativer ikke virker, og hvad man så kan gøre i stedet for.

Synliggør ambitionen

For at lykkes, er det vigtigt at kommunikere tydeligt – både internt og eksternt – og at involvere medarbejdere i ambitionen og give dem et indflydelsesrum. 

Eksternt har den gennemgående Queen of the Road-kampagne vist kvindelige chauffører som rollemodeller på hjemmeside, i SoMe og i hverdagen. “Det har været helt afgørende at bruge kvindelige chauffører som frontfigurer – både til kampagner og som inspiration i det daglige. Rollemodellerne gør det synligt, at kvinder hører til og kan lykkes i faget” fortæller Jørgen. ”Og det er også blevet bemærket positivt blandt vores kunder” tilføjer Anne Kathrine. 

”Internt er det vigtigt at få forklaret, hvorfor vi gør det, så alle forstår strategiens betydning for rekruttering og konkurrenceevne”. For Anne Kathrine betød det at kommunikere småt, lavpraktisk og løbende for at holde gryden i kog og samtidig hive initiativer ned på et jordnært plan. Medarbejderne i Ancotrans har gjort flittigt brug af intranettet, hvor både direktion, bestyrelsesmedlemmer og chauffører har delt stort og småt fra hverdagen. ”På den måde har vi synliggjort ambitionen, så alle ved, hvad vi arbejder på, og har kunne komme med input til, hvordan vi kan gøre tingene bedre” fortæller Anne Kathrine

Arbejdstøj til kvinder– og lignendepraktiske tiltag med stor betydning 

Ancotrans har, i samarbejde med deres medarbejdere, udviklet specialtilpasset arbejdstøj til kvinder med Queen of the Road-logo, så kvinderne føler sig fysisk tilpas og synligt anerkendt i hverdagen. Det er et konkret eksempel på, hvordan virksomheder kan implementere små tiltag, der kan have stor betydning i hverdagen. Eksempler på lignende tiltag kan være at sørge for låse på døren til omklædningsrum og spande til hygiejneprodukter.  

Tilbyd fleksibilitet og inklusion

Én ting er at tiltrække medarbejdere, en anden er at sikre trivsel og fastholdelse. Her har det været vigtigt for Ancotrans at have modet til at gøre tingene anderledes og prøve noget nyt. 

Et godt sted at starte er at spørge nuværende og kommende medarbejdere om deres oplevelser og behov. ”Det handler om at turde spørge: Hvad skal der til for, at du bliver glad i det her?” fortæller Jørgen. 

Ancotrans har som del af deres målsætning valgt at tilbyde større fleksibilitet. ”Fleksibilitet er også en investering i fremtiden. Det er ikke en let opgave i en branche, hvor arbejdstider typisk er uforudsigelige og med en meget lille margin. Ikke desto mindre tror vi, at det vil skabe værdi på den lange bane og imødekomme yngre generationers behov og forventninger til et arbejdsliv” siger Anne Kathrine. 

Udover fleksibilitet har man taget medarbejdere med andre kompetencer ind og afsat tid og ressourcer på inklusion, oplæring og træning. ”Det har krævet mod at ansætte medarbejdere, selv om de ikke har de ‘klassiske’ kompetencer fra start. Men så har de nogle andre kompetencer, f.eks. i ordentlighed eller livserfaring” fortæller Jørgen. 

Jørgen understreger, at udviklingen har krævet åbenhed og løbende forventningsafstemning.

Jørgen Dalgaard, Fleet Manager
Det handler om at turde spørge: Hvad skal der til for, at du bliver glad i det her? Jørgen Dalgaard, Fleet Manager

Mangfoldighed løfter arbejdsmiljøet – men det er ikke en dans på roser at nå dertil 

Anne Kathrine og Jørgen oplever, at indsatsen smitter positivt af på arbejdskulturen for både kvinder og mænd. Mangfoldighed løfter arbejdsmiljøet, skaber færre konflikter og mere professionalisme.  

Forandring kommer sjældent uden modstand. På spørgsmålet om, hvorvidt de har oplevet modstand, fortæller Anne Kathrine, at det har været vigtigt at skabe et fælles projekt: ”Vi har involveret chaufførerne undervejs og forsøgt at italesætte, hvad det gør ved en kultur, at vi er forskellige mennesker: mænd, kvinder, unge, gamle og alle mulige nationaliteter. Mange af de mandlige chauffører er stolte af at have kvinder på vejene, at være med til at oplære dem og sikre, at det er et fedt sted at arbejde. Så det har da også gjort noget for at få arbejdskulturen og stoltheden frem”. 

Jørgen tilføjer, at forandring ikke kommer af sig selv, men kræver vedholdenhed og ærlighed: “Det er ikke alle initiativer, der lykkes med det samme – det tager tid og kræver løbende justering og forventningsafstemning. Vi har skulle udfordre os selv og give arbejdet høj prioritet – men gevinsten i kulturen og i fastholdelsen af dygtige medarbejdere er tydelig." 

Opskriften på succes – i kort version

Relateret indhold