17.06.26 Vi rådgiver dig Nyheder

Kender du den lyserøde sløjfe?

Sådan kan sociale initiativer blive forankret i kultur, medarbejderengagement og formål.

De fleste har set den lyserøde sløjfe. På jakker, i butikker og i bybilledet – særligt i oktober, der er brystkræftmåned. Men de færreste ved, at symbolet blev skabt af Estée Lauder i 1992.

“Det var Estée Lauders svigerdatter, Evelyn Lauder, der opfandt den lyserøde sløjfe, fordi der manglede fokus på brystkræft. Dengang var det et tabu, man ikke talte om,” fortæller Ayoe Anker‑Lausen, Nordic HR Director og Head of Social Impact i Estée Lauder Companies.

Siden har sløjfen fået sit eget liv – og i dag er brystkræftkampagnen virksomhedens største og mest forankrede sociale initiativ, både globalt og i norden.

Fra kampagne til kultur

Da Ayoe for 10 år siden begyndte i Estée Lauder Companies, var brystkræftkampagnen allerede en del af virksomhedens DNA –   men i Norden manglede sagen forankring og sponsorship fra ledelsen. Det er vigtigt at en i ledelsen er ansvarlig, ellers bliver det ikke prioriteret ordentligt og drevet effektivt i organisationen. Ayoe fortæller: “Da jeg kom til, kunne jeg se, at vi sad på et guldæg. Brystkræftkampagnen er en fantastisk mærkesag, og det ville være synd ikke at løfte den – både for kulturen og for vores purpose.”

Med opbakning fra den nordiske ledelse tog Ayoe sponsorrollen og opbyggede et tværgående team omkring kampagnen. Den blev struktureret omkring tre ben: awareness, donation og medarbejderengagement – med klare roller, ansvar og mål.

I dag er kampagnen den største mærkesag og et kulturelt omdrejningspunkt i organisationen. Den er synlig, italesat og noget, medarbejderne aktivt deltager i.

Sådan kan I arbejde med kampagner

  • Vælg en sag som giver mening for forretningen.
  • Der skal sikres ejerskab og sponsorship fra en i ledergruppen. Ellers bliver det nemt nedprioriteret.
  • Arbejd med gentagelse over tid frem for nye initiativer hvert år.
  • Tal åbent om, hvorfor I engagerer jer – også selvom indsatsen er lille.

 

Frivillig involvering skaber ægte engagement

Et centralt greb har været, at medarbejderinvolveringen er frivillig. Kampagnen drives af et projektteam og tre kaptajner, men mange medarbejdere melder sig selv til.

“Det skaber en positiv spiral. Medarbejdere vil gerne være en del af noget, der giver mening.” - Ayoe Anker‑Lausen, Nordic HR Director og Head of Social Impact, Estée Lauder Companies

Samtidig bruges kampagnen aktivt som en del af medarbejder- og ledelsesudviklingen. “Det er en mulighed for medarbejderudvikling at arbejde på tværs af organisationen og prøve kræfter med noget andet, end det man normalt sidder med” fortæller Ayoe.

Sådan skaber I medarbejder-involvering

  • Skab både små og store roller og opgaver i projektet, så flere kan bidrage lidt – frem for at få bærer det hele.
  • Brug initiativet som en mulighed for, at medarbejdere fx kan prøve projektledelse og arbejde på tværs af funktioner
  • Anerkend indsatsen gennem synlighed, fællesskab og læring.

 

Afledte effekter: åbenhed om sundhed og tabuer

Brystkræftkampagnen har haft effekter udover selve indsamlingen. Den har været med til at skabe en mere åben kultur omkring sundhed. “Når vi tør bringe eksperter ind og dele personlige historier, skaber det en åbenhed. Det gør det nemmere at tale om sygdom, sundhed og det at være pårørende.”

Kampagnen har også gjort det lettere at tale om beslægtede emner som overgangsalder og kvinders – og mænds –  sundhed. Emner, der ellers kan være tabubelagte på mange arbejdspladser.

På spørgsmålet om, hvorvidt de også er lykkedes med at engagere mændene i kampagnen, svarer Ayoe: “Brystkræft rammer jo også mænd – og ofte står der en mand eller en familie på sidelinjen, som bliver hårdt ramt. Derfor er det vigtigt for os, at kampagnen ikke kun bliver en kvindesag.”

Lokal forankring gør forskellen

Selvom Estée Lauder Companies er en global virksomhed, er kampagnen i Norden stærkt lokalt forankret – blandt andet gennem samarbejdet med Støt Brysterne i Danmark og Bröstcancerförbundet i Sverige.

 

Ayoe Anker‑Lausen, Nordic HR Director og Head of Social Impact i Estée Lauder Companies
Det bedste, man kan gøre som virksomhed, er at finde en lokal partner, hvor værdierne går fuldstændig i sync, og hvor man kan skabe noget sammen til fælles gavn. Ayoe Anker‑Lausen, Nordic HR Director og Head of Social Impact i Estée Lauder Companies

Den lokale forankring har gjort kampagnen mere nærværende for medarbejderne – og har bidraget til stigende deltagelse og donationer år for år.

Skab lokal forankring

  • Find én lokal partner, I har tillid til – det behøver ikke være en stor organisation.
  • Prioritér fælles værdier frem for branding og eksponering.
  • Byg relationen over tid – partnerskaber bliver stærkere år for år.

Brystkræftkampagnen som et tydeligt eksempel på S’et i ESG

Brystkræftkampagnen er samtidig et konkret eksempel på det, mange virksomheder i dag arbejder med under ESG‑dagsordenen – nærmere bestemt S’et, der fokuserer på virksomhedens sociale ansvar – både internt og eksternt.

Hos Estée Lauder Companies kommer S’et tydeligt til udtryk gennem brystkræftkampagnen. Initiativet bidrager til samfundet gennem donationer og partnerskaber, men har samtidig en klar intern dimension: medarbejderengagement, trivsel, fællesskab og åbenhed om sundhed. “Brystkræftkampagnen handler ikke kun om at rejse penge. Den handler også om kultur, purpose og om at skabe et fællesskab, hvor medarbejdere kan engagere sig i noget, der giver mening,” fortæller Ayoe Anker‑Lausen.

Netop denne kobling mellem samfundsansvar og medarbejderperspektiv er central i S’et i ESG. Det handler ikke om enkeltstående aktiviteter, men om at forankre sociale initiativer i forretningen og hverdagen – så de skaber værdi for både mennesker og organisation.

Relateret indhold