Danskernes årlige e-commerce tracker 2025
Det er blevet tid til at gør status for onlineåret 2025. Dansk Industri følger danskernes online forbrug og adfærd måned for måned og udgiver en samlet analyse hvert kvartal. Her kommer den samlede opgørelse for året 2025.
Onlinehandel er hverdag og steg i 2025 med tre mia. dkr.
Onlineforbruget streg med tre milliarder i 2025 og er dybt forankret i danskernes hverdag. Samlet udgør værdien 136 mia. kr. 81% af danskerne handler i gennemsnit online hver måned, hvilket er næsten uændret fra 2024. Det peger på et modent marked, hvor væksten i højere grad handler om adfærd, kanaler og værdi – ikke flere nye onlinekøbere.
Mobile first er nu normen
Mobiltelefonen er nu den vigtigste onlinekanal og står for næsten halvdelen af alle danskernes onlinekøb (49%), efter en stigning på fire procentpoint i 2025. Samtidig falder brugen af PC (32 %). Dansk e-commerce er dermed i praksis blevet mobile first, hvilket stiller nye krav til betaling, hastighed og brugeroplevelse. 39% af danskerne betalte med MobilePay ved sidste check out og det er med til at drive digitale wallets frem, som også inkluderer Apple Pay og Google Pay, som det foretrukne betalingsmiddel. Kreditkort (46%) går tilbage med 9 procentpoint.
Top 10 - Temu-effekten flader ud
De internationale webshops dominerer fortsat hitlisterne, mens færre danske webshops er repræsenteret i Top 10 i 2025 end i 2024. Samtidig er Temu-effekten fra 2024 aftaget, og Shein kommer ikke med i årets Top 10. Amazon er til gengæld med i hvert eneste kvartal i år. Nye aktører som Vinted bryder igennem og etablerede danske webshops som Matas og Proshop vinder terræn. At Vinted går direkte i Top 5, trods det, at de først måles med fra årets anden halvdel, viser, at forbruger-til-forbruger-handel nu er en integreret del af danskernes onlinevaner.
Download årsanalysen øverst på siden her, for der er mange flere indsigter at dykke ned i.
Rigtig god læselyst.
Publiceret d. 04.02.2026