Hvorfor elsker forbrugerne at handle direkte hos producenterne?
I en ny analyse fra DI e-commerce kan vi se, at de danske forbrugere elsker at handle direkte hos producenterne og i 2024 er der endnu flere, der gør det. Så hvad er status, og hvad betyder det for producenterne? Få et overblik og fem gode råd her.
I 2024 er der ikke mange nye virksomheder, der kommer til verden uden at være udstyret med en digital salgskanal og forretningsmodel. Det er simpelthen fødselsvejen til markedet. Og det er her, at nye produkter og mærker skal vise deres ”markedsfit” og ”proof of concept”. Før de får deres første forhandler til at bide på, hvis altså producenten vil have det, for det er ikke længere en nødvendighed.
Den digitale tidsalder giver nye muligheder for producenterne. En af de store trends som følge af det er, at producenterne aktiverer egne salgskanaler og sælger direkte til forbrugerne.
Vi har set store veletablerede mærker som PepsiCo lancere deres Direct-To-Consumer webshop med salg af egne produkter. Tesla lærte os, at også biler kan handles direkte og digitalt. Vi har i årevis kunne handle direkte med Nike og nu kan vi næsten kun handle med Nike gennem deres egne salgskanaler.
Trenden rammer vidt og bredt på tværs af alle kategorier, hvor slutkunden er forbrugeren.
Direkte til forbruger-salg er ikke kun en megatrend, det er en afgørende strategi for mange producenter, som i et overvældende marked af muligheder skal finde nye veje til vækst. Og nye metoder til at skabe stærkere forbindelser med deres kunder, maksimere deres indtjening og bygge mere agile og konkurrencedygtige forretningsmodeller.
Så i en tid med stigende digitalisering og skiftende forbrugeradfærd er D2C-salgsstrategien en nøglekomponent i mange producenters vækstplaner.
Hvad er DTC-salg?
Direkte til forbruger-salg refererer til en forretningsmodel, hvor producenter sælger deres produkter direkte til slutkunder gennem deres egne kanaler, såsom onlinebutikker eller fysiske butikker, uden involvering af traditionelle forhandlere eller forhandlingsagenter. Dette giver producenterne mere kontrol over deres brand, produktpræsentation og kundeoplevelse. Det skaber også en hurtigere vej til markedet for det nye produkt, og det skaber en ny indtægtskilde for de etablerede virksomheder.
De danske forbrugere elsker at handle DTC
Ved det sidste køb handlede 22% af de danske online forbrugere direkte ved producenten, viser en ny analyse fra DI e-commerce. Det er en stigning på fire procentpoint ift.. sidste år. Det er alle forbrugergrupper, der handler direkte hos producenten - de yngre en anelse oftere. Forældre med hjemmeboende børn indtager førstepladsen med 23% sammen med de unge forbrugere. Men lige i halen på de unge er den ældste forbrugergruppe seniorerne, som i år øger deres andel af handel direkte med producenten med seks procentpoint.
Hvorfor vælger forbrugerne, at handle direkte ved producenten?
Eksklusivitet og følelser for mærket er blandt de tre vigtigste årsager til at forbrugerne handler direkte hos producenten. Pris spiller også en rolle, når forbrugerne vælger mono-butikker, men pris er en langt stærkere faktor hos forhandlerne, som vinder på, at prisen er bedre og udvalget bredere.
Til gengæld har mono-butikken den fordel, at forbrugeren kan tilgå favoritmærkets fulde sortiment, og derfor er ”udvalget større” også i top fem over de mest valgte årsager til, at forbrugerne vælger at handle direkte hos producenten.
Der er altså flere faktorer, der bidrager til den voksende popularitet af DTC onlinesalg, hvor relationer og den gode kundeoplevelse er primære årsager til det.
Men hvilke faktorer er årsag til den voksende popularitet af DTC-forretningsmodellen blandt producenterne?
1: Bedre kundeoplevelse
Ved at handle direkte med kunderne kan virksomheder skræddersy deres oplevelse og levere personlige, målrettede tilbud baseret på kundedata og adfærd. Se casen med Australian Bodycare her.
2: Øget brandkontrol
Producenter kan bedre styre deres brandidentitet og -budskab uden at skulle tilpasse sig detailhandlernes krav eller retningslinjer. Og de vinder stærkere relationer og øger loyaliteten. Det fortæller chokoladeproducenten Simply om i casen her.
3: Højere fortjenstmargener
Ved at fjerne mellemled kan virksomhederne beholde en større del af deres indtægter og reducere omkostninger. Til gengæld skal de investere i egen distribution og markedsføring. Hør hvordan Cocohagen lykkes med det i casen her.
4: Direkte feedback
DTC-modellen giver producenterne mulighed for at indsamle direkte feedback fra kunderne, hvilket kan bruges til produktforbedringer og innovation. Det gør fx Odense Marcipan – se casen her.
5: Skalerbarhed og global rækkevidde
E-handelsplatforme muliggør global distribution og skalerbarhed uden behov for fysiske butikker eller regionale partnere. Morsø sælger på Amazon i Tyskland, lær om det i casen her.
Fem gode råd til dig, der vil lykkes med DTC-salg
Digital salgskanal
Du behøver en digital salgskanal, der er den hurtigste og mest effektive vej for dig. En digital salgskanal bør være brugervenlig og responsiv. Du kan bygge din egen webshop eller du kan sælge gennem onlinemarkedspladser som Zalando, Amazon, Faire og andet. Her sætter du selv din butik op og lister dine produkter og driver salget.
Kundeservice
Direkte kontakt med kunderne kræver en effektiv kundeservicestrategi for at håndtere spørgsmål, problemer og returneringer. Du bør have både telefon, e-mail og chat for at have det optimale set up i forhold til at møde alle kundepræferencer for, hvordan de ønsker at kunne henvende sig. Er ressourcerne knappe, kan man også nøjes med en kontaktform, men det er vigtigt at prioritere, at kunderne kan komme i kontakt med jer.
Data og analyse
Indsamling og analyse af kundedata er afgørende for at forstå kundebehov, optimere tilbud og lave opsalg ved fx at kunne sammensætte ”bundles” altså pakkeløsninger, hvor flere produkter indgår i salget. Hør Simon fra Australian Bodycare, hvordan han bruger Amazons data til at gøre netop det her.
Logistik og levering
Effektiv logistik er afgørende for at sikre hurtig og pålidelig levering af produkter til kunderne. Derfor sørg for at have gode pålidelige samarbejdspartnere, da leveringen er et af de vigtigste konkurrenceparametre for dig, der sælger online. Det kan du læse meget mere om i Årsanalysen Danskernes e-commerce tracker her.
Markedsføring og branding
Investering i digital markedsføring og opbygning af en stærk brandidentitet er nøglen til at tiltrække og fastholde kunder. Derfor skal du sørge for, at din webshop bliver aktiveret på både sociale medier og bliver fundet i Google. Vi har lavet en guide med seks byggesten til onlinesalg – download den her.
Direct-To-Consumer analyse 2024
I den nye Direct-To-Consumer analyse kan vi se, at de danske forbrugere elsker at handle direkte hos producenterne og i 2024 er der endnu flere, der gør det. Så hvad er status, og hvad betyder det for producenterne? Få et overblik her.