14.08.24 Vi rådgiver dig Nyheder

Se danskernes mest populære webshop her

Hvert kvartal publicerer Dansk Industri hitlisten for, hvilke webshops danskerne har handlet mest i. Sæsonerne sætter deres spor, det gør vejr, vind og dynamikker i verdenshandlen også. Så hvordan så det ud i andet kvartal, hvor vi startede med en påskehelligdag og måtte undvære en anden helligdag - nemlig store bededag.

April blev den vådeste måned siden 1874, mens Maj blev den næstvarmeste siden 1874. Både vejr og helligdage spiller en rolle i forhold til hvad vi køber, men også hvor vi handler. I første kvartal afslørede DI, at der var kommet en ny rangorden blandt danskernes mest benyttede webshop og at de kinesiske shopping apps stormer frem i Europa - også i Danmark. Efterfølgende har især Temu været genstand for omfattende debat i medierne med kritik af produktsikkerheden og unfair konkurrence. Så lad os starte med en opdatering på Temu.

Kineserne kommer

Den omfattende kritik af Temu ser ud til at være prellet af på forbrugerne. De danske forbrugere elsker forsat handle i de nye kinesiske shopping apps og vi kan nu afsløre, at det er ikke blevet mindre i andet kvartal. Tværtimod Temu har udbygget sin position.

Temu er rykket fra tredjepladsen op på en andenplads med en høj markedsandel på fire procent. Andenpladsen sad Matas ellers suverænt på gennem hele 2023 med en markedsandel på ca. 2,5%, men Matas må vige pladsen til Temu og gå en plads tilbage, men bevarer sin markedsandel på 2,5% af den samlede online handel i Danmark.

Læs også: Temu er nu under skærpede regler i Europa

Temu kom i Top 10 for første gang i første kvartal 2024. Her røg de direkte ind på en tredjeplads, hvilket er usædvanligt at se en helt ny spiller indtage en så høj placering. I andet kvartal har Temu udbygget deres position og andre webshops har tabt. De kinesiske shoppingapps som mest af alt sælger tøj og boligting, ser ud til at koste for Zara, der er røget ud af Top 10 i andet kvartal 2024, men også H&M og Magasin, der mister markedsandele og placeringer.

Zalando øger markedsandelen med 0,6 procentpoint, hvilket må vidne om at deres nye strategi, med satsning på mærkevarer og nye kategorier som sport ser ud til at virke for dem, hvilket de også har bekræftet i deres netop offentliggjort kvartalsregnskaber.

Læs også: Hvad kan danske virksomheder lære af tyske Zalando?

Boozt.com holder status quo på markedsandel, men taber en placering, da toppen har måtte gøre plads til Temu.

Shein er tilbage i Top 10, som de indtog for første gang i Q2 2023, men i første kvartal 2024 røg Shein ned på en 11. plads – men har altså kæmpet sig tilbage og indtager nu en sjetteplads.

Hvad betyder det også?

De populære shopping-apps slår igennem på andre parametre også. Vi ser, at danskerne øger deres antal af online ordrer i andet kvartal, men at gennemsnits ordreværdien falder, så der bruges samlet set færre kroner.

Andelen af handler fra mobiltelefonen stiger med fem procentpoint og stiger for de unge forbrugere og forældre uden hjemmeboende børn.

Download og læs selv hele analysen "Danskerne e-commerce tracker - Q2 2024" her.

Drop sovepuden - og lær af Kina

Drop sovepuden og kom i gang med at lære af Kina, siger Kina-analytiker Christina Boutrup. Vi har sat hende i stævne og spurgt ind til hvad det er, at vi skal lære. Derfor giver hun os et oplæg til vores næste e-commerce konference, som vi holder i samarbejde med PostNord d. 5. september. Her får du indblik i de nyeste trends fra verdens største digitale økonomi med 1,2 milliarder internetbrugere og bliver klogere på, hvordan kinesiske forbrugere og investorer i stigende grad stiller krav om bæredygtighed/ESG, og hvordan det kommer til at påvirke resten af verden. Kom med - der er gratis adgang for alle, men begrænset antal pladser, så få fat i din billet i dag.

Relateret indhold