01.10.24 Vi rådgiver dig Nyheder

Nye tal viser, at flere danske virksomheder end nogensinde sælger online

En ny analyse fra Dansk Industri med tal fra Danmarks Statistik viser at 39% af de danske virksomheder sælger online i 2024. Det er to procentpoint mere end sidste år og overgår både tiden før og under COVID-19.

Jo større en virksomhed er, jo mere sandsynligt er det, at virksomheden har onlinesalg. Dette gælder på tværs af brancher og indenfor både websalg og EDI.

Denne stigning er godt nyt, men ifølge Dansk Industris ekspert i e-commerce, Mie Bilberg, er det ikke nok.


"Endelig går det fremad, og fremad skal det, for at vi kan bevare konkurrenceevnen – det er slet ikke til diskussion," siger Mie Bilberg og fortsætter.

"
Det er afgørende vigtigt, at vi husker, at den digitale omstilling også skal ske i den kundevendte del af forretningen. Der er i større grad krav og forventninger om, at man kan handle med virksomhederne online – uanset om kunden er forbruger, professionel indkøber eller det offentlige," fortsætter hun.

De store virksomheder og detailbranchen fører an  

Analysen viser, at jo større en virksomhed er, jo mere sandsynligt er det, at den har onlinesalg.

A graph with numbers and a number of people

Description automatically generated with medium confidence

Dog er væksten i det seneste år særligt at finde blandt virksomheder med 10-49 ansatte. Dette glæder Mie Bilberg, da det er en gruppe af virksomheder, der tidligere har haft svært ved at komme i gang  og derfor har tabt afstand til de store, ifølge tal fra tidligere analyser.

72% af detailhandel sælger via online salgskanaler i 2024 og er dermed den branche, der sammen med engroshandel har mest onlinesalg.  

A graph with numbers and text

Description automatically generated

Men onlinesalg er for alle, uanset branche og størrelse. Dette viser den nye analyse, hvor produktionsvirksomheder i industribranchen ser en stigning på to procentpoint og nu rammer en andel på 33%. 

Andelen stiger også inden for transport, information og kommunikation, erhvervsservice samt bygge- og anlægsbranchen, hvor der i sidstnævnte er en stigning på hele fem procentpoint.

"Det er et vigtigt budskab fra Dansk Industri, at onlinesalg ikke tilhører en bestemt branche, men er et funktionsområde, som i stigende grad er forretningskritisk at mestre for alle virksomheder uanset branchetilhørsforhold," siger Mie Bilberg. 

Onlinesalg har flere veje

Danske virksomheder automatiserer og digitaliserer salget på flere måder. Overordnet set defineres onlinesalg i denne analyse med tal fra Danmarks Statitsik som salg, der sker enten via EDI eller websalg.

EDI er en IT-integration, hvor sælgers ordresystem udveksler information med købers indkøbssystem. Når køber indtaster bestillingen i sit eget system, afgives ordren automatisk i sælgers system, uden behov for yderligere kontakt mellem sælger og indkøber. 

Dette er især smart ved store mængder og standardiserede køb i B2B-salg, som fx reservedele, komponenter, fødevarer og andet. EDI anvendes af 16% af de danske virksomheder, der har onlinesalg.

30% anvender websalg, som er inddelt i to underkategorier: salg via egen hjemmeside/app (28%) og salg via online markedspladser (8%).

En virksomhed kan sagtens være aktiv på flere kanaler, men den mest populære kanal blandt danske virksomheder er salg via egen webshop.

"Det er ikke overraskende, men typisk for Danmark, der er et webshopland. Vi har selv bygget vores online kanaler og lært at drive en onlinekanal, hvor andre lande har haft Amazon og eBay til at gøre det for dem," siger Mie Bilberg.

Læs også: Verdens største - er ikke størst i Danmark - DI (danskindustri.dk)

Analysen viser, at jo større en dansk virksomhed er, jo mere sandsynligt er det, at virksomheden også sælger via online markedspladser og EDI.

Her adskiller det danske marked sig fra andre lande. I lande, hvor store online markedspladser som Amazon dominerer, der er der også en højere andel af små og mindre virksomheder, der sælger via online markedspladser som fx Amazon. 

I Danmark er det kun den danske restaurations- og hotelbranche, der har en høj andel med 28%, der er aktivt sælgende via online markedspladser som fx. justeat.dk, wolt.dk og hotels.com.

Blandt europæiske virksomheder er Danmark førende i EDI-løsningen, hvilket fremgår af en anden DI-analyse, 'Fakta om onlinesalg i Europa' som udkom i maj og med tal fra Eurostat.

”Dette hænger sammen med, at EDI er en tungere IT-løsning, og Danmark er et af verdens mest digitaliserede samfund og stærkere i brugen af IT-infrastruktur," afslutter Mie Bilberg.

Få tre gode råd fra Dansk Industri

Spis elefanten i bidder
Alle store rejser starter med et første skridt. Et sted at starte er at få sat en webshop op, måske vil I gerne bygge og skræddersy den webshop til jeres behov, måske kan I starte med en standardiseret løsning og begynde at få nogle erfaringer med at sælge online inden I investerer i den skræddersyet løsning.

Få de rette kompetencer til det
Den der ikke ved hvordan man starter en bil, har ikke meget glæde af at have en bil stående i garagen. Du bliver nød til at have en person ansat, som ved noget om at arbejde med en webshop. Det behøver ikke at være en nyansat, det kan også være en medarbejder, som har lyst til videreudvikling og derfor er motiveret for at lære, hvordan man driver salg fra en webshop. Den person skal have mandat og ledelsen skal være klar til at lytte til de erfaringer, udfordringer og muligheder, der viser sig undervejs.

Giv det tid
Det tager tid og den største fejl, de fleste virksomheder begår er, at de giver det ikke tid nok. Din digitale salgskanal, er meget mere end en salgskanal. Det er en dannelsesrejse i digital forretning og den forsætter for evig. Derfor bør succeskriteriet ikke være ”return on investment” målt på en kort tidshorisont, men målt på den lange bane, hvor organisatorisk læring indgår, som en del af den samlede gevinst for virksomheden.  

Relateret indhold