Top 10 webshop og status for onlinesalget i tredje kvartal 2024
Hvert kvartal udkommer DI med analysen ”Danskernes e-commerce tracker” der følger danske forbrugeres forbrug og adfærd online. Vi har netop gjort status for tredje kvartal, og her er et par refleksioner.
Hvad husker vi tredje kvartal 2024 for?
Paris strålede som værtsby for de Olympiske Lege i juli, og det forsatte i august, hvor rekordmange danskere fulgte atleterne til de inspirerende Paralympiske Lege.
Sommerferien ramte de fleste, og en regnfuld sommer fik rejsebureauerne til at juble, da de allerede i starten af juli kunne melde udsolgt fra alle hylder.
En sjaskvåd sommer blev afløst af september med overraskende varme strand dage og temperaturer over 30 grader. Altså lige indtil voldsomme skybrud igen satte ind sidst på måneden.
Der kan være mange forklaringer på, hvorfor onlinehandlen i tredje kvartal 2024 faldt sammenlignet med samme periode i 2023. Specielt i september var nedgangen markant, da det solrige vejr ikke ligefrem motiverede til køb af nyt tøj til garderoben. Netop kategorien ”tøj og sko” er den største onlinekategori af alle og udgør 31% af alt online handel af fysiske produkter.
Danskernes favorit webshop i tredje kvartal
Det samlede lavere forbrug kan også skyldes øget handel via billigere shopping-apps, hvor gennemsnitskøbet er lavere.
De nye tal viser, at danskerne har en dobbelt så stor kurvestørrelse hos Zalando, som hos Temu. Generelt set er der mere end 300 kr. i forskel på den gennemsnitlige online ordrer, end hvad Temu får i kassen, hver gang en dansk forbruger swiper køb.
Temu er fortsat den anden mest valgte webshop i tredje kvartal, men er nu tættere end nogensinde på førstepladsen, da Zalando går tilbage i markedsandel i tredje kvartal både i forhold til samme kvartal sidste år med 0,8%, men også i forhold til andet kvartal 2024 - hvor Zalando havde en markedsandel på 6,8% og Temu 4,0%.
Det betyder, at Temu er tættere end nogensinde på den førsteplads, som Zalando har haft for sig selv gennem mange år.
Coop er tilbage i Top 10. Vi har ellers ikke haft Coop i Top 10 hele 2024. Den pludselige popularitet kan skyldes, at Coop har godt gang i ophørsudsalget og danskerne reagerer.
Læs også: Danskernes mest populære webshop i andet kvartal
Hvor vigtig er prisen? – modstridende signaler
At prisen er det vigtigste købsparameter, når vi danskere handler ind, overrasker de færreste. I tredje kvartal var det i 39% af tilfældene prisen, der var årsagen til, at danskerne valgte den webshop, de sidst handlede i.
Men – prisen faldt i betydning med fire procentpoint i 2024 ift. samme periode sidste år. I dette års kvartal er der to kinesiske shoppingsapps med i Top 10, de har samlet en markedsandel på 5,1%, hvilket er markant mere end sidste år, hvor Temu ikke var med, og Shein indtog en tredjeplads med en markedsandel på 1,9%.
Alligevel mener danskerne, at prisen er mindre vigtig for deres valg af webshop. Det giver modstridende signaler fra de danske forbrugere, der måske handler anderledes, end vi tænker, at vi gør.
Dansk Industri – kæmper for fair konkurrence
Shopping-apps fra tredjelande har længe holdt mange medarbejdere i Dansk Industri travle Branchedirektøren for DI Handel har været i Bruxelles af flere omgange for at skubbe på EU-Kommissionen, så den fortsætter med at lægge pres på Temu og Shein for at få stoppet de mange ulovlige produkter, som sælges på deres platforme.
Jacob Kjeldsen har netop foreslået den danske regering at samle en arbejdsgruppe med alle relevante håndhævende myndigheder i Danmark sammen med repræsentanter fra erhvervslivet som f.eks. Dansk Industri og repræsentanter for forbrugerne som f.eks. Forbrugerrådet Tænk, i kampen mod ulovlige produkter solgt på platforme som Temu og Shein.
DI mener - Ny arbejdsgruppe kan samle kræfterne
Arbejdsgruppen skal have tre opgaver:
- Vi skal styrke den danske håndhævelse af de nuværende regler - både de danske og de europæiske regler.
- Vi skal styrke koordineringen med de håndhævende myndigheder i Bruxelles og i de andre EU-lande, så håndhævelsen af de nuværende regler bliver endnu stærkere på tværs af hele EU.
- Vi skal vurdere både behov for og konsekvenser af ny EU-regulering og hvordan den håndhæves bedst, hvis den nuværende lovgivning ikke løser problemet.
Danskernes e-commerce tracker Q3 2024
Danskerne har handlet for mindre. I snit handlede vi online 3,6 gange i tredje kvartal. Det er på linje med samme kvartal sidste år. Juli var den bedste måned målt på forbrug. Det steg med 91 kr. sammenlignet med juli 2023. September faldt dog med 170 kr. og sendte samlet set hele kvartalet i minus ift. samme periode sidste år.