Ny DI-analyse viser vigtigheden af sociale medier
90% af danskerne bruger sociale medier og sociale medier er det, vi bruger mest tid på online. 40% af de danske onlineforbrugere følger kommercielle sider på sociale medier, herunder forretninger, mærker eller influencers. Det har givet nye muligheder og et nyt fænomen – social commerce. Dansk Industri lancerer nu den første analyse i Danmark, der tager temperaturen på social commerce og de danske forbrugeres brug af samme.
Statistik databasen Statista (2024) vurderer, at der i 2024 er mere end fem milliarder ud af verdens i alt otte milliarder borgere, der bruger sociale medier. Prognosen lyder på, at dette tal vil stige til over seks milliarder inden 2028 med en årlig vækstrate på mellem fem og seks procent.
I fremtiden handler vi direkte i feedet
Hvor mennesker færdes, er der forretningspotentiale, og med sociale medier er begreberne "social commerce" eller "social shopping" også opstået. Det er handel på sociale medier enten direkte i feedet eller hvor sociale medier er katalysatoren for salget. I 2023 estimerede Statista, at social commerce udgjorde en samlet markedsandel på knap 19% af alt online forbrugersalg.
I 2024 skønner de, at andelen vil nå 25%, med yderligere vækst i de efterfølgende år. Som et resultat heraf forventes det, at indtægterne fra social commerce vil skyde i vejret og overstige en billion amerikanske dollars i 2028, op fra over 570 milliarder i 2023. De asiatiske markeder er særligt begejstrede for social shopping, med cirka ni ud af ti online forbrugere i Thailand og Kina, der bruger social commerce.
Social commerce i Danmark
Men fænomenet er også kommet til Danmark – hvor 90 % af befolkningen er brugere af sociale medier. Samtidig lancerer TikTok, Meta og andre sociale medievirksomheder løbende nye funktioner, som gør købsoplevelsen nemmere, sjovere og som fastholder brugeren i feedet, således at det bliver til en integreret købsfunktion, mens tommelfingeren scroller løs. Det betyder, at du med få klik kan handle.
Hvad er social commerce?
Social commerce (handel på sociale medier) er en hurtigt voksende gren af e-handel, hvor sociale netværk og digitale medier fungerer som katalysator for købstransaktioner mellem virksomheder og kunder.
Det omfatter aktiviteter som produktopdagelse, anmeldelser, bedømmelser, deling, anbefalinger, transaktioner og loyalitetsprogrammer. Social commerce vokser i takt med, at flere brugere tilslutter sig sociale medier, og mængden af indhold stiger. Derudover lancerer flere sociale medieplatforme innovative funktioner, der forbedrer kundeoplevelsen og muliggør køb direkte i feedet.
For mange små virksomheder er sociale medier den første digitale kanal, de aktiverer, og for nogle endda den eneste kanal. Her håndterer de både salg, kundeservice og markedsføring. Med tiden kan de udvide med en webshop og potentielt en fysisk butik.
Under Corona-pandemien så vi, hvordan små butikker fra både små og store byer fik smag for live shopping og gik fra at være lokale butikker til at blive nationale aktører. Dette gav dem mulighed for at skalere deres forretning og skabe stærkere relationer til deres kunder.
Sociale medier bliver i stigende grad brugt til køb
Facebook er den mest benyttede kanal, og dagligt benytter 61% af danskerne Facebook, efterfulgt af Messenger (51 %) og Instagram (33 %).
40% af de danske onlineforbrugere følger kommercielle sider på sociale medier, herunder forretninger, mærker eller influencers. Generelt set er det mest brugt at følge forretninger (26 %), men blandt de unge er det mere populært at følge mærker (46 %) og influencers (48 %). Metas platforme, såsom Facebook og Instagram, er de mest anvendte af danskerne til at foretage køb fra. Det er også dem, sammen med TikTok, der har de mest veludviklede shoppingsfunktioner, fx Live shopping.
Fra magasiner til sociale medier
I gamle dage læste vi magasiner – i dag scroller vi sociale medier, og hver femte synes, at sociale medier er en god måde at blive inspireret på og ser vi noget, som vi vil have – så kan vi bare klikke - køb.
Sociale medier fjerner friktionen, og 45 % af onlinebrugerne, som handler via sociale medier, synes, at det er nemt at handle der. 34 % oplever, at der er gode tilbud, og det er tydeligt, at sociale medier trigger impulskøb, da 51 % af dem, der handler via sociale medier, foretog købet impulsivt. Til sammenligning gælder det 38 % af tilfældene af onlinekøb generelt. Til gengæld er returraten på køb via sociale medier dobbelt så høj (12 %), og gennemsnitsbeløbet er en anelse lavere.
Læs mere og få tre inspirerende virksomhedscases som har bygget en forretning på sociale medier.