28.01.25 Vi rådgiver dig Nyheder

Julehandlen 2024: Rekordmange danskere handlede online

December 2024 satte nye rekorder for onlinehandel blandt danskerne. Ifølge Dansk Industris seneste analyse ”Danskernes e-commerce tracker” handlede hele 87% af danskerne online i december, hvilket er en ny månedsrekord. I gennemsnitligt foretog hver onlineforbruger 5,1 køb, hvilket markerer første gang, at vi overstiger fem handler per måned i gennemsnit per onlineforbruger.

Juleindkøbene starter på Black Friday

Julehandlen begyndte allerede i november, hvor Black Friday fungerede som en vigtig kick off dag og brobygger til decembers julehandel. Danskerne udnytter de gode tilbud, som Black Friday byder på og i Danmark er det i høj grad en online handelsdag – det har DI Handels Black Friday analyse allerede afsløret. Det kan så også være forklaringen på, at vi i år, hvor Black Friday lå så tæt på december har en ny online shoppingsrekord på månden.

Gaverne blev købt på mobilen

Og vi handlede fra de små skærme i stor stil og mere end nogensinde, for en af de mest markante tendenser i årets julehandel var den stigende brug af mobiltelefoner til onlinekøb.

Vi bør kalde det Mobilshop i stedet for Webshop. Mobilen har længe været danskernes foretrukne handelsenhed, men i fjerde kvartal blev næsten halvdelen (44%) af alle handler foretaget på mobilen. Tablet forbliver status quo (12%) og desktop (33%) går tilbage med fem procentpoint, som mobilen tilsvarende vinder frem med. 59% af de unges køb blev foretaget fra mobilen og det samme gælder for 62% af forældre med hjemmeboende børns køb. Det er i høj grad på de små skærme, at du skal møde de to målgrupper, sæt alle kræfter ind på at skabe den gode mobile oplevelse.

De 10 mest populære webshops i fjerde kvartal

Zalando er altid populær og noget tyder på at der også i år er en del danskere, der enten har opgraderet deres egen garderobe eller har købt sko og tøj i julegave. Zalando vinder lidt markedsandel tilbage i forhold til sidste kvartal (Q3) og holder dermed fast i sin position som Danskernes foretrukne webshop. 

Der er nu nok også en del, der har fået julegaver købt på shoppingapp´en Temu. Temu holder fast andenpladsen over de mest brugte webshop, men oplever en tilbagegang på 0,8 procentpoint i markedsandel. Matas forbliver på tredjepladsen, Proshop og Magasin Du Nord ser ud til at være kommet godt igennem julehandlen, da de begge går frem i markedsandel. 

Imerco mistede sin top 10-placering, da de i år ikke havde et viralt hit som airfryeren sidste år. Sådan en klikbasker har vi ikke set i årets julehandel og det kostede Imerco en topplacering.

Hvad købte vi?

Som altid køber vi mest af fysiske produkter og det gjorde vi også i fjerde kvartal, som jo markerer årets vigtigste kvartal for virksomheder med forbrugersalg.

Tøj, sko og tilbehør (34%) er den største kategori indenfor fysiske produkter, men kategorien oplever status quo i fjerde kvartal, så der er ikke handlet mere tøj end sidste år. Til gengæld går Apoteket, helse og skønhed lidt frem og udgør nu en kategoriandel på 11%. Matas har også meldt ud at de har haft god julehandel - især på deres onlinesalg, og vi kan se det i hitlisten her.

Prisjægere

I år var den gode pris en vigtigere faktor end sidste år for mange danskere i forhold til hvor de valgte at gøre deres indkøb i fjerde kvartal. Analysen viser, at i 44% af tilfældene var prisen afgørende, det er en stigning på tre procentpoint i forhold til fjerde kvartal 2023.

Desuden betalte 50% af forbrugerne ikke for leveringen, hvilket dog er et fald på tre procentpoint sammenlignet med tredje kvartal og et procentpoint i forhold til samme kvartal i 2023.

Download hele analysen: Danskernes e-commerce tracker Q4 2024 - DI

Julen er digital

Julehandlen 2024 har cementeret danskernes præference for onlinehandel, med særligt fokus på mobilshopping og prisbevidsthed. Med en ny rekord i december viser det, at flere og flere danskere vælger at handle deres julegaver online, hvilket understreger at evnen til at kunne sælge online er vigtigere end nogensinde for de danske virksomheder.

Flere indsigter

For flere indsigter og fremtidige analyser, besøg E-commerce - DI og bliv opdateret på LinkedIn @di e-commerce. Tilmeld dig også eCom Nyt for at holde dig ajour med de nyeste tendenser inden for onlinehandel.

Relateret indhold