Foto: Lars Mikkelsen

24.03.25 Vi rådgiver dig Nyheder

Mads Bøgh Larsen: Generaliseret specialist i de rette rammer hos Imerco

Som Head of E-commerce, Digital Marketing og E-mail hos Imerco har Mads Bøgh Larsen en alsidig rolle i hos en af Danmarks største retailere. En virksomhed, hvor omni-channel og digital udvikling spiller en afgørende rolle.

Med en karriere, der strækker sig over mere end et årti inden for e-commerce og digital strategi, bringer Mads Bøgh Larsen en bred vifte af kompetencer i spil i sit arbejde hos Imerco. E-commerce er en central del af virksomhedens forretning, og hos Imerco skelner man mellem fysisk og digitalt drevet salg, hvor sidstnævnte står for en tredjedel af omsætningen

"E-commerce og omni-commerce i det hele taget fylder meget. Det er jo en vækstdriver og vil også være det på sigt," siger Mads Bøgh Larsen.

Virksomheden har en strategi om at øge den digitalt drevet omsætning, men oplever samtidigt en pæn vækst i de fysiske butikker.

"Vi vækster heldigvis i alle kanaler, og vi ønsker at møde kunderne i de kanaler, de helst vil handle i, så selvfølgelig er der et stort potentiale i det digitale," siger han.

Bred erfaring inden for digital strategi

Mads Bøgh Larsen har arbejdet med digital marketing, e-mail marketing og MarTech og har gennem sin karriere beskæftiget sig med mange forskellige aspekter af e-commerce.

"Som generaliseret specialist med en bred faglighed er en af mine styrker i arbejdet med mit team af specialister at sætte dem rigtig i spil og udnytte deres kompetencer bedst muligt, samt at sikre at de har rammerne for at lykkes," forklarer han.

Hans erfaring dækker arbejde med store brands som TDC, IKEA, Carl Ras, Folkeferie, Telmore og YouSee, og han har arbejdet både med strategisk digital markedsføring og med mere operationelle e-commerce-tiltag.

"Den erfaring, jeg har inden for digital marketing, e-mail, Martech og web, giver mig en klar fordel i arbejdet med vores e-commerce- og omnichannel-setup."

Klar strategi:  Det vigtigste er den samlede forretning

Mads Bøgh Larsens primære opgave er at skabe trafik og salg i forretningen, uanset om det er i e-commerce eller fysisk butik. Det vigtigste er jo at drive salg i den samlede forretning, som han udtrykker det.

”Salg er hovedformålet, og det vi kigger på hver eneste dag. Det sjove ved at arbejde med retail er jo, at du er ikke bedre end dagen i går. Så vi er meget agile og hurtigt videre til det næste og ofte også meget taktiske.”

Med sin indflydelse på den digitale salgsindsats har Mads Bøgh Larsen i høj grad fokus på at skabe sammenhæng mellem de digitale og fysiske salgskanaler for at sikre en optimal kundeoplevelse og øge omsætningen begge steder. Og for at optimere kundeoplevelsen arbejder Imerco strategisk med data og personalisering.

"Vi bruger data til at forstå vores kunder bedre og skræddersy vores tilbud. Det handler om at vise de rigtige produkter til de rigtige kunder på det rigtige tidspunkt," forklarer Mads Bøgh Larsen.

Personalisering er især vigtig i e-mail marketing, hvor de anvender AI og machine learning til at forudsige kundebehov og præsentere relevante produkter.

"Det er en løbende proces, hvor vi hele tiden optimerer vores tiltag på tværs af kanaler.”

Investering i teknologi og mennesker

Imerco opererer i en branche med hård konkurrence, både fra fysiske butikker og online pure players.

"Vi differentierer os ved at have en stærk omni-channel-oplevelse og ved at kombinere det bedste fra den fysiske og digitale verden," mener Mads Bøgh Larsen.

For at fastholde sin position på markedet investerer Imerco løbende i teknologi og innovation.

"Det er vigtigt at være på forkant med udviklingen, så vi konstant kan forbedre vores platforme og services til kunderne.”

Som leder lægger Mads Bøgh Larsen vægt på at skabe en stærk teamkultur.

"Mit mål er at skabe en arbejdsplads, hvor mine medarbejdere føler sig motiverede og har de rette værktøjer til at præstere deres bedste. Jeg tror meget på empowerment og tillid – hvis man har et stærkt team, skal man lade dem løbe med bolden," afslutter han.

Hvad er der lagt vægt på i bedømmelsen?

Mød jurygruppen og læs mere om hvem denne kategori er for, og hvad der er lagt vægt på i bedømmelsen af de indstillede kandidater i kategorien eCommerce frontrunner her.

Relateret indhold