Panelet konkluderer: e-commerce kræver retning, fællesskab og mandat
Hvordan arbejder danske virksomheder med e-commerce og hvad skal der til for at lykkes digitalt? Det satte Dansk Industri og PostNord fokus på den 25. april med en live-lancering af en ny analyse om e-commerce i danske organisationer. Et ekspertpanel gav liv, stemmer, erfaring og kontekst til et par af analysens grafer.
Hvordan organiserer virksomheder sig med e-commerce og onlinesalg? hvilke profiler har de brug for at kunne tiltrække? og hvilke barrierer der står i vejen? Analysen har indsamlet data fra tre segmenter 1: virksomhederne, 2: medarbejdere i e-commerce og 3: de studerende.
Panelet
Panelet bestod af Claudio Christensen, CEO, Ahlsell Group Danmark, Christina Mie Christensen, strategisk rådgiver og tidligere digital direktør i bl.a. Sephora og eBay og headhunter Bodil Haumann hos bureauet Induce. Samtalen var modereret af Josefine Kofoed, til daglig vært på Tv2 News og Mie Bilberg, DI´s ekspert i e-commerce.
Panelet gav konkrete råd til, hvordan man som virksomhed kan styrke sin digitale tiltrækningskraft og sætte organisationen op til succes.
E-commerce skal eje sin egen forretning
En central indsigt fra analysen er, at e-commerce-funktionen i danske virksomheder er organiseret vidt forskelligt og ofte uden en klar forankring.

Det kan skabe usikkerhed hos både ledere og medarbejdere, især når forventningerne til rollerne er uklare. Claudio Christensen delte, hvordan Ahlsell har valgt at integrere e-commerce i salgsorganisationen, men understregede vigtigheden af at finde en løsning, der passer til egen kontekst. Hos Ahsell udgør e-commerce 50% af omsætningen og er en kerne i den digitale transformation, som Ahsell har været igennem.
Christina Mie Christensen pointerede, at e-commerce bør have selvstændigt P&L-ansvar og være integreret bredt i organisationen og så skal man være opmærksom på jobbet handler først og fremmest om data og forretning.
Christinas pointe, stemmer godt overens med hvad de fleste medarbejdere peger på som er blandt de vigtigste kompetencer for jobbet med e-commerce.

Kandidaterne har klare forventninger
Ifølge analysen oplever 24 % af virksomhederne udfordringer med at finde e-commerce-kompetencer og tilsvarende har ledige stillinger indenfor faget. Bodil Haumann understregede, at kandidater i stigende grad forventer tydelige roller og indflydelse og de ønsker ikke at overtage forældede marketingafdelinger uden digitalt mindset. For at tiltrække de rette profiler er det nødvendigt at vise "katedralen", som Claudio udtrykte det – altså at gøre virksomhedens vision og værdier konkrete og meningsfulde.
Læs også: Kampen om digitale talenter intensiveres – Danmark bøvler med kulturen - DI
Teknologi og kultur trumfer løn
Over 70 % af de adspurgte fremhæver teknologi som det mest motiverende aspekt ved deres arbejde i e-commerce. Det stemmer overens med paneldeltagernes erfaring. Kandidaterne ønsker at arbejde med både ny og velafprøvet teknologi. Løn er i stigende grad en hygiejnefaktor – særligt i større virksomheder, hvor kultur og fællesskab rangerer på niveau med aflønning. Christina fremhævede, at miljøet omkring den digitale dagsorden er afgørende for engagement og resultater.

Er det i kulturen at udfordringerne kan opstå fx hvis man står alene på dansegulvet? spurgte moderator Josefine Kofoed.
”Hvis organisationen møder digitale medarbejdere med analoge processer og ikke får sat op til den forandring, som digitaliseringen er, så giver det problemer og svingdøre. Der er tale om et paradigmeskifte for mange virksomheder, det skal man være opmærksom på” lyder rådet fra DI´s ekspert Mie Bilberg.
Se også: Modenhedstrappen til dig, der skaber udvikling med e-commerce
Investeringerne halter
På trods af øget fokus på digitalisering er investeringslysten faldet, når det gælder investering i medarbejdere. Kun 50 % af virksomhederne planlægger at investere i nyansættelser og efteruddannelse på e-commerce-området. Det er et markant fald fra 2023. Det bekymrer paneldeltagerne. Hvis vi ikke investerer, risikerer vi at tabe kampen om både markedet og medarbejderne, lød det fra Claudio.
Kompetencer frem for branchekendskab
Afslutningsvis lød et klart råd fra panelet, kig efter kompetencer mere end brancheerfaring, når der rekrutteres til e-commerce-roller. Det digitale felt er i konstant udvikling, og dem der lykkes, formår at kombinere forretning, teknologi i én samlet strategi og skaber en kultur, der også favner det digitale mindset.
Hold dig opdateret
Vil du være en del af eCom-fællesskabet? Tilmeld dig eCom Nyt og få nyheder, events og analyser fra Dansk Industri om e-commerce – direkte i din indbakke.
Hver måned har vi en præmie fra et medlem af Dansk Industri på højkant. Alle nyhedsbrevmodtagere deltager naturligvis i lodtrækningen.