Foto: Thomas Arnbo

05.08.25 Vi rådgiver dig Nyheder

Emotionel e-commerce er det næste vækstspor

Følgeskab er den nye valuta, og derfor skal e-commerce virksomheder engagere kunderne følelsesmæssigt for at vinde fremtiden, skriver Mie Bilberg fra DI.

KLUMME | Europa står i en digital skygge. For mens e-commerce-innovation buldrer frem i USA og Kina, sakker vi bagud – og det har en pris. Ikke kun økonomisk, men også strategisk. For hver dag vi halter efter, bliver europæiske virksomheder mere afhængige af globale platforme, hvis værdier vi ikke deler i Europa.

Det svækker vores konkurrenceevne, underminerer værdiskabelse og presser europæiske arbejdspladser. Derfor har vi brug for en samlet indsats – hvor politikere, erhvervsliv og investorer tør prioritere digital innovation. Og vi har brug for modet til at lære af dem, der allerede sætter nye standarder.

Et aktuelt eksempel er Zalando, der er i gang med at opbygge en emotionel infrastruktur omkring deres e-commerce-oplevelse.

Bagtæppet er bl.a. Zalandos egne studier, der viser, at 72 pct. af Gen Z ønsker, at online shopping bliver mere modig og inspirerende. Derfor investerer Zalando nu massivt i emotionelle, visuelle oplevelser, der engagerer og begejstrer.

Læs også: Zalando åbner for nye muligheder for danske virksomheder - DI

Fra packshots til “elevated content”

Jeg husker, da jeg selv som Head of Online Sales i Carlsberg blev begejstret over opdaterede produktbilleder, fra en kasse øl alene, til en kasse med en flot skænket øl foran, badet i det rette lys med en hvid baggrund. Det konverterede bedre, og vi syntes, det var stort, men i dag er det ikke længere tilstrækkeligt.

Vi er trådt ind i elevated content-æraen og Zalando har allerede øget konverteringen med 10 % ved at løfte kvaliteten og kreativiteten, siger de. Her taler vi ikke længere om produktbilleder, men om indhold skabt med design, intention og teknologi.

Både Matas og Zalando eksperimenterer fx med augmented reality (AR), så kunderne kan prøve sko eller læbestift virtuelt.

Og så er der Boards – Zalandos communitydrevne univers, hvor det nye er at almindelige brugere kan sammensætte digitale moodboards med tøj og accessories. Andre kan like, følge og lade sig inspirere. Det minder om sociale medier bare integreret direkte i shoppingoplevelsen. Det skaber relationer, og det skaber followship. Og det er præcis her, at fremtidens konkurrence rykker hen.

Læs også: Women In eCommerce netværksmøde hos Zalando - DI

Følgeskab er den nye valuta

Tidens ånd er, at vi følger hellere mennesker og personligheder end brands og virksomheder. Det gælder på sociale medier, i ledelse – hvor personen vinder over rollen og nu også i e-commerce. Succes er ikke bare trafik, men følgeskab, som vi opnår ved at gøre os fortjent til det gennem engagement og værdi.

Måske tænker du; “Jeg har bare 1.000 ordrer om måneden, så hvorfor skal jeg nu også bygge sociale medier ind i min webshop?”

Husk da blot, at du heller ikke ser Formel 1-biler på villaveje i Valby, men at teknologierne fra motorsporten alligevel allerede sidder i din bil. Når Mercedes og Ferrari investerer milliarder i F1, er det ikke kun for sportens skyld. Det er, fordi testmiljøerne driver innovation, som senere skaleres. Keramiske bremser, avanceret dataanalyse og intelligent køredynamik er i dag hverdag i elbiler og personbiler.

På samme måde vil Zalandos og andres investeringer i emotionel teknologi, AR og AI også komme andre til gavn. De vil sætte nye standarder, som skubber markedet frem for os i Europa og giver alle mulighed for at løfte kundeoplevelsen, hvis vi lærer med.

Læs også: Kunderne vil ses som mennesker i 2025 - DI

Fra convenience til oplevelse

E-commerce vandt første runde ved at være bekvemt, fordi vi sparer tid og besvær. Den næste runde skal vindes på oplevelsen.

Derfor tror jeg på, at det bliver de virksomheder, der lykkes med at bygge bro mellem inspiration, personlighed og teknologi, og som samtidigt kan engagere kunderne følelsesmæssigt, der vinder fremtiden.

Spørgsmålet er ikke, om denne udvikling rammer os andre. Spørgsmålet er, hvordan vil du være klar, når den gør.

Denne artikel er først udgivet som klumme på DetailWatch.

Zalando's AI assistent

I videoen nedenfor kan du høre Tian Su, VP Personalisaton & Recommendation hos Zalando, fortælle om Zalando's AI assistent og hvordan de omformer e-commerce med deres AI-drevne personalisering. Tian Su var inviteret som keynote taler ved 'The Summit 2025' - en konference for nysgerrige sjæle, der brænder for at udforske fremtiden for nye teknologier fra alle vinkler.

Keynote: Reshaping e-commerce with Zalando’s AI-driven personalization

V/ Tian Su, VP Personalisation & Recommendation, Zalando

Bliv klogere på e-commerce

Hold dig opdateret

Vil du være en del af eCom-fællesskabet? Tilmeld dig eCom Nyt og få nyheder, events og analyser fra Dansk Industri om e-commerce – direkte i din indbakke.

Hver måned har vi en præmie fra et medlem af Dansk Industri på højkant. Alle nyhedsbrevmodtagere deltager naturligvis i lodtrækningen🍀

Tilmeld dig eCom Nyt

Alberthe Sander
Skrevet af:

Alberthe Sander

Relateret indhold