19.08.25 Vi rådgiver dig Nyheder

eBay i stærkt comeback – satser på AI, gensalg og grøn vækst

Det er sæson for techgiganternes regnskaber, derfor har vi lavet en lille artikelserie, hvor vi kigger på – hvad tre af de store regnskaber indenfor e-commerce gemmer på af trends og aktiviteter. Dette er anden artikel ud af tre.

Af Mie Bilberg, DI's ekspert i e-commerce.

eBays netop offentliggjorte Q2-regnskab viser, at fortidens e-handelsgiganter stadig spiller en rolle i fremtidens e-commerce.

Gensalg (recommerce) er en af de hurtigst voksende vertikaler inden for e-commerce, og det afsæt bruger eBay til at genopfinde sig selv med fokus på AI-drevet personalisering, bæredygtighed og fællesskaber for folk med passion for samleobjekter.

Amazon og eBay var engang rivaler i kampen om, hvem der skulle være verdens største online markedsplads. I dag befinder Amazon sig i en helt anden vægtklasse, målt på omsætning, volumen og teknologisk rækkevidde, men eBay har fundet sin egen vej tilbage i vækstsporet.

Hvad kan danske virksomheder lære af eBays Q2-regnskab?

Lad os kigge lidt på tallene.

  • Omsætningen steg i andet kvartal til $2,73 mia. som er en stigning på 6%.

  • Den samlede GMV (bruttohandel) voksede til $19,5 mia. 

I denne artikelserie er det ikke tallene, men indsatserne bag, som vi er optaget af. Her kommer fem strategiske prioriteringer, som Q2-regnskabet viser, at eBay satser på.

1: Et marked for det cirkulære forbrug 

eBay er født som en gensalgsplatform, men i en tid hvor drivkraften for forbrugerne var økonomi og samleobjekter snarere end miljøhensyn og mode. I 2025 er gensalg en hastig voksende vertikal inden for e-commerce, og det har givet fornyet energi til eBay, men har også skærpet konkurrencen.

Virksomheden er kendt for salg af ting og sager herunder også samlerobjekter, men udvider nu til også at satse på salg af brugt tøj i USA og verificeret salg af luksusmode i Storbritannien. Det bringer dem i direkte konkurrence med nichemarkedspladser som Vinted (Litauen) og Vestiaire Collective (Frankrig).

Samtidig styrker eBay sit brand gennem kuraterede kollektioner, kendissamarbejder og ved at dyrke fællesskabet med live shopping-events som eBay Live. Dermed positionerer de sig som den foretrukne platform for både passionerede samlere og bevidste forbrugere i et marked, hvor gensalg og cirkulær økonomi bliver stadig mere kommercielt og kulturelt mainstream. 

  • Trend & Læring: Gensalg er en reel forretningsmulighed, men det kræver mere end et sortiment. Det kræver en stærk teknisk platform, verificeringsmodeller, partnerskaber, effektive leverings- og betalingssystemer samt evnen til at opbygge og engagere fællesskaber bliver et konkurrenceparametre i det cirkulære e-handelsøkosystem.

2: AI bliver eBays nye shoppingmotor

eBays AI-drevne shoppingagent blev lanceret i maj 2025 og fungerer som en personlig assistent, der forbedrer købsoplevelsen ved at forstå brugerens præferencer gennem interaktion og søgehistorik. Den tilbyder blandt andet anbefalinger baseret på stil, prisniveau, mærker og tidligere køb. Den stiller opfølgende spørgsmål, så brugeren kan præcisere, hvad de leder efter.

Derudover har eBay i andet kvartal lanceret et generativt AI-værktøj, som konverterer billeder til videoer, så sælgere nemt kan dele opslag på platforme som TikTok og YouTube. 

  • Trend & Læring: eBays investering i AI-værktøjer, der gør produktbilleder til delbare videoer, vidner om, at også eBay tror på, at fremtidens kommunikation bliver mere videobåren. Danske virksomheder bør følge trop og tænke i mere videoindhold, hvis de vil engagere kunderne.

    Den AI-drevet shoppingagent er et eksempel på den nye standard for webshops. De skal udstyres med chatbot-teknologi, der bruger kunstig intelligens til at levere hyperpersonlig markedsføring og kundeservice. Det gør botten i stand til at forstå brugerens intentioner og kontekst og stille kvalificerende spørgsmål, der guider kunden effektivt gennem købsrejsen.

3: Live shopping og nichefællesskaber  

eBay Live er et digitalt liveshopping-event, der er lanceret i både UK og USA. Denne sommer har eBay taget konceptet et skridt videre med eBay Live Tour, som er et fysisk event, hvor platformen møder samlerfællesskaberne dér, hvor de er.

  • Trend & læring: Det digitale bliver til varme kontaktpunkter – hvor det også handler om at skabe oplevelser, relationer og fans. Virksomheder med et engageret community, har højere værdi fordi fællesskaber kan ikke kopieres. Og fællesskaber skaber loyalitet og tillid i en tid, hvor ensomhed vokser, og tilliden til det meste er faldende. Derfor vinder det relations skabende salg frem også i digitale kredse.

4: Reklameindtægter og retail media bliver kernedrift 

eBay genererede $482 mio. i reklameindtægter i Q2 – svarende til 2,5% af GMV. Førstepartsannoncer steg med 19% og udgør nu 94% af annonceomsætningen. 

  • Trend & Læring: Du behøver ikke producere nyheder for at sælge annonceplads, men det kræver en platform med relevant trafik og adgang til attraktive brugergrupper. Brands betaler gerne for synlighed dér, hvor deres målgrupper allerede befinder sig. Derfor bør danske webshops og websites overveje, hvordan de kan udnytte deres platforme til betalt synlighed, affiliate-samarbejder eller partnerskaber med brands, der vil tættere på forbrugeren.

5: Fra platform til politisk allieret 

eBay er medstifter af den politiske koalition Recommerce Caucus, der blev lanceret i juni med det formål at fremme lovgivning og initiativer, der prioriterer køb og salg af brugte og renoverede varer. Caucus’en er grundlagt af de amerikanske amerikanske kongresmedlemmer Nicole Malliotakis og Sydney Kamlager-Dove og bakkes op af digitale platforme som eBay, Depop, Etsy, Mercari, OfferUp, Pinterest og Poshmark.

Caucus’ens fokus er at styrke små sælgere, udvide den digitale adgang og fremme bæredygtighed. Den vil støtte tiltag, der forlænger produkters livscyklus, reducerer affald og fremmer ansvarlig handel, skriver de på deres hjemmeside.

Vi tolker det, som et klart signal om, at recommerce nu er både politisk og kommercielt højaktuelt.

Det amerikanske marked for secondhand-tøj voksede fem gange hurtigere end det generelle tøjmarked sidste år og forventes at nå en værdi på $74 milliarder ifølge ThredUp’s 2025 Resale Report. Recommerce Caucus estimerer, at det globale recommerce-marked vil nå $1,04 billioner i 2035, og flere prognoser forudser endnu højere beløber.

  • Trend & Læring: Genbrug er ikke blot et grønt initiativ, det er et voksende og kommercielt bæredygtigt marked. For de fleste brancher rummer dette potentiale for nye indtægtsstrømme, stærkere kundeloyalitet og en bæredygtig positionering, både i forhold til forbrugernes forventninger og den politiske udvikling. Recommerce kan gøres til en god forretning og kan være en vej for danske virksomheder til en cirkulære økonomi.

Opsamlingen eBay er ikke død, men forandret

Mange ser stadig eBay som et "brugtmarked for gamle gadgets", men regnskabet viser en platform i transformation, fra klassisk markedsplads til en AI-drevet recommerce-økonomi med fællesskaber, personalisering, partnerskaber og politiske alliancer.

Du behøver ikke være eBay for at lykkes med gensalg, men du kan lære af deres evne til at kombinere teknologi, fællesskab og bæredygtighed for at differentiere sig i et konkurrencepræget marked. Hvad angår politiske alliancer, fungerer det anderledes i Danmark, her er den stærkeste alliance, som du kan melde dig ind i - Dansk Industri. Vi arbejder for en både bæredygtig og konkurrencedygtig fremtid for dansk erhvervsliv. Endnu ikke medlem? - læs mere her.

Andre artikler i denne serie

Først kiggede vi på den Nordamerikanske konge – Amazon: Giganternes regnskaber -  fem strategiske signaler - DI

Bliv en del af fællesskabet

Vil du være en del af eCom-fællesskabet? Tilmeld dig eCom Nyt og få nyheder, events og analyser fra Dansk Industri om e-commerce – direkte i din indbakke.

Hver måned har vi en præmie fra et medlem af Dansk Industri på højkant. Alle nyhedsbrevmodtagere deltager naturligvis i lodtrækningen.

Tilmeld dig eCom Nyt

Få hjælp til AI & eCommerce

🔴 Se eller gense webinaret med Martin Meller om AI-baseret shopping. Martin har arbejdet 7 år for Amazon i Tyskland og er specialiseret i brug af kunstig intelligens i drift og  AI-gentic. Se on-demand her.

🔴 Kom godt i gang med Onlinesalg – lær mere her.

🔴 Få guidelines og inspiration til brug af AI – find det her.

🔴 Bliv klogere på social commerce her.

🔴 Vi udgiver i august to nye analyser Danskernes e-commerce tracker for andet kvartal og Danskernes brug af online markedspladser. Tilmeld dig eCom Nyt og få dem direkte i mailboksen.

Relateret indhold