17.06.26 Vi rådgiver dig Nyheder

Nyt advisory board skal accelerere Women in eCommerce og styrke dansk konkurrenceevne

Danmark mangler digitale kompetencer, og vi rekrutterer stadig kun ledere fra den halve talentpulje. Det er en udfordring for danske virksomheder i en verden, hvor handel i stigende grad er digital, datadrevet og AI-understøttet.

Det skal netværket Women in eCommerce være med til at ændre. Netværket blev etableret i 2024 af Dansk Industri og består af godt 70 kvinder fra hele industriens værdikæde. Det inkluderer både specialister og ledere fra  produktion-, logistik-, handelsvirksomheder og iværksættere.

Nu styrkes netværket med et advisory board bestående af stærke lederprofiler fra det danske erhvervsliv. Målet er at få flere kvinder ind i e-commerce og ad den vej få flere kvinder ind i ledelse. Vejen til det skal skabes gennem fokus, synlighed, relationer og kompetenceudvikling. 

E-commerce er en løftestang for fremtidens ledelse

E-commerce er et af de fagområder, hvor fremtidens ledelseskompetencer formes. Her mødes teknologi, kunder, data og forretning. Her opbygges erfaring med vækst, transformation og kundedrevet innovation.

Samtidig mangler hver fjerde danske virksomhed e-commerce-kompetencer, viser en DI-analyse, mens digital handel for både B2B og B2C fortsætter med at vokse og accelereres yderligere af kunstig intelligens. 

Stærke profiler skal styrke indsatsen

Advisory boardet skal fungere som strategisk sparringsforum, sikre udvikling og består af: 

  • Bianca Bruhn, Country Director, fra Google,
  • Julia Lahme, Trendforsker & CEO, hos Lahme ApS,
  • Anette Nørgaard, Relationschef hos Dinero Visma,
  • Maria Manel Bøge, CEO & Iværksætter, hos Manelleh,
  • Astrid Lund Jensen, Senior Projektleder, hos Bestseller, 
  • Mie Krog, Bestyrelsesmedlem,
  • Mie Bilberg, fra Dansk Industri.

AI øger behovet for den fulde talentmasse

Den teknologiske udvikling gør behovet for at bringe flere talenter i spil endnu mere presserende. Samtidig er der en reel risiko for, at kunstig intelligens forstærker eksisterende ubalancer, hvis vi ikke handler nu.

Et spørgsmål om konkurrenceevne  

Women in eCommerce har allerede skabt resultater ved at sikre flere synlige rollemodeller i faget og flere kvindelige talenter i pipeline. I 2025 meddelte erhvervsakademierne at 60% af de optagne elever på e-commerce-uddannelsen var kvinder. I 2025 blev nomineringerne til eCom Talent Award løftet fra 5% til 42% og de sidste to år har flere kvinder fra netværket været eksperter på scenen i paneler og oplægsholdere i industrievents om e-commerce.

Med det nye advisory board er ambitionen at accelerere udviklingen, der skal mindske talentmangel inden for digitalisering, sikre flere kvinder i ledelse og i sidste ende sikre dansk konkurrenceevne.  

Women in eCommerce er en del af  Dansk Industris bredere indsats for at åbne talentpuljen i områder, hvor kvinder er underrepræsenterede. Dette er for at sikre et samfund i vækst og balance. 

Få hjælp af DI

Få hjælp til at sætte ord bag handling vedr. Diversitet og inklusion her.

Bliv medlem af og lær mere om Women in eCommerce her

Få hjælp til e-commerce her

Tilmeld dig eCom Nyt og bliv inviteret og informeret

Relateret indhold