Foto: Thomas Arnbo. På billedet Tim Stephens fra Reddit. E-eksportdagen 2026

15.06.26 Vi rådgiver dig Nyheder

Reddit: Mere end bare et sladderforum

Hver uge lander 1,6 millioner danskere på Reddit for at finde svar, anbefalinger eller for at stille spørgsmål og diskutere. For virksomheder giver det en sjælden mulighed for at møde brugerne i øjenhøjde og blive en del af købsrejsen, der i stigende grad foregår online og med anbefalinger og synlighed i AI sprogmodellerne.

Mere end memes og sladder

Reddit er i dag verdens sjette mest besøgte domæne og oplever markant vækst, både i trafik og i antallet af brugere.

I Danmark forbinder mange Reddit med sladder, og det er ikke helt forkert. Faktisk er Danmark det land i verden, hvor sladder fylder mest på Reddit. Men sådan ser billedet ikke ud internationalt. Det fortalte Tim Stephens, Head of MidMarket Nordics hos Reddit, da han gæstede København for første gang for at dele, hvordan Dansk Industris medlemmer kan bruge platformen strategisk.

Ifølge Mie Bilberg, der er DI's ekspert i digitale medier, er det afgørende, at danske virksomheder følger med netop nu. Der foregår i øjeblikket en intens kamp om synlighed i sprogmodeller og AItjenester, og Reddit er en af de mest anvendte datakilder. 

“Reddit handler i stigende grad om adgang, anbefalinger og synlighed. Derfor er vi nødt til at forstå, hvordan vi spiller vores brands og produkter rigtigt ind i Reddits økosystem,” siger hun.

Reddit spiller allerede en central rolle i både købsbeslutninger og brugeradfærd. Det er et sted, hvor både forbrugere og professionelle indkøbere søger ærlige svar, før de træffer beslutninger. For uanset hvor digitale vi bliver, søger mennesker stadig svar fra andre mennesker, understregede Tim Stephens.

Læs også: AI-agenter og Agentic Commerce: De nye ABC’er i e‑commerce - DI

Fællesskabet er motoren

Reddit beskriver sig selv som et “community of communities”. Platformen består af tusindvis af interessefællesskaber, sub-reddits, der spænder fra musik og film til teknologi, gaming og forbrug.

Indholdet skabes, modereres og vurderes af brugerne selv. Det giver autenticitet, hvor kvalitet belønnes, og irrelevant indhold hurtigt sorteres fra.

I Danmark har Reddit 1,6 millioner ugentlige brugere. Det er langt flere, end hvad mange virksomheder er klar over. De mest populære emner er musik, film, gadgets, gaming og teknologi. 

En brugerbase, du ikke finder andre steder

En af Reddits største styrker er platformens udifferentierede brugergruppe. Over halvdelen af brugerne er ikke aktive på traditionelle sociale medier som TikTok, Snapchat eller Pinterest iflg Stephens. 

Det betyder, at brands kan nå målgrupper, som ellers er svære at ramme. Flere danske virksomheder har allerede set værdien af at være til stede i de relevante fællesskaber.

Fra algoritmer til ægte menneskelig indsigt

Forbrugeradfærden har ændret sig, og mange brugere er blevet mere skeptiske over for algoritmestyret indhold, influenceranbefalinger og generiske AIsvar.

I stedet søger de nuancer, personlige erfaringer og ærlige vurderinger fra rigtige mennesker. Netop derfor har Reddit udviklet sig til det, platformen selv kalder internettets “research engine”.

Ifølge Reddits egne data indeholder 40% af alle posts samtaler om produkter og brands.  Her diskuteres alt fra de bedste cykler i København til valg af B2Bsoftware i Storbritannien – ofte med detaljerede og personlige svar.

Sådan arbejder brands med Reddit

For virksomheder åbner Reddit for nye og mere dialogbaserede måder at være til stede på.

🟣 Danske Bank bruger platformen til at besvare konkrete spørgsmål fra potentielle kunder og placerer annoncer direkte i relevante diskussioner.

🟣 Novo Nordisk er aktiv i sundhedsrelaterede fællesskaber, blandt andet omkring sygdomsforebyggelse.

🟣 Skoda har brugt Reddit til at co-create et nyt produkt med et bilentusiastisk fællesskab.

Reddit har samtidig lanceret nye funktioner som Reddit Answers. Det er en AIbaseret søgefunktion, der gør det nemmere at finde, hvad brugerne reelt taler om. 

Derudover har platformen indgået samarbejde med Shopify og introduceret businessprofiler, så brands kan være synlige på en måde, der respekterer Reddits særlige kultur.

Vejen frem: Dialog frem for støj

Reddit er i vækst i Danmark og resten af Norden. Platformen investerer massivt i teknologi, der skal styrke samspillet mellem brugere og virksomheder uden at gå på kompromis med autenticiteten.

For brands betyder det en mulighed for at:

🟣 Være til stede dér, hvor brugerne er mest beslutningsparate

🟣 Bidrage med viden og rådgivning frem for klassisk pushmarkedsføring

🟣 Undgå de klassiske faldgruber ved algoritmestyret reach

Reddit er et forum for ærlige samtaler. Og for de virksomheder, der tør deltage, kan platformen blive et afgørende led i branding, købsrejser og synlighed i AI.

I Dansk Industri forudser vi, at vi kommer til at tale meget mere om Reddit, så skriv dig op til eCom Nyt og vi holder dig opdateret, når der er et nyt event at invitere til.

Har du spørgsmål eller andet om Reddit – så ræk ud til Mie Bilberg på MLBI@di.dk

Læs også: Kinesisk e-handel sætter tempoet – og viser fremtidens digitale trends - DI

Om Reddit

Reddit blev etableret i 2005 og er i dag en af verdens største sociale platforme. Brugerne samles i tusindvis af interessefællesskaber – sub-reddits – om alt fra teknologi og nyheder til forbrug, sundhed og fritid. Indholdet skabes, vurderes og modereres af brugerne selv, hvilket giver et unikt og troværdigt forum for erfaringsdeling og dialog.

Med over 1,6 millioner ugentlige brugere i Danmark er Reddit blevet en vigtig kilde til inspiration, viden og feedback – også for virksomheder, der ønsker at indgå i ægte dialog med deres målgrupper. 

Læs mere om Reddit her.

Læs mere om Reddit for virksomheder her.

Lær mere om Social Commerce

Udforsk Social Commerce universet.

Download danskernes Social Commerce tracker fra 2025 her.

Bliv klogere på de 10 vigtigste begreber inden for Social Commerce.

Dyk ned i vores cases om Social Commerce, og lær fra blandt andre Ecooking, Luxplus og Momkind.

Relateret indhold