Textilia, der leverer tekstil- og vaskeserviceløsninger, begyndte processen med et simpelt Excel-ark. Her lagde ESG-teamet resultaterne fra kortlægningen af påvirkninger, afhængigheder og risiko ind og kunne hurtigt se, hvilke områder der havde flest højrisikoscorer. Det gav et første og tydeligt billede af, hvor udfordringerne samlede sig.
De kiggede på, hvordan risikoen tegnede sig pr. område (fx land/materiale). I praksis talte de, hvor mange højrisikopunkter hvert område havde—dvs. dem med en score på 4 eller 5 på en 5-punkts skala. Derefter summerede og rangererede de områderne.
”Ranglisten fungerede som en kvalificeret prioritering—altså et datadrevet pejlingspunkt. Den kunne fortælle os, hvor de mest alvorlige risici var. Vi kunne også sammenligne på tværs af lag i værdikæden (egne lokationer, leverandører, råvarer). Og her kunne vi se, at egne lokationer i Norden har lav risiko, mens råvareleddet (fx bomuld) trak op i den høje ende. Det bekræftede, at vi skulle fokusere her,” siger Andreas Klinkby Mansa, ESG-projektleder, Textilia.
Handlemuligheder er en vigtig faktor
Overblikket i Excel-ark udgjorde kun halvdelen af beslutningsgrundlaget. Den anden halvdel handlede om, hvad Textilia faktisk kunne gøre noget ved, og hvor biodiversitet kunne integreres naturligt i forretningen.
"For os handlede prioriteringen om at finde balancen mellem det brede overblik fra kortlægningen og de steder, hvor vi faktisk kunne handle– og hvor det samtidig gav forretningsmæssig værdi. Bæredygtighedsdagsordnen skal generelt tættere på kerneforretningen, hvis den skal leve og skabe både effekt og værdi, og derfor koblede vi biodiversitet op på det strategiske arbejde, vi allerede har i gang, især inden for tekstilforbrug, cirkularitet og bedre råvarekvalitet," forklarer Ida Stokkebye Rueskov, koncern ESG-chef, Textilia.
Særligt bomuld viste sig at være et område med både høj risiko og stor indkøbsvolumen. Her var påvirkningen af biodiversitet betydelig, og samtidig passede indsatsen naturligt ind i Textilias arbejde med cirkularitet og ansvarlige materialer.
Mikroplast var derimod en mere kompleks sag. På papiret var det oplagt: et område tæt på driften og vaskerierne, hvor Textilia kunne handle direkte gennem teknologi, målinger og reducerende tiltag. Men biodiversitetsværktøjerne i DI’s biodiversitetsguide kunne ikke understøtte en dybdegående vurdering af mikroplast, og Textilia valgte derfor at fokusere på tekstil-råvarerne i værdikæden i forbindelse med afprøvningen af DI-guiden. Mikroplast arbejder Textilia dog videre med i et mere teknisk spor.
