Vi rådgiver dig

GSV Materieludlejning - Del de dyre og grønne gravemaskiner

Delebiler skal ikke kun være for private. Nyt digitalt værktøj baner vejen for, at entreprenører deler gravemaskiner og andet materiel. Det styrker den grønne omstilling, forventer marketingdirektør Anne Cecilie Lysbo, GSV Materieludlejning.

Digitaliseringen hos GSV Materieudlejning har sparet virksomheden for hvad der svare til købet af 1000 maskiner, fortæller marketingdirektør Anne Cecilie Lysbo. Besparelsen skyldes, at maskinerne står mindre stille end før.

Foto: Foto: Thomas Arnbo

Det skal være bedre at leje end at eje. Det er målsætningen for GSV Materieludlejning, der har op mod 25.000 entreprenørmaskiner og andet udstyr i sving på landets byggepladser.

Nu får strategien en ekstra dimension. GSV er nemlig med i udviklingen af en ny softwareplatform, DI-projektet On Site, der baner vejen for entreprenørbranchens svar på GoMore, hvor de tonstunge gravemaskiner, dumpere og andet materiel deles mellem branchens aktører.

Formålet med projektet er en mere effektiv udnyttelse af maskinerne, der ofte har meget og dyr ventetid på de enkelte byggepladser. Det vil samtidig gøre det både nemmere og billigere at tilbyde kunderne grønnere løsninger, fordi delingen letter adgangen til det investeringstunge, eldrevne udstyr.

– For os går bæredygtighed og digitalisering hånd i hånd. Vi har digitaliseret alle vores processer de seneste to år, og når vi investerer i nyt materiel, så prioriterer vi de mest klimavenlige alternativer til konventionelle dieseldrevne maskiner. Vi har selv en app og kundeplatform, der skal fremme, at vi deler bedre i branchen, men vi vil gerne være med til at drive branchen i en mere bæredygtig retning, og derfor er vi også med i DI-regi sammen med entreprenørerne, fortæller GSV’s marketingdirektør Anne Cecilie Lysbo.

Hun har ansvaret for GSV’s grønne omstilling og deltog i regeringens klimapartnerskab for byggeri- og anlægsbranchen.

Udnytter maskiner mere effektivt

Virksomheden udlejer alt udstyr fra de største gravemaskiner til de helt små, samt håndværktøj og eksempelvis skurvogne og containere. Den grønne omstilling er samtidig en central del af virksomhedens strategi. En omstilling hvor digitale værktøjer er en central del af løsningen.

Digitaliseringen i GSV har givet helt kontante gevinster. GSV har effektiviseret arbejdsgangene, så tiden – hvor materiellet ikke er i brug – er faldet fra 15 til 8 procent. Det svarer til, at GSV kan udleje 1.000 ekstra maskiner om året – uden at købe flere maskiner.

– Set i et ”vugge til grav” perspektiv sparer vi det, der svarer til produktionen af 1.000 maskiner, og det mener vi, er den rigtige vej at gå, når vi taler om, at vi skal nedbringe vores klimaaftryk og spare på CO2. Når vi så over tid får udskiftet dieseldrevne maskiner med mere bæredygtige alternativer, så tror vi på, det vil have en mærkbar effekt , siger Anne Cecilie Lysbo.

På GSV’s egen digitale portal, kan kunderne også få overblik over CO2-­forbruget på de lejede maskiner.

– Klimabelastningen er blevet et konkurrenceparameter, fordi bygherrer – som eksempelvis Vejdirektoratet – i fremtiden vil stille krav om CO2-regnskab i udbudsmaterialet, siger Anne Cecilie Lysbo.

GSV’s fokus på bæredygtighed betyder også, at virksomheden køber meget batteridrevet udstyr såsom mindre gravemaskiner og dumpere. Men de er typisk dobbelt så dyre som klassiske maskiner, og derfor endnu mere oplagte at dele mellem flere entreprenører.

Vi forventer at kunne gå i gang i starten af 2022. Forretningsmodellen er inspireret af GoMore, men på et industrielt niveau. Niels W. Falk, adm. direktør, On Site

On Site klar i starten af 2022

On Site er en udløber af DI’s projekt Byggeriet Blockchains. Bag udviklingen af platformen står HD Lab, hvor adm. direktør Niels W. Falk har samlet en gruppe af entreprenører og udlejere til at være med fra begyndelsen.

– Vi forventer at kunne gå i gang i starten af 2022. Forretningsmodellen er inspireret af GoMore, men på et industrielt niveau, hvor vi med blockchain teknologien samler data for alle led i kæden fra leje, transport, geografisk placering og betaling til en løbende tilstandsvurdering af de gule maskiner, forklarer han.

Niels W. Falk ser også potentiale til, at det kan skubbe på den grønne omstilling i byggeriet, fordi det bliver mere overskueligt at investere i nye og dyrere eldrevne maskiner.

– Der er et kæmpe marked for at dele entreprenørmaskiner. Vi har valgt at afgrænse det til klimamaskiner, fordi det er her entreprenørerne skal træffe de største økonomiske valg i de kommende år, siger Niels W. Falk.

Mange serviceopgaver skal løses

GSV investerer massivt i forvejen i det mest bæredygtige udstyr. Og her frygter Anne Cecilie Lysbo ikke, at On Site i princippet kan blive en konkurrent til GSV.

– Nej, for hele branchen skal med, hvis vi skal lave en forandring, som har effekt. Deling er langt mere end en softwareplatform. Der er en bred vifte af opgaver bag, som er vores kernekompetencer. Det kan være klargøring og transport af maskiner rundt i landet. Det kan også være forsikringer eller at få maskinerne på værksted. Det kan vi løse i samarbejde med On Site, siger hun og fortsætter:

– Derfor ser vi ikke platformen som en konkurrent til os, men mere som et bidrag til at understøtte den bæredygtige udvikling og den digitale omstilling i byggebranchen. Og det byder vi velkommen – for vi er først lige begyndt. 

Fakta

  • On Site er et af seks pionerprojekter fra forløbet Byggeriets Blockchains i 2021, hvor byggebranchen fik kendskab til potentialet i den digitale teknologi.
  • On Site bygger på GoMore-modellen, men på industrielt niveau. Det er en platform for (ud)leje, leasing, investeringer, transport, automatisk betaling, tilstandsvurdering, placering ved hjælp af brugerdata.
  • On Site sikrer deleøkonomi, der øger udnyttelsen af maskinel til byggepladsen, som ellers størstedelen af tiden står ubrugt hen.
  • On Site matcher de rette maskiner med opgaver. I dag bliver der ofte brugt meget store maskiner til mindre opgaver. Det skaber gevinst for pengepung og for klimaet.
  • HDLab ApS udvikler On Site.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet Miljø, Energi og Klima med relevante nyheder fra erhvervslivet, pressemeddelelser samt invitationer til fysiske og virtuelle arrangementer. 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Relateret indhold