Vi rådgiver dig

RE-ZIP: Et bæredygtigt alternativ til engangsemballage ved e-handel

RE-ZIP er et cirkulært emballagekoncept, der gør det muligt for webshops at tilbyde deres kunder et mere bæredygtigt alternativ til engangsemballage.

RE-ZIP’s cirkulære emballager er et forsøg på at gøre op med brug og smid væk kulturen ved at udvikle et cirkulært kredsløb, hvor emballage genbruges mange gange. RE-ZIP’s emballager er designet til at kunne cirkuleres op til ti gange, men er allerede ved første forsendelse og returnering både økonomisk og miljømæssigt bæredygtige i forhold til en almindelig engangsemballage. I dag er der mere end 100  webshops, som gør brug af konceptet.

Et pantsystem for emballage til fremtidens e-handel

Når en webshop gør brug af RE-ZIP’s emballageløsning, får kunderne mulighed for at tilvælge den bæredygtige genbrugsemballage, når de køber varer i webshoppen. Webshoppen står fortsat for fragten til kunden, men RE-ZIP betaler efterfølgende returforsendelsen af RE-ZIP emballagen fra kunden til RE-ZIP’s lager.

Når kunderne modtager deres varer i RE-ZIP emballagen, folder de den tomme emballage sammen og bruger RE-ZIP mobilappen til at finde det nærmeste returpunkt, hvor emballagens QR-kode scannes, og derefter sendes emballagen retur til RE-ZIP’s lager.

For at skabe incitament til at returnere emballagen, modtager kunden en rabatkode til den pågældende webshop efter emballagens indlevering ved returstedet. Udover at gavne miljøet og webshoppens grønne brand, skaber RE-ZIP’s løsning dermed også øget kundeloyalitet og sandsynlighed for gensalg.

Miljømæssige gevinster

Genbrug sikrer i sammenligning med genanvendelse store reduktioner af CO2 udledningen, hvorfor RE-ZIP opererer efter princippet om genbrug før genanvendelse. En RE-ZIP emballage returneres i gennemsnit 4,4 gange, hvilket svarer til en returrate på 80 pct. Hvis RE-ZIP emballagen bliver genbrugt de ti gange, den er designet til, har det et potentiale på 87 pct. CO2 reduktion og 89 pct. reduceret vandforbrug sammenlignet med brugen af en normal forsendelseskasse, der kun bruges en gang.

Økonomiske gevinster i hele værdikæden

En af styrkerne ved RE-ZIP’s forretningsmodel er, at deres løsning, samtidig med at være miljømæssig bæredygtig, også er økonomisk bæredygtig for de webshops, der vælger at anvende RE-ZIP’s emballageløsning.

RE-ZIP anbefaler webshops at sælge den bæredygtige emballage til samme pris, som de betaler til RE-ZIP, hvorfor webshoppens emballageomkostning vil være nul. Derudover får kunderne ved returnering af emballagen en rabatkode, hvor webshoppen kan vælge at angive et minimumsbeløb for, hvor meget kunden skal købe for, før de kan bruge rabatkoden. Dermed har webshoppen mulighed for at sikre en fortjeneste, når kunderne senere anvender rabatkoden.

Udfordringer

En af udfordringerne ved udbredelsen af det cirkulære emballagekoncept har været, at butikkerne i starten ikke har haft travlt med at indføre de nye bæredygtige alternativer til engangsemballage. Det ændrer sig dog markant ved indførelsen af producentansvar for emballage i 2025, da dette betyder, at engangsemballage bliver mere omkostningstungt end cirkulære løsninger med genbrugelige emballager.

For også at øge kundernes incitament til at vælge genbrugsemballagen er det meningen, at de på sigt kun skal betale en pant, som de får tilbage ved returneringen af emballagen. Dette kræver dog, at prisen på genbrugsemballagen bliver konkurrencedygtig med prisen på engangsemballage, hvilket først vil ske, når kunderne begynder at returnere genbrugsemballagen mere end de i gennemsnittet 4,4 gange, de gør i dag, samtidig med, at engangsemballage bliver dyrere grundet indførelsen af producentansvaret.

Relateret indhold