05.08.26 Vi rådgiver dig Nyheder

ID06 skaber fortsat udfordringer for danske virksomheder

Det nye ID06-system skaber fortsat problemer for danske virksomheder. DI hjælper med overblik og sparring.

Mange danske virksomheder inden for byggeri, montage- og service møder krav fra kunden om, at deres medarbejdere skal have et ID06-kort.

ID06 AB, der står bag kortsystemet, har forenklet processen, så de selv står for både bestillingen, faktureringen og supporten. Altså egentlig godt nyt for de virksomheder, der tidligere havde dårlige oplevelser med at forholde sig både til ID06 AB og flere kortproducenter.

Ikke alle udfordringer er løst

Fra maj 2026 samlede ID06 bestillingsprocedure, fakturering og support ét sted. Det skulle forenkle processen for virksomheder, der har brug for nye ID06-kort og administrerer eksisterende kort. For danske virksomheder er langt fra alle udfordringer dog løst.

Efter at ID06 introducerede sin nye platform til bestilling af kort, hører vi i DI fra mange danske virksomheder, at deres kortbestillinger går i stå - og vi ser mange forskellige viarianter af fejl. Samtidig oplever virksomhederne, at de ikke kan få fat i ID06 Support.

Forenklingen er en god ide, og hvis alt går godt, kan virksomheden få et kort i løbet af samme dag. Men hvis virksomheden har brug for andet end et enkelt 25-dages kort til sin medarbejder, er der mange snubletråde, hvor bestillingen går i stå, og virksomheden ikke kan komme videre.

Det skyldes dels det komplekse regelværk, som ID06 har opbygget, dels de overraskende mange ”bugs” i det nye system. Derudover oplever virksomhederne, at de ikke kan komme igennem til ID06 Support: Telefonen afbryder opkald, fordi der er for mange på linjen, og e-mails bliver ofte ikke besvaret i flere dage, eller besvaret med noget, der ikke hjælper virksomheden videre.

I mellemtiden kan medarbejderne ikke komme ind på byggepladsen, og de svenske kunder er mere end villige til at udstede dagbøder for forsinkelser i projektet. Flere af de svenske kunder accepterer heller ikke det digitale ID06 -kort - en QR-kode, som er gyldig i 14 dage, mens det fysiske plastikkort bliver produceret og fremsendt med posten.

Få hjælp hos DI

I DI samler vi beretninger fra vores medlemmer, og vi er i løbende dialog med ID06-ledelsen, der arbejder for at løse problemerne.

Vi har igennem årene opsamlet en solid viden om ID06-systemet og om de lovregler i Sverige, som ikke svenske tjenesteydere skal overholde, og som ID06 bygger oven på. Vi kan ikke søge om kortene eller registrere virksomhederne og medarbejdere hos de svenske myndigheder. Men vi kan hjælpe med sparring og med at forstå lovkravene og rationalet bag, så virksomhederne fra starten kan levere de rigtige oplysninger.

ID06 er kun én af de store udfordringer, som udenlandske (bygge)virksomheder står over for i Sverige. De færreste virksomheder har det fulde overblik over alle de love og regler, som de skal overholde i Sverige. Det gælder især i de situationer, hvor de måske bare har en ganske lille opgave for en anden dansk virksomhed. Her er der risiko for at overse vigtige regler - og for sanktioner.

I DI’s Minivejledning om ID06-kort i Sverige beskriver vi systemet og de bagvedliggende regler og procedurer set med danske øjne. I Sverigesvejledningen har vi samlet de vigtigste regler om skat, moms, overenskomster og meget mere, så virksomheden bedre kan tilrettelægge sine interne arbejdsgange og ruste sig mod uforudsete omkostninger.

Virksomheden kan få adgang til begge Sverigesvejledninger og til personlig sparring ved at tegne et Abonnement på Landevejledninger. Læs mere om servicen her: Landevejledninger | Få hjælp til udstationeringsopgaver - DI

 

Anita Kurowska Larsen

Anita Kurowska Larsen

Chefkonsulent, International People & Mobility

  • Direkte +45 7216 0294
  • Mobil +45 2381 2105
  • E-mail anl@di.dk

Relateret indhold