Regler i Norge ved udsendelse og midlertidige opgaver
Norge er ikke med i EU. Det gør en stor forskel i forhold til de regler, som danske byggevirksomheder og industrivirksomheder med montage- og serviceopgaver skal forholde sig til, når de har opgaver i Norge. Se her, hvad der gælder for dig.
Norge opfattes som det lettest tilgængelige af Danmarks nærmarkeder uden for EU. Men det er et land med andre love og forskrifter, normer og handelskutymer og en anden myndigheds- og organisationsstruktur.
Der er mange danske virksomheder, der gerne vil arbejde i Norge, og de vil gøre det på ordentlige vilkår: Ret skal være ret, og snyd skal bekæmpes. Men virksomhederne bliver ofte også frustrerede over de mange komplicerede regler og procedurer, de skal følge Anita Kurowska Larsen, Chefkonsulent, International People & Mobility
Dansk Industris Norgesvejledning er skabt specifikt for at hjælpe virksomheder med at navigere gennem den udfordrende regeljungle og sikre, at alle nødvendige krav og procedurer bliver overholdt.
Vejledningen er målrettet bygge- og anlægsvirksomheder samt industrivirksomheder med montage- og serviceopgaver i Norge. Vi skelner også mellem opgaver for egen regning (entreprise) og arbejdsudleje, da der gælder forskellige regler.
HMS-kort
En vigtig faktor er, hvorvidt der for det pågældende projekt i Norge gælder HMS-kort, da dette har afgørende indflydelse på, hvor hurtigt man kan gå i gang med at arbejde på pladsen i Norge.
HMS-kort er en slags ID-kort for medarbejdere, der er lovpligtige i byggeriet, sammen med lovkrav om elektronisk adgangskontrol til byggepladsen.
HMS-kort pligten udvides dog løbende til flere brancher. Ud over bygge- og anlægsbranchen gælder den også for rengøring, bilpleje og hjulskift; og siden januar 2026 blev den udvidet til også at omfatte varetransport (af andres varer) med bil.
Omfattende administration
Mange virksomheder bliver overrasket over, hvor mange registreringer hos flere forskellige myndigheder der kræves. Vejledningen giver et hurtigt overblik med et beslutningsdiagram og derefter kronologiske tjeklister over de registreringer, man skal have styr på inden opstart på opgaven, mens projektet står på, og når opgaven er slut.
Nøgleordene er:
- ”NUF” - organisationsnummer for virksomheden
- D-nummer for medarbejderne
- Personlig ID-kontrol på et særligt skattekontor i Norge
- A1-blanket fra Danmark eller norsk social sikring
- Anmeldelse til Oppdrags- og arbeidsforholdsregister (OAR)
- A-melding på løn og social sikring (uanset skattepligt i Norge)
- Ansættelsesvilkår, mindsteløn og kædeansvar
- Arbejdsmiljøregler og anerkendelse af erhvervskvalifikationer og evt. materiel
- Regler for arbejdsudleje
- Momsregistrering
- Toldklarering og/eller ATA-carnet til varer og udstyr ved toldgrænsen ind og ud af EU
- Specifikt for byggeriet:
- HMS-kort
- elektronisk oversigt over alle arbejdstagere på bygge- og anlægspladser
Alle disse krav gælder også, hvis arbejdet udføres for en anden dansk virksomhed i Norge. Og de gælder også, når medarbejderen udsendes på opgaven i nogle ganske få dage.
Tidsmæssigt og pengemæssigt er det en stor investering. Derfor er det ekstra vigtigt, at virksomheden tænker mere langsigtet og fra starten af arbejder på at få flere opgaver i Norge.
At sætte sig ind i reglerne er en langhåret affære, og her er det vores opgave at hjælpe virksomhederne med praktiske værktøjer. Sådan et værktøj er Norgesvejledningen, der er lavet med udgangspunkt i de udfordringer, virksomhederne møder i deres dagligdag siger Anita Kurowska Larsen, der er rådgiver i DI og har udviklet Norgesvejledningen sammen med meget erfarne rådgivere i Norge.