Gridturn giver brugte elbilsbatterier nyt liv - og udfordrer måden, vi tænker grøn energi på
Det er tidlig morgen og Salling Groups butikker summer langsomt op på landsplan. Kølediske, ventilation og belysning gør sig klar til dagens første kunder. I fremtiden kan et energilager i baggrunden arbejde stille og effektivt - uden at nogen lægger mærke til det. Strømforbruget vil kunne udjævnes, elnettet aflastes, og driften forblive stabil. Samtidig kan CO₂-regnskabet blive lidt grønnere.
Netop dette scenarie er omdrejningspunktet for et aktuelt udviklingsprojekt mellem Gridturn og Salling Group. Projektet, som er støttet af EUDP, har til formål at udvikle og teste en løsning, der kombinerer energilagring til daglig drift med mulighed for nødstrømsforsyning - et behov, mange virksomheder blev smerteligt opmærksomme på under energikrisen i 2022.
”Vi vil gerne være med til at sikre, at virksomheder ikke igen ender i en situation, hvor energipriser og forsyningssikkerhed truer driften,” siger Louise Witt Sengeløv, founder af Gridturn.
Når grøn teknologi ikke er nok
I en verden, hvor den grønne omstilling ofte forbindes med ny teknologi, nye materialer og nye løsninger, har Gridturn valgt en mere grundlæggende - og for mange anderledes - tilgang.
”Bare fordi noget er grøn, er det ikke nødvendigvis mere bæredygtigt”, siger founder Louise Witt Sengeløv. ”Hvis vi vil nå net zero, er vi nødt til at tænke cirkulært. Ellers flytter vi bare problemerne”.
At arbejde cirkulært er dog ikke den nemme løsning. Det kræver, at man kan håndtere variation, kompleksitet og systemer, der ikke er ens fra start. Hvor mange energiløsninger bygger på nye, standardiserede komponenter, har Gridturn fra begyndelsen valgt at arbejde med batterier, der allerede har haft et liv - og derfor stiller større krav til styring, viden og kontrol.
Batterier er et godt eksempel. De er helt centrale for den grønne omstilling, men stadig ekstremt ressourcekrævende. Udvinding af råmaterialer har store konsekvenser for både biodiversitet og vandforbrug, særligt i områder hvor ressourcerne i forvejen er knappe.
Det var netop den erkendelse, der blev startskuddet til Gridturn.
For Gridturn handlede det ikke om at opfinde endnu et grønt produkt, men om at gentænke værdikæden. Hvordan kan man få mere ud af de ressourcer, vi allerede har - og samtidig skabe en løsning, der både giver mening for virksomheder, elnettet og klimaet?
Louise Witt Sengeløv
Foto: GridturnEt batteri - flere liv
Gridturn bygger deres forretning på en enkel, men kraftfuld ide: Nye batterier skal bruges der, hvor de skaber mest værdi, og derefter skal de have et liv nummer to.
Elbilsbatterier mister gradvist rækkevidde, men det betyder ikke, at de er udtjente. Når et batteri ikke længere lever op til kravene i en bil, kan det stadig fungere glimrende som stationært energilager.
”Vi mener, at batterier først skal bruges til mobilitet, og derefter til energilagring. På den måde forlænger vi levetiden markant og reducerer både CO2-aftryk og ressourceforbrug”, forklarer Louise.
Sådan fungerer Gridturns løsning i praksis
Gridturn samarbejder med en europæisk elbilsproducent, som indsamler og sorterer brugte elbatterier. Kun batterier, der ikke har været involveret i uheld og som har tilstrækkelig restkapacitet, udvælges.
Herefter tester Gridturn selv batterierne og integrerer dem direkte i deres egne energilagringssystemer. Batterierne anvendes, som de er, uden omfattende ombygning, og styres via Gridturns egenudviklede software.
Hvor batterierne tidligere var designet til én opgave - at drive en elbil - får de hos Gridturn en ny rolle som aktiv del af virksomheders energiforsyning. Det kræver intelligent styring, fordi hvert batteri har sin egen historik, kapacitet og anvendelse.
Resultatet er et modulopbygget energilager, der fungerer på samme måde som systemer med nye batterier, bare med et markant lavere klima- og ressourceaftryk.
Gridturn forventer, at et brugt elbilsbatteri kan indgå i systemet i over 10 år, afhængigt af brugsmønster. Først derefter sendes batteriet til genanvendelse, hvor råmaterialerne udvindes og kan bruges i de nye batterier.
”Batteriers CO2-aftryk er stor under materialeindvinding og fremstilling og det kræver også CO2 at genanvende dem. CO2-besparelsen skal opnås ved brug af batterierne i deres første og andet liv. Derfor er det altafgørende, at vi får mest mulig værdi ud, før materialerne går ind i genanvendelsessystemet. Det er vigtigt for at nå til net zero”, understreger Louise.
Dokumenteret effekt - ikke bare gode intentioner
Gridturns cirkulære tilgang er ikke kun et spørgsmål om værdier, men også om målbare resultater.
For Gridturn er dokumentation afgørende. Ikke kun for at kunne stå på mål for egne ambitioner, men også for at give virksomheder et konkret grundlag for beslutninger, investeringer og bæredygtighedsrapportering. De arbejder lige nu sammen med EU’s Climate KIC omkring en valideringsrapport for deres løsning.
Et studie fra Lancaster University viser, at man kan spare omkring 45 tons CO2 ved at bruge brugte frem for nye batterier i et 100 kWh-anlæg. Hertil kommer betydelige vandbesparelser, fordi yderligere minedrift undgås.
For virksomheder betyder det, at energilagring ikke kun bliver et spørgsmål om økonomi og forsyningssikkerhed, men også et konkret bidrag til ESG-rapportering og klimamål.
Hvis vi vil nå net zero, er vi nødt til at tænke cirkulært. Ellers flytter vi bare problemerne Louise Witt Sengeløv, founder af Gridturn
Fakta: Gridturn
Stiftet: 2024
Produkt: Energibatterisystemer baseret på brugte elbatterier
Fokus: Cirkulær økonomi, CO2-reduktion og forsyningssikkerhed
Kunder: Virksomheder, energifællesskaber og retail
Markeder: Danmark – med ambitioner om Europa
Fleksibilitet, sikkerhed og forretning
Gridturns kunder spænder bredt: fra produktionsvirksomheder og erhvervslejemål til energifællesskaber og detailhandel. Fælles for dem er behovet for fleksibilitet i et energisystem, der i stigende grad baseres på vedvarende energi.
Systemerne kan:
-
udjævne spidsbelastninger
-
optimere forbrug bag måleren
-
bidrage til stabilitet i elnettet
-
sikre nødstrøm ved strømafbrydelser (under udvikling)
Et aktuelt udviklingsprojekt med Salling Group har til formål at udvikle og afprøve en løsning, der på sigt kan kombinere energilagring til daglig drift med mulighed for nødstrømsforsyning - et behov, mange virksomheder blev smerteligt opmærksomme på under energikrisen i 2022
”Vi vil gerne sikre, at virksomheder ikke igen står i en situation, hvor energipriser og forsyningssikkerhed truer driften”, siger Louise Witt Sengeløv, founder af Gridturn.
Vi mener, at batterier først skal bruges til mobilitet, og derefter til energilagring. På den måde forlænger vi levetiden markant og reducerer både CO2-aftryk og ressourceforbrug Louise Witt Sengeløv, founder af Gridturn
En værdibaseret startup med blikket mod Europa
Gridturns løsning blev startet op i begyndelsen af 2025 og har allerede givet, hvad der svarer til batterier fra mere end 20 elbiler, et nyt liv. Ambitionen rækker dog langt videre.
Samtidig har rejsen krævet, at Gridturn løbende har navigeret i et komplekst regulatorisk landskab og et energisystem i forandring. Her har evnen til at tilpasse sig, uden at gå på kompromis med visionen, været afgørende.
Om 5-10 år er målet at have installeret over 1GWh kapacitet på tværs af Europa og at være et naturligt valg i virksomheders energiplanlægning.
Men rejsen handler ikke kun om skalering, den handler også om mennesker.
Ifølge Louise er det netop her, mange startups mister retningen. Man får mange velmenende råd, men uden et klart værdikompas risikerer man at blive utydelig - både internt og eksternt.
”Vi var aldrig nået hertil uden vores team. Min vigtigste opgave har været at samle de rigtige mennesker og give dem plads til at lykkes” fortæller Louise.
Råd til andre iværksættere
Til andre, der overvejer at kaste sig ud i cirkulær økonomi og ansvarlig innovation, er budskabet klart:
”Gør det. Vi har teknologien, viden og evnerne - og nu handler det om at bringe løsningerne fra tegnebrættet ud i virkeligheden. Verden har brug for virksomheder, der tør gå forrest” fortæller Louise Witt Sengeløv i sit interview med DI Startup.