”Det er vigtigt, at vi får inkorporeret flere aspekter i debatten om køn og iværksætteri”
Skalerbarhed, selvtillid, solofoundere og serieiværksættere. Det er nogle af de emner, vi ifølge Isabella Agdestein, Founder af FocalX, skal sætte spot på for at bringe nuancer til debatten om køn og iværksætteri. Det lå ikke i kortene, at hun skulle være iværksætter, men to hofteskader og en coronanedlukning senere har hun nu ansat sin 17. medarbejder.
Hvordan blev du inspireret til at blive iværksætter?
Det lå på ingen måde i kortene, at jeg skulle være iværksætter. Hele min barndom og teenageår gik med at danse, for det var den vej, jeg tænkte, at jeg skulle. Senere startede jeg på CBS og gik helhjertet efter at være konsulent.
Det var min mand, der opfordrede mig til at tage skridtet og blive iværksætter. Han startede selv virksomheden Pinploy for nogle år tilbage, og under pandemien sad jeg på kontor sammen med ham, fordi min arbejdsplads og mit studie var lukket ned. Her fik jeg en appetit på iværksætteri, og fik afmystificeret hvad det indebærer.
HVAD ER FOCALX?
FocalX har bygget en software, der erstatter den nuværende manuelle og subjektive måde at lave bilinspektion. Ved brug af billedgenkendelse og AI giver FocalX virksomheder en standardiseret løsning, som sparer op til 83% af inspektionstiden og leverer fejlfri, objektive rapporter på bilens tilstand, til gavn for både virksomhed og brugere af bilerne.
Hvad har været afgørende i forhold til at bringe dig til det sted, du er i dag?
Det er en lang række af tilfældigheder blandet med et stærkt personligt drive og disciplin, som har bragt mig til, hvor jeg er i dag.
Da jeg var 18 år, skulle jeg have begge mine hofter opereret efter mange års slid fra 30-40 timers dans om ugen. Det satte en stopper for min drøm om at blive danser. Det gjorde også, at jeg blev nødt til at finde en anden vej i livet, og samtidig lære at skille min identitet fra mit erhverv, da jeg på mange måder identificerede mig som danser. Gennem mit tab af dansen, lærte jeg at genopfinde mig selv, og at den disciplin og ildhu, jeg havde gået til dans med, ikke var gået tabt.
Flere år senere, da jeg blev introduceret for muligheden for at springe ud som iværksætter, havde jeg erhvervet mig nogle essentielle kompetencer, som gjorde mig i stand til at gribe muligheden. Tilfældighederne ville, at min mand var blevet præsenteret for et spændende tech projekt, som manglede kommercielle og ledelsesmæssige kræfter. Efter at have undersøgt markedet nærmere og efter mange lange gåtur og samtaler, blev vi enige om, at jeg skulle droppe ud af mit kandidatstudie på CBS og forfølge projektet fuldtid.
7 måneder senere er vi nu 17 mennesker og har rejst flere millioner til projektet. det er bestemt ikke en beslutning, jeg fortryder.
Qua det store fokus på kvindelige iværksættere oplever jeg, at der er enormt meget sparring og støtte at hente. Isabella Agdestein, Founder af FocalX
Hvad har været dine største udfordringer på din vej?
Som førstegangsfounder, der hverken har track record eller en personlig formue, er starten af en virksomhedsrejse rigtig svær.
Der er et paradoks i, at man har brug for at få kundecommitments, inden man har et produkt, men det er svært at bygge et produkt uden penge og det er svært at finde finansiering uden commitments fra kunder. Det kan være en ond cirkel, og for at komme ud af den kræver det, at der er nogen, der virkelig tror på én. I FocalX fandt vi det heldigvis ret tidligt, - både når det kommer til kunder og finansiering.
Læs her hvordan FocalX fik succes med partnerskaber.
Derudover ligger der en helt naturlig udfordring i, at jeg jo aldrig har gjort noget af det her før. Jeg sidder pt. på opgaver, der spænder over alt fra strategi, marketing og salg til økonomi og HR. Så læringskurven er super stejl, men heldigvis er det jo gået godt så langt.
Har du oplevet at have andre muligheder som kvindelig iværksætter?
Qua det store fokus på kvindelige iværksættere oplever jeg, at der er enormt meget sparring og støtte at hente. Jeg er ved flere lejligheder blevet kontaktet af indehavere af acceleratorforløb, inkubatorer, mentorordninger, mv., der ønskede at have mig som del af programmet, fordi jeg er kvinde. Vi har sågar fået et legat dedikeret til kvindelige iværksættere.
Hvis vi kan blive bedre til at skabe et øget fokus på iværksætteri som en karrierevej, tror jeg, at vi kunne skabe endnu flere danske succeshistorier. Isabella Agdestein, Founder af FocalX
Kvinder udgør kun 27% af Danmarks iværksættere og modtager kun 1,5% af ventureinvesteringer. Hvorfor tror du billedet ser sådan ud?
Det her er et utroligt komplekst spørgsmål, fordi der er så mange elementer, der spiller ind i, hvorvidt iværksættere er i stand til at tiltrække kapital til deres startups.
Der er nogle ting vi rent statistisk ved spiller ind, når det kommer til at hente kapital:
- Om man har startet en virksomhed før. I det hele taget er de fleste, der lykkes med at starte virksomhed og tiltrække kapital anden eller tredjegangs founders. Når statistikkerne peger på, at kun 5% af kvindelige founders har startet en virksomhed før imod 18% af mænd, er kvinderne dårligere stillet. Generelt har kvinder faktisk også færre års erhvervserfaring, inden de starter en virksomhed, hvilket også gør det mere udfordrende.
- Solofounder vs. founding teams. Mange investeringsfonde har en politik om, at de kun vil investere i teams. Det gør det sværere for kvinder at hente funding, da flere kvinder end mænd er solofounders.
- Selvtillid og tro på fremtiden. Flere studier har desværre vist, at kvindelige iværksættere generelt føler sig mindre selvsikre end mænd, ift. om deres forretning kommer til at lykkes. Det smitter sandsynligvis af på evnen til at hente investering, hvilket er super ærgerligt.
- Tech = skalerbarhed. Jeg tror også, at det er vigtigt at kigge på den uddannelsesmæssige baggrund for hhv. kvinder og mænd. Færre kvinder end mænd har tekniske baggrunde, hvad betyder det så statistisk for typen af virksomhed kvinder starter? Tech er i mange tilfælde en forudsætning for forretningens skalerbarhed, og påvirker dermed hvor attraktiv en investering det er.
Jeg tror, at det er vigtigt, at vi forsøger at inkorporere flere aspekter i debatten om køn i iværksætteri, så vi kommer ind til kernen af problemet og kan have en åben og ærlig dialog, om hvordan vi reelt sørger for lige muligheder for alle.
5 råd til andre kvinder, der overvejer at blive iværksætter
- Skab et dedikeret og kognitivt diverst founder team, der har de vigtigste kompetencer, som I skal bruge.
- Få sparring på skalerbarheden af din idé, gerne fra angel-investorer eller venturefonde.
- Kontakt potentielle fremtidige kunder og find ud af hvorvidt de kunne være interesserede i din idé, og hvad der skal til, for at din løsning ville skabe så stor værdi for dem, at de ville være villige til at betale for den.
- Skab netværk i iværksættermiljøet. Her vil du opnå værdifulde indsigter, der ellers ville have taget år at erhverve. Sørg for at bygge ovenpå allerede eksisterende viden, - der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken.
- Overvej, om det virkelig er det, du vil. Det er ikke en dans på roser, og det kræver en særlig personlighedsprofil at være villig til at påtage sig den risiko og at være komfortabel med at træffe vigtige beslutninger på et meget usikkert grundlag. Til gengæld er det, i hvert fald set fra min stol, det hele værd.
Hvem har været dine rollemodeller i forhold til at starte og drive din egen virksomhed? Og hvilken betydning har de haft for dig?
Når det kommer til rollemodeller, er min tilgang, at jeg tager inspiration fra de mennesker, jeg møder på min vej. Det er et stort privilegium at få mulighed for at begå sig i et miljø af så mange kompetente, ambitiøse og interessante mennesker, der hver især har inkorporeret de idealer, de sætter højest. Ved at observere disse mennesker forsøger jeg at forme mig selv og FocalX til at inkorporere de idealer, jeg ser som de vigtigste.
Hvad mener du, der kunne gøres for at få flere kvinder til at tage springet og blive iværksætter?
Jeg tror, at et godt sted at starte ville være at give flere muligheden for at få afmystificeret det at være iværksætter tidligt. Jeg havde som sagt aldrig overvejet, at det var en mulighed at starte virksomhed, og jeg tror, at mange har det på samme måde. Hvis vi kan blive bedre til at skabe et øget fokus på iværksætteri som en karrierevej, tror jeg, at vi kunne skabe endnu flere danske succeshistorier.