Billedet ovenover er fra 2021 hvor de tre co-founders af Alcolase underskrev deres ejeraftale

27.11.24 Vi rådgiver dig Månedens iværksætter

Tre venner udvikler et kosttilskud til alkoholintolerance

Tre danske venner vil bekæmpe alkoholintolerance – og de er tættere på end nogensinde. Nu er startuppen Alcolase gået ind i sidste fase af prototypeudviklingen. Deres kosttilskud består af enzymer, der kan nedbryde alkohol i mavesækken. Med dette produkt vil de hjælpe mere end 500 millioner mennesker i Østasien med problemet alkoholintolerance.

Fakta

Alcolase, stiftet i 2021 af Mads Emil Mikkelsen, Jeppe Malthe Mikkelsen og Mikkel Holstener Precht, udvikler et enzymsystem, der nedbryder alkohol i maven for at hjælpe mennesker med alkoholintolerance. Deres produkt skal kunne nedbryde alkohol i mavesækken, så det ikke når blodbanen. Dermed vil man kunne nyde moderate mængder af alkohol uden at føle sig beruset, og uden at skade sit helbred. Med mindre alkohol i blodet vil de mange mennesker med alkoholintolerance opleve langt færre symptomer.

Alkohol intolerance skyldes en genetisk mutation (ALDH2 defekt) som nedsætter alkoholnedbrydningen i leveren. Dermed ophobes det toksiske stof acetaldehyd, når alkohol indtages. Hovedpine, rødmen og kvalme er hyppige symptomer. På længere sigt er der øget risiko for kræft, diabetes og Alzheimers.

På trods af disse symptomer vælger mange personer med alkoholintolerance alligevel at drikke alkohol. Ifølge undersøgelser fra Alcolase er det primært grundet sociale årsager, at folk med alkoholintolerance vælger at drikke alkohol.

Kosttilskuddet er udviklet særligt til folk i Østasien, hvor 30-42% af befolkningen er alkoholintolerante. Dog vil det også kunne bruges på det vestlige marked som et alternativ til alkoholfrie drikke. Målet er, at man kan drikke sin yndlingsøl, -vin, eller -cocktail, som om den var alkoholfri.

Fra studieliv til iværksætteri

Det hele startede i slutningen af sommeren 2020, da Mads Emil Mikkelsen, Mikkel Holstener Precht og Jeppe Malthe Mikkelsen, tre venner og studerende fra henholdsvis DTU og KU, besluttede sig for at anvende deres akademiske viden til at udvikle ny bioteknologi til gavn for samfundet.

 "Vi ønsker at bruge vores viden fra studierne til at udvikle ny biotek til gavn for samfundet. Det, samt den læringsfulde hverdag med masser af spændende udfordringer, giver os motivation til at fortsætte hver dag," siger Mads Emil Mikkelsen.

I 4 år har iværksætterne udviklet, testet, udviklet og testet igen. Nu træder projektet ind i en ny fase, da de for nyligt har lykkedes med at udvikle et helt nyt enzym system til nedbrydning af alkohol. Kombineret med deres eksisterende teknologi til at beskytte enzymer i mavesækken har de nu lagt fundamentet for det, der for 4 år siden blot var en drøm.

"Vi har arbejdet intenst på at udvikle en løsning, der kan hjælpe de millioner af mennesker, der lider af ‘alkoholintolerance," forklarer Mads Emil Mikkelsen. "Med vores nye enzymteknologi er vi et stort skridt tættere på at gøre dette til en realitet."

Østasien er et kæmpe marked

Med et klart mål om at hjælpe de 500 millioner mennesker i Østasien, der lider af alkoholintolerance, satte Alcolase holdet sig for at gøre en forskel fra starten af deres iværksætterkarriere.

 "Vores drøm er at hjælpe disse mennesker til at kunne deltage i sociale begivenheder uden at bekymre sig om problemer med deres helbred. Vi ønsker at bidrage til et samfund, hvor alkoholintolerance ikke længere er en hindring for social deltagelse og livskvalitet," tilføjer Mads.

Alcolase arbejder for at ændre alkoholkulturen fra at være fokuseret på beruselse til i stedet at sætte smagsoplevelsen og meningsfulde sociale relationer forrest.

Skiftet fra studerende til iværksætter var svært

Siden 2020 er tiden i laboratoriet blevet brugt på at skabe proof of concept og udvikle teknologien. Der har dog været flere udfordringer på vejen. At forstå business casen og udvikle det til en forretning har været en udfordring for de dengang teknologifokuserede studerende. Med sparring på både DTU Skylab og KU Lighthouse, har de fået hjælp til netop dette.

”Vi kom direkte fra videnskabelige uddannelser - vi var ikke vant til at tænke over, hvordan man bygger en forretning.” forklarer Mads Emil Mikkelsen.

Efter at have dykket mere ned i business casen, blev det også nemmere at søge funding til projektet.

Med støtte fra Innovationsfonden, og investeringer fra Antler og business angels, har de nu formået at skaffe den nødvendige funding til at kunne betale for materialer og udstyr til produktudviklingen, samt økonomi til at kunne gå fuld tid på projektet.

De har også fået støtte fra den erfarne profil, Ib Christensen. Han har tilsluttet sig teamet og er co-founder af Alcolase. Med hans erfaring i skalering af biologiske produkter, senest i firmaet Unibio A/S, sørger Ib for at udviklingen i Alcolase sker med langsigtede briller, og sørger for at teknologien kan skaleres.

Kommerciel lancering

For at bringe deres banebrydende kosttilskud på markedet søger Alcolase nu strategiske partnere. De har behov for ressourcer til at optimere deres teknologi og sikre, at produktet er klar til kommerciel lancering. "Vi er på udkig efter partnere, der deler vores vision og vil hjælpe os med at bringe denne livsforandrende teknologi ud til dem, der har brug for det," siger Mikkel Holstener Precht.

"Vi har nu et 'proof of concept’ på teknologien. I næste fase bliver vores hovedfokus at optimere produktet, og derefter at efterprøve både sikkerheden og produktets effektivitet i mavesækken. Derudover arbejder vi med lokale partnere i Østasien, så vi er sikre på at produktion og salgskaneler er klar den dag Alcolase bliver godkendt."

Om kort tid rejser Alcolase til Sydkorea, for at møde de potentielle kunder og undersøge konkurrerende produkter nærmere, så de kan finjustere deres produkt.

For ambitionerne er høje. Meget høje.

"Om 2 år er vi forhåbentligt på markedet, og om 5 år sælges vores kosttilskud i hele Østasien og det vestlige marked. Om 10 år har vi andre produkter på markedet med samme mission: at bruge bioteknologi til at forbedre folks liv" siger Mads Emil Mikkelsen.

Læs mere om Alcolases arbejde her.

Råd til nye iværksættere

Mads Emil Mikkelsen deler tre vigtige råd til dem, der overvejer at starte deres egen virksomhed:

1 - Fokusér på business casen i samme grad som på teknologien. Uden et marked for din teknologi bliver den aldrig en succes.

2 - Tro på dig selv og gør dit bedste. Det du ikke kan nu, kan du altid lære.

3 - Lyt til andre! Ellers er det svært at lære noget. Tag dig tid til at lytte til eksperter og andre stakeholders. Følg dog altid din egen mavefornemmelse.

Skrevet af:

Silke Kofoed

Alex Randrup Thomassen

Alex Randrup Thomassen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4749
  • Mobil +45 6043 5749
  • E-mail aran@di.dk